FREDERIK STJERNFELT OG DEN ISRAELSKE BLINDGYDE

1. I hvilken forstand er Israel et demokrati? 2. Det er netop det spørgsmål, som Stjernfelt undlader at forholde sig til  3. Et gryende bevidsthedsskifte 4. To øjenåbnere:en film og en bog 5. Flere tegn på at Israel er havnet i en blindgyde 6. Andre tegn på, at Israels situation er uholdbar 7. Israel - en politisk fortidslevn 8. Israel : apartheid - eller pariastat?

Det berettes, at det Byzantinske Riges teologer i en fjern tid skulle have ført ivrige diskussioner om, hvorvidt englene var  kvinder,mænd eller hermafroditter.

Et mere aktuelt eksempel på byzantinsk udenomsnak leveres af Århus-professoren Frederik Stjernfelt. Det sker   i Weekendavisen, hvor han d.11/2-11 under overskriften "To slags ´demokrati´ " udbreder sig om, hvor udemokratisk Hamas er.

Det foranlediger  to spørgsmål:

1)Hvorfor skriver professoren ikke ét ord om, at Hamas er et produkt af Israels årelange og skånselsløse besættelse af palæstinensisk jord?

2) Hvorfor nævner han intet om, at Hamas´ succes i allerhøjeste grad hviler på, at Israel i flere årtier har miskrediteret Hamas´ sekulære alternativ - læs: PLO/Fatah ?

I sin artikel nævner Frederik Stjernfelt  bloggeren Asmaa al-Ghoul, "der bliver chikaneret af fundamentalister fra et Hamas, der i stigende grad bruger fundamentalistisk religion til at kontrollere dagliglivet i Gaza".

Indrømmet: Hamas´ adfærd er forkastelig.

Men hvorfor skriver Stjernfelt intet  om  den behandling, som den israelske journalist Amira Hass blev udsat for? Jeg hentyder til, at hun i 2009 blev  tilbageholdt - af det israelske politi vel at mærke! -  for at berette fra det af Israel bombarderede Gaza.

En behandling, der ikke just vidner om den respekt for ytringsfriheden, som ellers er Frederik Stjernfelts  kæphest. 

Jvf. følgende link:

 http://www.haaretz.com/print-edition/news/haaretz-s-amira-hass-detained-on-leaving-gaza-1.275905

Hatten af for Amira Hass! Kan Israel stadig bryste sig af at være en demokratisk stat, skyldes det i allerhøjeste grad folk som hende.

Men i hvilken forstand  er Israel et demokrati?

2. Det er netop det spørgsmål, som Stjernfelt  undlader at forholde sig til

Efter min mening bør diskussionen om Hamas´ manglende demokrati  betegnes som udenomsnak, medmindre den foregår inden for rammerne af en ganske kompleks sammenhæng.

Denne  komplekse sammenhæng handler om, at vist er Israel demokratisk, men over for  palæstinenserne gebærder det sig lige så kolonial-imperialistisk som det Britiske Imperium i 30´ernes og 1940´ernes Indien; eller lige så demokratisk som det Tyske Kejserrige i Namibia i begyndelse af 1900-tallet;  og - sidst men ikke mindst - lige så demokratisk som det italienske Kongerige i Libyen mellem 1911 og fascismens magtovertagelse (1922).

Med andre ord: Som demokrati er Israel en levn fra imperialismens tidsalder. 

 A propos Libyen: i skrivende stund er en gruppe  NATO-lande  interveneret mod Gaddafis nedkæmpelse af de libyske oprørere.

Om det er klogt, er vanskeligt at afgøre. Til gengæld er én ting sikker: den vestlige intervention  er et klassisk eksempel på  brug af dobbelte standarder.

Israel må gerne, Gaddafi må ikke.

Israel måtte gerne myrde løs i Gaza i Herrens år 2009 - samt i Sydlibanon  et par år tidligere.

Gaddafi har derimod ikke ret til at skyde Libyens befolkning i stumper og stykker.

Hvorfor nu det?

3. Et gryende bevisthedsskifte

Jeg kender svarene. Hamas er en terrororganisation, mens de libyske oprørere kæmper for demokratiet. Gaddafi er en diktator, hvorimod Israel er et demokrati.

