IDEOLOGISK HOOLIGANISME

”Jeg er ikke flov ” skriver Pia Kjærsgaard i Jyllands-Posten 4-4-00, som svar på en annonce, hvor 1038 underskrivere bekender deres flovhed over at være danskere.

Jeg er heller ikke flov – og mener  i øvrigt, at bemeldte annonce sammen med Dansk Folkepartis berygtede boligannonce for nogle uger siden  er et bevis på, at den danske indvandrerdebat efterhånden minder mere og mere om de akustiske konfrontationer, som kendetegner sammenstødene mellem fjendtlige fans-klubber i sydeuropæisk fodbold.

Er jeg ikke flov, er jeg til gengæld bekymret, fordi denne ideologiske hooliganisme er den værst tænkelige måde at tage den muslimske udfordring op - i og med at både det ”stolte” og det ” flove” hold ved deres  brug af følelsesladede paroler såsom ”danskhed” og ”humanisme” hælder  benzin på den islamiske fundamentalismes bål.

Pia Kjærsgaard & co. gør det  ved - via deres hetz på islam - at kaste selv de moderate muslimer i favnen på ekstremisterne.

Det ”flove” hold gør det ved sin ukritiske tolerance at brede en beskyttende vinge over fundamentalisternes antidemokratiske  virksomhed.

Begge hold har deres forskelle til trods et iøjnefaldende fællestræk: de er lige dygtige til at springe over, hvor gærdet er lavest.

Pia Kjærsgaard gør det, når hun foregøgler sine vælgere, at Danmark kan undgå at blive et multikulturelt samfund. Pia Kjærsgård véd udmærket, at Danmark har været et multikulturelt samfund  i mange år og al den stund det er umuligt at omskabe det til en rent dansk nation, medmindre man tyr til massedeportationer a la Glistrup, ville det være mere konstruktivt, hvis hun stillede følgende spørgsmål: Hvad skal der gøres for at Danmark kan vedblive med at være et velfungerende demokratisk retssamfund?

I dette perspektiv var det på høje tid, at vi begyndte at interessere os for, hvad de muslimske imamer prædiker om under deres gudstjenester. Skulle det nemlig komme os for øre, at en navngiven imam prædiker mod det danske demokrati, skulle vi ikke tøve med at melde ham til politiet.

For det ville igen være at sætte over, hvor gærdet er lavest, hvis man brugte humanismen som alibi for at tolerere barbariet.

Lad mig sige det uden omsvøb: meget af det, som i dag prædikes i islams navn, er barbari.

Bemærk venligst: jeg siger ikke, at islam er barbari, men at meget barbari forsvares i islams navn – og jeg ønsker hermed at understrege en vigtig pointe, som gerne og ofte bliver overset: islam er mange ting.

Desværre er uvidenheden om islam så massiv, at flosklerne og myterne om den florerer i bedste velgående i ly af en dansk presse, som ikke kan leve op til sit ansvar.

Eksemplerne er legio, men jeg vil nøjes med at citere et indlæg fra sognepræst Poul-Erik Nørgaard Mikkelsen i Jyllands-Posten d. 19.03.00, hvor han under overskriften ” Det muslimske kætteri” bl.a. skriver:
”Islam betyder underkastelse. ”Muslim”, der er afledt af samme ordstamme, betyder ”én, der underkaster sig”. Og enhver skikkelig muslim skal underkaste sig Koranen før alt andet. Det vil sige: Al anden ret. Altså: Koranen er overordnet både menneskerettigheder og dansk retstradition, der ikke har nogen umiddelbar gyldighed i forhold til den muslimske helligskrift, der alene danner retsgrundlag for den rettroende.”

At islam skulle betyde underkastelse slet og ret er en meget udbredt floskel, som ikke opnår sandhedsstatus i og med, at pastor Nørgaard Mikkelsen bruger den også.

Ifølge religionshistorikeren, professor Jes Asmussen, er islam et uoversætteligt ord, hvori underkastelsen under Guds vilje skal forstås som hengivelse til Guds fred – og hvor fred udtrykker den samme rigdom af nuancer, som indgår i det hebraiske ord ”shalóm”. (J. Asmussen, Islam, 1982,ss.58-59).

At enhver rettroende muslim skal underkaste sig Koranen før alt andet er også en forsimpling af de faktiske forhold. For det første bygger den islamiske lov(sharia) ikke alene på Koranen, men også på profetens mundtligt overleverede tradition (den såkaldte sunna). For det andet  - og vigtigere – har de muslimske retslærde i århundreder måtte slås med den kendsgerning, at den islamiske lov er en modsigelsesfyldt retskilde, hvilket har afstedkommet et kolossalt fortolkningsarbejde samt ført til, at der indenfor islam i dag eksisterer hele fire  retsskoler med forskellige fortolkningssæt.

Alene dette forhold gør underkastelsen ret problematisk. Man skal underkaste sig hvad?
Det allervigtigste er imidlertid, at islam – i lighed med kristendommen – opererer indenfor en historisk kontekst, som har tvunget den til at indgå adskillige kompromiser med den moderne kultur. Dette forhold kommer til udtryk i, at sharia kun er eneste retskilde i de islamiske stater, der styres af rabiate fundamentalister.

Tyrkiet, Egypten, Tunesien og Marokko bygger, f.eks. på retssystemer, som er stærkt inspirerede af vesteuropæiske modeller.

Indrømmes må imidlertid, at  mange islamiske stater  præges af forhold, som kun kan betegnes som barbariske. Men om dette barbari  skyldes islam er en påstand, som er ligeså velfunderet som en eventuel påstand om, at den sicilianske mafia skyldes katolicismen.

Det ligger nærmere sandheden at antage, at islam i mange lande bruges for at legitimere  reaktionære og patriarkalske  styrer.

Islam er mange ting. Om det vil lykkes fundamentalisterne – de lokale inklusive – at misbruge den i deres barbariske ærinde, afhænger i høj grad af, om vi formår at møde dens kompleksitet med den redelighed, som vi er forpligtet til – enten som kristne eller som civiliserede borgere i et demokratisk samfund.

Bragt i Jyllands-Posten d.16.april 2000 - med en herlig tegning af Kurt Westergaard