|
Europa har ondt i historien ( 2. del af "Sapere aude") "Historien om Danmark" er et stykke naiv, nationalistisk historieskrivning, hvis to vigtigste inspirationskilder er Pia Kjærsgaard på den korte bane og N.F.S. Grundtvig på den lange. 1. Optakt. Suzanne Brøgger om det fortrængte Europa Den 25. marts 2017 mødtes 27 europæiske regeringschefer på det romerske Campidoglio og lovede hinanden at stå last og brast for Europa i fremtiden. Anledningen var 60-året for Romtraktaten. Samme dag bragte Information et indlæg, hvor forfatter og essayist Suzanne Brøgger stiller spørgsmålet: Hvornår holder nationale politikere op med at fortrænge Europa? Godt spørgsmål, især i betragtning af, at de 27 også talte repræsentanterne for Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Hungarn - 4 lande, hvis vilje til Europa tit og ofte har vist sig at være mere end problematisk. Men hvor det problematiske kunne forklares ved, at de 4 lande først er kommet med i EU i forbindelsen med den så kaldte øst-udvidelse. 2. Sprut, kvinder og en calvinistisk EU-politiker Lige dén forklaring kan man ikke bruge om den hollandske socialdemokrat Jeroen Dijsselbloem, som er formand for selveste euro-gruppen. Den 21.marts udtalte han til det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ): "Under euro-krisen har Nordeuropa udvist solidaritet over for de lande, der var mest ramt. Som socialdemokrat finder jeg det meget vigtigt at være solidarisk, men der er også noget, der hedder pligter. Man kan ikke bruge alle pengene på sprut og kvinder, og bagefter bede om hjælp" (kilde: det italienske dagblad La Stampa d.22.3.). Denne udtalelse har udløst en veritabel twitter shit storm fra især Spanien, Portugal og Italien. Den portugisiske statsminister António Costa har krævet at Dijsselbloem skal træde tilbage som formand for euro-gruppen. Samme krav kom fra den fhv. italienske statsminister Matteo Renzi. Men har Dijsselbloem egentlig sagt noget odiøst? Nej, mener han selv, heri støttet af Werner Mussler fra FAZ. Dijsselbloem er blevet fejlciteret, hævder Mussler (FAZ 22.3); i sin udtalelse nævner den hollandske politiker faktisk ikke noget sydeuropæisk land. Og det er ganske vist. Men en nærlæsning af Dijsselbloems udtalelse viser utvetydigt, at det er de sydeuropæiske lande, som bliver ment. Længere nede i sin artikel noterer Werner Mussler til gengæld: Det er ikke første gang Dijsselbloem høster kritik for sine flabede(sic!) formuleringer. Kære læser, har du lyst til at genopfriske dine tyske kundskaber, kan du selv gå til kilderne ved at google FAZ´s artikel: Rücktritt von Eurogruppenchef Dijsselbloem gefordert. Afslutningsvis vil jeg referere Dijsselbloems egen kommentar til hele miseren: "Jeg har ingen hensigt til at træde tilbage. Har nogen følt sig stødt, beklager jeg det. Min udtalelse var barsk, fordi den kommer fra en calvinistisk kultur. " (La Stampa 21/03. Kan googles via: Frasi sul Sud Europa. Calenda e Renzi chiedono le dimissioni di Dijsselbloem") 3. Hvad ved vi? Dijsselbloems udtalelser afslører en rystende uvidenhed om Sydeuropa, hvor det rystende ligger især i, at de kommer fra en fremtrædende EU-politiker. At gennemsnitseuropæeren ikke ved meget om Europa, er nemlig en kendt sag. Sandheden om os europæere er jo, at vi bevæger os rundt med de skyklapper, vores nationale kultur har forsynet os med. I bedste fald altså: i reglen har vi ikke engang skyklapperne at se ud fra. I reglen ser vi skam verden i den tilstand af søvndrukken apati, hvori vi befinder os som følge af det store hukommelsesskred som har efterfulgt de to verdenskrige. En gang imellem vågner vi dog. Pludselig er vi kristne, fordi der kommer flere muslimer. Eller lutheranere, fordi der er gået 500 år siden Wittenberg-teserne. Eller calvinister, fordi vi er kommet til at sige noget uovervejet. Bemærk, at calvinismen i sidste tilfælde bliver brugt som aflad for manglende omtanke. 