Samtidig  er jeg godt klar over, at disse automat-svar stadig går rent ind hos brede segmenter af den vestlige opinion.

Men

a) selv den vestlige opinion, der dagligt bearbejdes af pro-israelsk propaganda, er begyndt  at stille spørgsmål. Blandt andet fordi Israels opførsel i Sydlibanon og Gaza i 2007 og 2009 har åbnet manges øjne;

b) Israels historie er langsomt, men sikkert ved at blive skrællet for dens tykke mytologiske skal. Krigen i 1948, der i   zionistisk selvforståelse er omdøbt til "uafhængighedskrigen", fremtræder  således i dag oftere og oftere som det, den i virkeligheden var: den etniske udrensning af Palæstina - af dens ofre traditionelt betegnet som An-Nakba (=katastrofen); 

c) det er blevet vanskeligt at affærdige  kritikken af Israel som venstreorienteret forudindtagethed eller som udtryk for antisemitisme. Og det må den vestlige opinion takke en række beundringsværdige israelere og jøder for: førnævnte Amira Hass, Uri Avnery, afdøde Tanya Reinhart, forfatteren David Grossman,  den svensk-jødiske forfatter og journalist Göran Rosenberg og mange andre.

Ikke mindst den israelske ny-historiker Ilan Pappe har indlagt sig en stor fortjeneste ved at kaste lys på mindre kendte aspekter af Israels historie. I 2009 har forlaget KLIM udsendt hans "Det moderne Palæstinas historie - et land, to folk".

4. To øjenåbnere: en film og en bog

USAs og Europas good will over for Israel  er selvfølgelig stadig  intakt. Men ét spørgsmål melder sig:  udspringer denne good will  af en nogenlunde reflekteret tilgang til politikkens realiteter? Eller: til realiteterne overhovedet? 

Sagt på en anden måde: Hvor længe kan Israel affeje enhver kritik af landets politik som udtryk for antisemitisme?

En fin tilgang til dette spørgsmål er filmen Defamation, som DR2  sendte den 19.april 2011.

Filmen, der er instrueret af israeleren Yoav Shamir,   kunne DR godt nok have vist  allerede i 2009 (så meget desto mere som DR er  en af filmens producenter !), men det er først nu, at  DR2s kanalchef Arne Notkin har kunnet overvinde sin modvilje mod filmens påståede ensidighed.

Jeg så allerede filmen for et par måneder siden (den kunne købes som gratis tillæg til film-magasinet EKKO ) og ærlig talt - jeg har vanskeligt ved at forstå Arne Notkins betænkeligheder. 1)

Filmen er god - synes jeg - og bliver endnu bedre, når den suppleres  med læsningen af John Mearsheimer & Stephen Walts bog om USAs israelske lobby. 2)

Der løber en del  fælles tråde mellem bog og film:

1) en af fimens hovedpersoner - Abraham (Abe) Foxman -  spiller en fremtrædende rolle i bogen, hvor han ofte optræder i spidsen for ADL (Anti-Defamations League - et af den israelske lobbys flagskibe).

2)i både filmen og bogen møder vi desuden Norman G.Finkelstein, den kontroversielle jødisk-amerikanske forsker, der er ophavsmanden til begrebet "holocaust-industri".

3) Mearsheimers & Walts bog har været undervejs siden 2002 og har i årenes løb kostet de to forfattere flere anklager for anti-semitisme - og på den måde bekræftet  forfatternes hovedtese: drister repræsentanter for den amerikanske akademiske verden sig til at kritisere Israel, risikerer de i bedste fald at blive skældt ud for antisemitisme - og i værste : fyresedlen fra deres arbejdsplads.

4) den ene af bogens forfattere - John J. Mearsheimer - interviewes i filmen.

Mellem film og bog er der imidlertid i hvert fald én væsentlig forskel: hvor filmen udmærker sig ved en ironisk-humoristisk approach til stoffet, er bogen et  tørt videnskabeligt arbejde, der støtter sig til en overvældende dokumentation. Bogen er i sig selv en mastodont på over 450 tekst. Dertil kommer over 100 sider fodnoter, der er lagt på www.denisraelskelobby.dk

Ifølge en af bogens anmeldere(Peter Kim Laustsen) har John J. Mearsheimer (University of Chicago) & Stefen M. Walt (Harvard University)[omtales fra nu af som M&W]  skrevet en "yderst interessant og relevant bog, som giver et indsigtsfuld og for nogle et skræmmende indblik i, hvordan interessegrupper kan påvirke en stats internationale politik".

 Den interessegruppe, som M&W undersøger, er USAs israelske lobby. Denne udgøres af mange foreninger, hvoraf de to mest fremtrædende er den allerede nævnte ADL samt AIPAC(American Israel Public Affairs Committee).

M&W gør sig stor umage med at understrege, at den israelske lobby udfolder en fuldstændig legal aktivitet. Samtidig fører de bevis for,

1) at den israelske lobby udøver en urimelig stor indflydelse på amerikansk politik

2) at denne indflydelse meget ofte skader amerikanske interesser.

Peter Kim Laustsen har et par  indsigelser mod bogen - og jeg har selv én. Ifølge M&W har den israelske lobby spillet den afgørende rolle i USAs beslutning om at angribe Irak. Denne tese finder jeg lidet overbevisende. Er det ikke snarere sådan, at den israelske lobby er én blandt flere forklaringer bag USAs og andres katastrofale Irak-intervention?

Men på trods af denne og sikkert andre mangler er M&Ws bog  et nyttigt opslagsværk, om ikke andet så fordi den dokumenterer  en lang række  fakta om Israel. 

Nogle  få eksempler:

1. Lilliputstaten Israel - den er knap og nap på størrelse med Jylland - er verdens ottende største våbeneksportør (M&W,46)

2. USA giver Israel i gennemsnit $ 3 milliarder i direkte udlandsstøtte hvert år (M&W,44)

3. Israel er den eneste modtager af amerikansk økonomisk støtte, der ikke skal stå til regnskab for, hvordan landet bruger pengene (M&W, 47)

4. Israels våbenarsenal inkluderer op mod 200 atombomber, som USA vender det blinde øje til (M&W,55)

5. Udover  atomarsenalet  råder Israel over aktive kemiske og biologiske våbenprogrammer og mangler endnu at ratificere såvel Konventionen om Forbud mod Kemiske Våben som Konventionen om Forbud mod Biologiske Våben(M&W,56-7)

6. Ifølge den sydafrikanske biskop Desmond Tutu m.fl. er Israel en apartheid-stat(M&W, 245)

En dansk anmelder (Bent Blüdnikow) hæfter sig ved, at M&Ws bog indeholder "hundredvis af navne"..."der gør læsningen stærkt trættende". Det er rigtigt nok, men til nogle af navnene knytter M&W til gengæld  oplysninger, der er højrelevante i en dansk sammenhæng.

Jeg finder det således befriende, at M&W (s.82 ) karakteriserer Ralf Pittelkows guru Bernard Lewis som "en fremtrædende tilhænger af Israel"; ligeledes er det skægt, at møde Nathan Sharansky  i rollen som israelsk agit-prop og storforbruger af den fortærskede parole:" enhver kritik af Israel er lig med at nægte Israels ret til at eksistere"(242); Sharansky er nemlig en af Flemming Roses ankermænd(se "Tavshedens tyranni", 324).

Den for danske ganer største lækkerbidsken er imidlertid Trykkefrihedsselskabets frihedshelt Daniel Pipes.

Om Pipes oplyser de to professorer 

1) at han er en fremtrædende neo-konservativ ekspert samt leder af det højreorienterede Middle East Forum (M&W,50,168,195)

2) at han på et tidspunkt drev klapjagt på amerikanske universitetsansatte, der havde ytret Israel-kritiske standpunkter (M&W,228).

Jeg var lige ved at glemme det allervigtigste:Tro det eller ej, er  M&W   konservative politologer af den "realistiske" skole. Jævnfør Ole Nyengs interview med John J.Mearsheimer i Weekendavisen d.8.april 2011. "Tilbage til Reagan" som det så sigende hedder.

5. Flere tegn på at Israel er havnet i en blindgyde

Da M&Ws bog udkom i november 2007, mente Bent Blüdnikow, at intentionen bag bogen var at starte en seriøs debat, men at dens konspirative (sic!) påstande ville  sætte debatten år tilbage.3)

3 år senere viser Blünikows profeti sig at være et totalt flop.