4. To danske stemmer Luther-jubilæet har blandt meget andet her i Danmark givet sig udslag i Marita Akhøj Nielsens lille bog "Hvorfor taler vi dansk". Kort fortalt går bogens tese ud på, at det er Reformationen, danskerne må takke for, at de taler dansk. Ellers havde de talt plattysk. Eller rettere: tysk. Og det ville have været synd, synes jeg: dansk er udtryk for sproglig mangfoldighed. Hurra for den! Europa har allerede mistet alt for mange sprog - især keltisk er i dag en skygge af sig selv. Det samme gælder provencalsk. Men når vi taler om europæiske sprog, bør vi ikke glemme én ting: alle de europæiske sprog af indo-europæisk afstamning står i gæld til græsk og latin. Skulle vi have glemt det, er der heldigvis flere, der river os ud af vildfarelsen. En af dem er Sten Ebbesen, der 20. marts 2017 i Stockholm modtog "den lille Nobel-pris" - alias Gad Rausing-prisen på en million svenske kroner. Hvem er Sten Ebbesen? Han er professor emeritus i græsk med særligt henblik på den aristoteliske tradition. Græsk er forståelsesnøglen til vores antikke rødder er titlen på hans kronik bragt af Kristeligt Dagblad den 16.1.2016. 5. A propos rødder "De dybeste rødder" hedder samtalebogen med Dronning Margrethe ved journalist Peter Larsen. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de angiveligt dybe rødder ligner kappede bonsai-rødder. Danskheden som bonsai-plante? For nu at citere den tyske forfatter Botho Strauss (1943): " Overalt er tilknytningerne kappet over. Man har investeret for meget i emancipation (af latin: e manu capere), at sætte fri af hånden, og derefter foragtet den givne hånd. De sammenstyrtende isklipper i Antarktis - symbol på jordopvarmningen - er samtidig et advarende symbol på erindringens styrtende klipper" ( Reform der Intelligenz, Die Zeit 30.3.2017) 6. Erindringens styrtende klipper Sagt på en anden måde:Den såkaldte reformpædagogik, som har hærget i årtier, er resulteret i en om-sig-gribende frisættelse. Fatal fejl: Har man glemt, hvad man er blevet frisat fra, ved man ikke, hvad man er frisat til. 7. Horaz- Dante- Kant Sin maksime "Sapere aude" havde Kant fundet hos Horaz. Mens han tjente sit brød - formoder jeg - som huslærer i Königsbergs velbeslåede familier. Anno 1784 kunne han derefter i sin artikel "Hvad er Oplysning?" dokumentere sin tilknytning til en ældgammel tradition, som - NB! - allerede var gammel på Horaz´ tid. Set med den oldgræske kulturs alen var den romerske digter nemlig en epigon. Nærlæser man hans epistel til den unge Mollius, bliver det temmelig klart, at Horaz på sin hyggelig-ironisk-distancerede måde er kejserlig leverandør udi filosofiske smuler fra de riges bord: Sokrates, Platon, Aristoteles med flere. Horaz, Dante og Kant hører til Europas ubrudte kulturtradition. 