Tværtimod har M&W  fået følge af mange borgerlige Israel-kritikere - såvel i  USA og Europa samt blandt jøder og ikke-jøder.

Lad os kigge nærmere på denne interessante trend.

Lige nøjagtig én uge før Frederik Stjernfelts udgydelser stod at læse i Weekendavisen, bragte samme blad en interessant artikel ved Martin Krasnik (se WA 28.1.11 "Det evige sammenbrud")

Frederik Stjernfelt er semiotiker. Semiotik er videnskaben om tegnfortolkning.

Frederik Stjernfelt burde tage og aflæse de mange tegn, som det er lykkedes Krasnik at samle i sin artikel.

Tegn på den stigende foruroligelse, der er ved at brede sig blandt Israels venner. Foruroligelse over, at Israel er havnet i en blindgyde.

Artiklen begynder med at omtale Wikileaks-afsløringerne. Disse røber  at forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere som oftest ender som fiaskoer på grund af  sabotage fra israelsk side.

Kommentar: Hvis Weekendavisens læsere ulejligede sig med at kigge i Tanya Reinharts bog Israel/Palestine (2003), ville de opdage, at Wikileaks blot bekræfter en veldokumenteret og gammelkendt realitet.

Krasniks artikel bekræfter en anden  kendsgerning: Israel er ved at gennemgå et decideret højre-skred.Ifølge Krasnik går den israelske politolog Zeev Sternhell  så langt som til at sammenligne vore dages Israel med Francos Spanien.

En tidligere israelsk topforhandler har aldrig været så bekymret, fremgår det endvidere af Krasniks artikel."Vort demokratiske fundament er for alvor truet" betror han den danske journalist.

Forklaringen på den dramatiske situation  søger Krasnik dels i Israel dels i USA.

I Israel har høge som Netanyahu og Avigdor Lieberman tiltaget sig et  uindskrænket magtmonopol. Ikke mindst takket være støtten fra det sefardiske Shas-parti, hvis lederskab jævnligt kalder palæstinenserne" for slanger eller myrer ". Partiets officielle partiavis omtalte i øvrigt sidste år Obama "som en islamisk ekstremist".

I USA er Obama - trods hans påståede islamiske sympatier - under streng kontrol fra "de store, stærke amerikansk-jødiske organisationer", som "overvåger den offentlige debat i USA og slår hårdt ned på dem, der kritiserer Israels regering. Ikke en eneste gang har nævnte organisationer lagt afstand til udtalelser fra Shas eller Avigdor Lieberman. Tværtimod undskylder og beskytter de dem . Og politisk er de (amerikansk-jødiske organisationer) så stærke, at de færreste kongrespolitikere tør sige et kvæk "(min fremhævning,pc).

Med andre ord: M&W har ret og skal hænges. 

5. Martin Krasniks artikel - kun ét blandt mange tegn

Alligevel er Martin Krasniks artikel  behæftet med en skønhedsplet.Når han udråber Netanyahu, Avigdor Lieberman og Shas-partiet til hovedaktørerne inden for israelsk politik lige nu, glemmer han selveste deus ex machina.

Jeg hentyder til Ehud Barak, som siden Ariel Sharons dage har sikret forbindelse mellem den israelske regering og det israelske militær.

Og det er jo sidstnævnte, der skalter og valter i Israel ( Vestens Myanmar light). Se nærmere herom i Tanya Reinharts bog "Israel/Palestine".

Alligevel er Martin Krasniks artikel interessant. Den jo bragt af Weekendavisen - som er et gennemborgerligt blad.Derfor er artiklen et usmiskendeligt tegn på, at det borgerlige Danmark - eller i hvert fald de mest opvakte dele af det - har indset, at Israels situation bliver stadig mere uholdbar.

Især efter de to "revolutioner" i Tunesien og Egypten.

Når det er sagt, bør det rimeligvis tilføjes, at Weekendavisen lægger sig i slipstrømmen af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Allerede den 5.juni 2010  skrev han om, at "Gaza ikke kun er Israels ansvar".

Jvf. følgende link:

http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2010/06/05/gaza-%E2%80%93-ikke-kun-israels-ansvar/

6. Andre tegn på, at Israels situation er uholdbar

Det spanske dagblad EL PAÍS bragte den 9.3.2011 en artikel af Israels forhenværende udenrigsminister Shlomo Ben-Ami. Ud fra Per Gahrton (Palästinas frihetskamp,s.626) gætter jeg mig frem til, at Ben-Ami er den forhenværende israelske topforhandler, som optræder anonymt i Martin Krasniks artikel.

Uanset hvad: Under overskriften "At redde den egyptiske revolution" gør Ben-Ami sig en række overvejelser over den egyptiske revolutions fremtid.

De kan læses på engelsk her:

http://www.project-syndicate.org/commentary/benami51/English

Ben Ami  opstiller to muligheder:

1) Den egyptiske hær vil kvæle revolutionen. Denne mulighed anser han imidlertid for både usandsynlig og uønskværdig. Den egyptiske hær bliver jo  trænet og finansieret af USA. Nuvel: hverken USA eller Vesten i det hele taget har nogen interesse i, at den egyptiske hær fratager det unge demokrati enhver chance. Derimod lader han ane de positive aspekter ved, at Egypten bliver til et stort eksportmarked - ikke mindst hvis USA og EU sikrer landet positive handelsvilkår.

2) Mulighed to: Den eyptiske revolution kapres af det Muslimske Broderskab. Også dette perspektiv anser Ben Ami for usandsynligt. Det Muslimske Broderskab har jo længe været indstillet på parlamentarismen.

Det mest interessante aspekt ved Ben Amis artikel er imidlertid hans understregning af religionens betydning: i Egypten, USA og Israel.  

Han skriver:" A democracy that excludes religion from public life entirely, à la France, cannot work in Egypt. After all such a democracy does not work in Israel, or even in the US, a country that G.B. Chesterton described as having "the soul of a church". Building a modern secular state for a devout people is Egypt´s main challenge"(min fremhævning,pc)

Ben Amis halv-kvædede vise forstår jeg på denne måde: Hvad nytter det, at stemple det Muslimske Broderskab og Hamas som fanatiske fundamentalister, når det er velkendt, at Israel har sine egne af slagsen? (Jævnfør Shas og bosætterbevægelsen).

Godt spørgsmål,synes jeg.

Det var atter EL PAIS, som den 12.3.2011 bragte    en   interessant artikel  af  Marwan Muasher og Javier Solana. Den første er Jordans fhv. udenrigsminister, den anden har været NATOs generalsekretær før Pat Robertson og Anders Fogh.

Det, de to herrer skriver, kan læses på engelsk her:

http://www.project-syndicate.org/contributor/3984

Muasher og Solana hævder blandt andet :

"For the US, sympathy for Arab publics yearning for freedom cannot exclude compassion for Palestinians dreaming of lives of dignity, which for them includes ending the occupation. The US should not be selective in its support for freedom and democracy...Israel also needs to revisit its policies. As political reform achieves results, Israel will no longer be able to claim that it is the only democracy on the Middle East".

7. Israel - en politisk fortidslevn

Ved første øjekast  afspejler Krasniks, Ellemann Jensens, Ben-Amis, Muasher & Solanas artikler  indsigten  i, at civilisationernes sammenstød er afblæst.

Bevares:  også fremover vil der være  fjolser, der  sprænger sig selv og andre i luften,kræver utro kvinder stenet eller  bliver voldsomt ophidset over en amerikansk tåbe, der afbrænder Koranen.

Disse begrædelige udskejelser  er imidlertid lige så uundgåelige som spøgelsesbilister. 

Israels krise udspringer derimod af  Historiens list, ville gamle Hegel sige.

Historiens list, som sætter sig igennem bag om ryggen på  George W. Bush. 

Mens han  bombarderer i Irak, bliver Indien og Brasilien  økonomiske verdensmagter.

Historiens list, som får   de tunesiske og de egyptiske unge til at befri sig selv, mens NATO er i færd med at "befri" Afghanistan.

Selvfølgelig er der lang vej endnu, men det, der sker i Brasilien,Indien, Tunesien og Egypten, er altsammen tegn på, at the times they are a-changing.

Hvad er de nye tiders løsen?

Ud med Mubarak, Ben Ali og ind med face-book ungdommen.