8. Kopernikus og Vesalius Et sted i sin formidable roman "Rejsende" skriver den polske forfatter Olga Tokarczuk: "En ny epoke indledtes i 1542...det år udkom Kopernikus´ "De revolutionibus orbium coelestium" (Om himmellegemernes kredsbevægelser) og Vesalius´ "De humani corporis fabrica"(Om opbygningen af den menneskelige krop). For det første: Hvor er det forfriskende her i Luther-året at blive mindet om, at der var/er en verden uden for Wittenberg. Lige et par årstal: Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Han er altså 10 år ældre end Martin Luther. Var han polak eller tysker? Man får nok forskellige svar alt efter om man kigger i den polske eller den tyske Wikipedia. Vigtigt: Med sin bog og ud fra et heliocentrisk synspunkt skaber Kopernikus grundlaget for kortlægningen af universet. Andreas Vesalius (1514-1564). Født i Bruxelles. Med sin bog skaber den flamske anatom grundlaget for kortlægningen af menneskets organisme. For det andet: Oven anførte to revolutionerende værker blev begge affattet på latin. NB! Samme sprog, som Luther brugte til sine 95 teser. Latin - som nogen ynder at stemple som selveste indbegrebet af reaktionær kultur - var det fælleseuropæiske medie slet og ret - lige godt til at udtrykke ultrakonservative og kætterske synspunkter. I et interview fra oktober 2016 siger Olga Tokarczuk, at Kopernikus´ og Vesalius´ værker fra 1542 "markerer en ny epoke, hvor der vægtes både at afsøge egne karakteristika og indhold, men også at se udad med et nysgerrigt og ikke frygtsomt blik " (1) Det har hun fuldstændig ret i. Man kan endda hævde, at begge hører til Oplysningens uomgængelige forudsætninger. 9. Europas historiske mørke I samme interview fortæller Olga Tokarczuk, hvordan hun i 2015 på Polens landsdækkende fjernsyn blev bedt om med én eneste sætning at beskrive sin seneste roman Jakobs bøger - et historisk værk på knap tusind sider. Hun svarede kort: "Denne bog vil hjælpe os med at konfrontere det historiske mørke, vi i Polen befinder os i". Svaret skaffede hende "hobevis af dødstrusler og personlige angreb pr. mail og på forskellige internetfora". Man kan gætte sig til, hvad Tokarczuks kritikere mente om hende: at hun var en elitær snob, der så ned på folket. Men det er en forløjet kritik. Konflikten mellem det fantomatiske folk og den lige så fantomatiske elite er en aldeles upræcis beskrivelse på det historiske mørke, som hele Europa befinder sig i - endnu engang. Det samme historiske mørke, som ramte Europa ved Første Verdenskrigs udbrud og senere i 20´erne og 30´erne. Dengang folket gav sig til at barsle med førere som Lenin, Mussolini, Stalin, Hitler og Franco. 10. Dekonstruerende akrobater Olga Tokarczuk, "Rejsende". På side 376 er der følgende perle om et af vores tids svøber: de dekonstruerende akrobater. " Denne type intellekt (..)stoler ikke på hvad der står i bøgerne, selv ikke i de bedste opslagsværker, monografier eller encyklopædier, som den intellektuelle allerede begynder at foragte i studietiden, og som nu giver sure opstød. Depraveret af alt for let at kunne dekonstruere selv det mest komplicerede, at føre selv en uigennemtænkt argumentation ud i det absurde og med få års mellemrum at tilegne sig det nye sprog, der nu er på mode...Et ordkløver-intellekt...Et rationelt og diskursivt, ensomt og sterilt intellekt. Et intellekt, der tror at vide alt, også det som det ikke ganske forstår. Men det er hurtigt i vendingen, skarpsindigt, en intelligent elektronisk impuls uden begrænsninger, der associerer alting med alt muligt andet, overbevist om at alt dette tilsammen betyder noget, men hvad - det ved vi ikke ". Læg mærke til ordet depraveret. En træffende diagnose. 11. Hvad sker der lige nu? Det kommer virkelig an på, hvordan man opfatter ordene lige nu. For mit vedkommende er nuet altid en flydende størrelse - flydende fortid havde jeg nær sagt. Alternativet Le Pen-Macron er for eksempel en genopførelse af det dilemma, Italien stod over for ved afslutningen af Første Verdenskrig:fascisten Mussolini eller en liberal? Også dengang anede venstrefløjen ikke, hvilket ben, den skulle stå på. Det blev Mussolini. Den forhenværende antimilitarist, pacifist og socialist Mussolini, som i slutning af 1914 var blevet nationalist samt glødende tilhænger af Italiens indtræden i den europæiske storkonflikt. Den gamle liberal og erfarne politiker Giolitti holdt ellers på, at Italien skulle holde sig neutralt, fordi den lange kolonikrig i Libyen havde svækket det både økonomisk og militært. Lige meget hjalp det. I maj 1915 gennemførte Italiens konge et statskup og sendte hundredtusindvis af unge italienere ind i krigshelvedet. Ved krigens slutning (november 1918) havde Italien mistet 600.000 mand - inklusive de 5000 soldater, der var blevet henrettet af den italienske hær som syndebukke for nederlaget ved Caporetto.(2) 4 år senere blev Mussolini Italiens statsminister. Endnu engang takket være et kongeligt statskup. I 1924 blev den socialistiske parlamentsmedlem Giacomo Matteotti myrdet af fascisterne. I 1926 blev Salvator Gottas sang "Giovinezza" (Ungdom) fascismens officielle hymne. 12. Nationalisme tur-retur Måske er de depraverede dekonstruktionister, Olga Tokarczuk harcelerer over, blot næstsidste etape i den århundredlange odyssé, som risikerer at ende med nationalismens genkomst. Et ultrakort rids: Først var der den nationalistiske blodrus 1914-1945. I 1968 blev efterkrigstiden afløst af ungdomsoprøret. Var dette en befrielses-revolution? Der var mange, der troede, mens hele postyret stod på. Men den terrorbølge, som i forlængelse af studenterrevolten ramte Tyskland (3) og Italien, bør mane til at anskue 68 som et meget komplekst fænomen. Vist var der fest, ballade og seksuel frigørelse. Men der var også en (mere eller mindre stærk) komponent af voldelighed, der for det meste kom til udtryk som højtråbende overfladiskhed. Overfladiskhed er netop nøgleordet. Det skete således, at 68 fik skovlen under professorvældet, men desværre indtraf der samtidig en alvorlig collateral damage. Det jeg vil kalde borgerlig anstændighed blev nemlig truet til tavshed eller eksil. Tillad mig at illustrere dette punkt med et par eksempler. 13. Hvad er borgerlig anstændighed Under borgerlig anstændighed forstår jeg borgerens ubestikkelige tilgang til den virkelighed, hun/han lever i. Der er altså tale om borgeren forstået som citizen, citoyen, Bürger. Denne borgerlige anstændighed var og er typisk for mange stille eksistenser, men jeg vil gerne illustrere den her med to fremtrædende eksempler. Det ene er den danske filosof og teolog K.E.Løgstrup (1905-81), det andet er den franske filosof Paul Ricoeur (1913-2005). Begge var universitetslærere (Løgstrup i Aarhus og Ricoeur i Paris Nanterre), der på trods af deres progressive holdninger, kom i strid med studenteroprøret. Danskeren uden at lide nogen fysisk overlast, franskmanden fik sig derimod en (aldeles ikke metaforisk) skraldespand over hovedet. (4) Min pointe er, at Løgstrup og Ricoeur var potentielle politiske aktører. Men den besindighed og den dybde, der prægede begges tænkning, fik ikke lov til at sætte noget mærkbart aftryk på den politiske virkelighed, de levede i. 14. At lære om hinanden af hinanden Men tiderne skifter heldigvis og Gud ske tak og lov for det! Ved historiens grumme ironi var 1968s fagreste frugt Anders Fogh Rasmussen. Som bekendt var hans stormløb på borgerlig hæderlighed ensbetydende med kronede dage for charlataneriet. Ingen har vel glemt hans forskningsminister Helge Sanders kampråb: "Fra forskning til faktura". Dette uheldssvangre forløb kulminerede med, at Pia Kjærgaard blev Folketingets formand, og floppede kort tid efter, da Morten