Ud med Samuel Huntington og ind med Francis Fukuyama.

Ud med Flemming Roses selektive tavshed - ind med en Marshall-plan for Nordafrika og Mellemøsten.

Men måske er der god grund til at droppe skåltalerne og hæfte sig ved mere jordnære sammenhænge.

Sagen er, at  USA og Europa er økonomisk set i defensiven.

Ergo: For USA bliver første prioritet fra nu af at inddæmme Kina (jvf. nævnte interview med John J. Mearsheimer - Weekendavisen 7-4-2011).

I denne optik  kan Israel ikke bruges til noget som helst. "Mellemøstens eneste demokrati" er jo i forvejen fuldt optaget af at inddæmme palæstinenserne.

Europa står derimod foran to scenarier. Det første er et nordafrikansk-mellemøstligt område, der også fremover plages af en omfattende ungdomsarbejdsløshed - med udsigt til social uro og/eller kraftigere og kraftigere migrationsbølger mod (i første omgang) Sydeuropa.

Det andet er, at Mellemøsten og Nordafrika forvandles til  vækstområder. Det vil mindske migrationspresset samt skabe et stort eksportmarked.

Det ligger temmelig klart i Europas interesse at satse på scenarie 2.

Med det turde være lige så klart, at Fort  Israel i denne kontekst udgør en udviklingsmæssig flaskehals. Er det europæiske erhvervsliv ved at indse det ? Det tror jeg. Måske  er det netop denne indsigt, der trods den diplomatiske indpakning og med alle tænkelige forbehold skinner igennem Krasniks, Ellemann Jensens og Solanas indlæg.

Civilisationernes sammenstød er med andre ord ved at vige for business as usual. 

8. Israel: apartheid - eller pariastat?

Et ganske anderledes perspektiv skitseres af den kendte jødisk-amerikanske professor Noam Chomsky. Jvf. hans foredrag om "US Foreign Policy in the Middle East" (25-5-2010), som kan læses her

http://chomsky.info/talks/20100525.htm

Chomsky ser tre muligheder:

1) To-stats løsningen

2) De palæstinensiske ledere overlader Israel hele molevitten med udsigt til en årelang anti-apartheid-kamp

3) den mest sandsynlige:Alt fortsætter som hidtil - d.v.s. Israel  stjæler den bedste jord og vandressourcerne fra palæstinenserne og overlader dem de få, spredte fragmenter, som Netanyahu kalder for "fried chickens".

Chomsky slutter med at drage en parallel mellem Israel og aparheid-Sydafrika.

Er parallellen rimelig? Kun til en vis grad. Israel er faktisk langt værre end det sydafrikanske apartheid-styre, mener den gamle stridsmand.

Forskellen ligger i, at " White South Africa needed the Black population...In contrast, Israel does not need the Palestinians, doesn´t want them."

Mellem Israel og fortidens Sydafrika er der imidlertid  én fundamental lighed.

I 1980´erne var Sydafrika blevet en paria-stat..." but nothing changed.

The reason was that Washington kept supporting South Africa...Ronald Reagan was conducting his war on terror, and South African Whites were under threat of terror from the African National Congress, Nelson Mandela´s ANC...In 1988, Washington declared the ANC to be one of the "more notorious terrorist groups" in the world...

Two or three years later, the United States changed its policy, and apartheid collapsed...

Nelson Mandela also won a personal victory, a bit more slowly. He was removed from Washington´s list of people supporting terror only a year ago..." (min fremhævning).

NOTER

1) Jvf. Karsten Fledelius´ kommentar i http://www.information.dk/258789

2) John J. Mearsheimer & Stephen M. Walt, Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik, 2007. I Danmark har bogen kun fået 4 anmeldelser:

- Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad, d.6.10.2007

- Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende, d. 22.11.2007

- Peter Kim Laustsen, Militært Tidsskrift, april 2008

- Ivan Rod, Djembe, februar-april 2008

3)  Blüdnikow var ellers  yderst venligt stemt, da hardcore-zionisten Bat Ye´or  i 2005 besøgte Danmark og under Trykkefrihedsselskabets og Jyllands-Postens auspicier  markedsførte sit eget konspiratoriske Eurabia-koncept. 

Jvf   http://www.b.dk/node/1395716/print

21.4.2011