Messerschmidt blev taget med fingrene nede i EUs kagedåse. Men alt dette er krusninger på overfladen. Fejringen af de 500 år fra Martin Luthers Wittenberg-teser er på mange måder en spøjs affære, den har imidlertid mindst én positiv side. Har man nemlig øjne for at se, vil man med udgangspunkt i jubilæet opdage en hel del glemte sammenhænge. Sådan en øjenåbner bragte Kristeligt Dagblad den 19.6. med en kronik af universitetslektor Gorm Harste. "Erasmus: Samarbejdets teologi og europæiske konsekvenser" lyder overskriften. Luther-teserne fra 1517 - skriver Harste - var blot den ene, og ikke engang den vigtigste - blandt mange revolutionerende indsigter og fornyelser, som årtierne lige før og lige efter år 1500 bragte for en dag. Den første af dem havde været Gutenbergs opfindelse af trykpressen, som netop omkring år 1500 fejede hen over det ganske Europa med tusindvis af publikationer. Luthers 95 teser fra 1517 kom til at drage stor nytte af dette teknologiske vidunder. Men endnu tidligere havde den tjent til at udbrede Erasmus´ skrifter. Erasmus (1469-1536) af Rotterdam var sin tids største kritiker af den katolske kirke, indtil Luther og hans enorme propagandaapparat overskyggede ham. Men Gorm Harstes kronik er en påmindelse om, at Erasmus var en langt større tænker end den højt råbende Luther. 15. Om at gøre sig halvblind i nationens tjeneste For nogen tid siden udsendte DR tv-serien "Historien om Danmark". En smuk serie, som nu er suppleret med en lige så smuk bog af samme titel, skrevet af arkæolog Jeanette Varberg og historiker Kurt Villads Jensen. På side 180 står der:" Vikingerne var berygtede krigere og dygtige sømænd, som rejste ud til alle kroge af kendt og ukendt land. Vikingerne satte med andre ord Danmark på verdenskortet". Men hvor kendte er vikingerne i Italien? I dag har en del italienere vist hørt om dem takket være en irsk-canadisk tv-serie med sagnhelten Ragnar Lodbrog som hovedfigur. Men ellers er det min fornemmelse, at de er totalt ukendte. Fornemmelsen fik jeg bekræftet under læsningen af den mest folkelige "Historie om Italien", som er udgivet til dato. Det drejer sig om journalisterne Indro Montanellis og Roberto Gervasos "Storia d´Italia", som omfatter hele 21 bind, hvoraf det sidste er viet Berlusconis Italien. I bind 1, som hedder "De mørke seklers Italien" (L´Italia dei secoli bui,1965) optræder vikingerne slet ikke. Forklaringen ligger i, at vikingerne i italiensk historieskrivning kendes som normanner. Om disse skriver Montanelli og Gervaso:" Mellem 880 og 885 ødelagde krigeriske skandinaviske folkeslag, normannerne, Liège, Köln,Aachen, Trier, Amiens. Her fik de et bytte på tolv tusind pund sølv. I 885 angreb de Paris..."(s.291). Men denne terminologi er problematisk, fordi mange læsere vil identificere normannerne med de senere beboere af Normandiet. Disse lader sig imidlertid meget hurtigt latinisere. Da normannerne i løbet af 1000-tallet, begynder at blande sig i italienske forhold, hedder de således Hauteville (på italiensk: Altavilla). Endnu mere graverende er det forhold, at Montanelli/Gervaso lader Britannien komplet ud af synet. De skriver nemlig intet om, at det tidligere romerske område i løbet af 500-tallet bliver angelsaksisk. På den anden side er det en stor mangel ved den danske "Historie om Danmark", at mange historiske fænomener behandles på linje med geografiske størrelser. Om Karl den Store står der således på s.200, at han" år 800 blev kronet som kejser af paven i Rom". Hokus-pokus bliver både kejser og pave stampet op af jorden. Men det er en uantagelig fremgangsmåde, hvor sammenhænge af høj kompleksitet reduceres til to floskler, kejseren og paven, som takket være århundreders nationalistisk og antikatolsk propaganda i mange læseres bevidsthed fremstår som lattervækkende størrelser. Latterliggørelsen er i dette tilfælde komplet malplaceret. Sagen er nemlig følgende: påstår man, at Europa holdes sammen af en kristen identitet, bør man samtidig indse, at denne identitet opstår ved århundredlange kampe og til tider forbrydelser. Kejser Karl den Store, som Kirken senere kanoniserer som helgen, myrder og tvangsdøber tusindvis af saksere som led i en decideret hellig krig. Man kan imidlertid til pavens og kejserens forsvar lige nævne, at Europa omkring år 800 befinder sig på kanten af et problematisk magtvakuum. Til fordel for angribende vikinger, magyarer, tyrker og arabere, men samtidig til fare for den spæde kristenhed. 16.Dansk identitet: Vikinger eller kristne? "Historien om Danmark" - jeg tænker både på tv-serien og bogudgivelsen - præges af en ubearbejdet konflikt mellem to modsatte identiteter: Er danskerne efterkommere af de vilde vikinger eller er de repræsentanter for en gammel kristen kultur? Naturligvis er de begge dele. Det må være historikernes opgave at gøre rede for, hvordan det kan lade sig gøre. I "Historien om Danmark"lykkes det ikke rigtigt. På s. 198 i "Historien om Danmark" står der: "Ibn Fadlan, som var en diplomat fra Bagdad udsendt til volgabulgarernes hovedstad i nutidens Rusland, beskrev de vikinger, han mødte her. De var høje som daddelpalmer og ´ fra tåspidserne til halsen er alle mænd tatoveret med mørkegrønne motiver". Jeanette Varberg, som har skrevet det pågældende afsnit, undlader imidlertid at citere, hvad Ibn Fadlan også har at fortælle om de vikinger, han møder. Han skriver: "Jeg har aldrig set mennesker med en mere fuldkommen kropsbygning. De er som daddelpalmer (d.v.s. høje og ranke) og rødlige (i huden). De er hverken klædt i qurtaq eller khaftan, men deres mænd bærer et klædestykke, der kun dækker kroppen halvt og lader den ene hånd være fri. Hver enkelt bærer en økse, et sværd og en kniv. De skiller sig aldrig ved disse ting. Deres sværd er bredklingede og har frankisk udsmykning. Hver enkelt har fra negleroden til halsen (tatoveret?) grønne træer, billeder og andet. (...) De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller efter seksuelt samkvem, og de vasker ikke hænder efter at have spist. De er sandelig vildfarne æsler. De kommer fra deres land og fortøjer deres skibe ved Atil (=Volga), der er en stor flod, og bygger store huse af tømmer på dens bred. I hvert enkelt hus samles ti-tyve mænd - færre eller flere. Der er en seng til hver enkelt, hvorpå han kan sidde. Hos sig har han smukke, unge piger beregnet for handel. Han har samleje med en slavinde, medens hans venner ser derpå. Ofte samles de på denne måde med hinanden, og hvis en købmand kommer for at købe en slavinde af en af dem, så forlyster han sig med hende og ophører ikke, før han er tilfredsstillet. Uden undtagelse vasker de hver dag deres ansigter og kroppe i det mest beskidte og uhumske vand. Det går for sig som følger: Hver dag tidligt om morgenen bringer en af slavinderne et stort kar med vand og giver det til sin herre, som vasker sine hænder, sit ansigt og sit hår i det. Derefter reder han sit hår over karret med en kam, snyder næse og spytter i det. Intet snavs fjernes fra vandet. Når den første er færdig, bærer slavinden karret videre til den næste, der fortsætter som den første, hvorefter hun bærer det fra den ene til den anden, indtil det har været hele raden rundt. Hver eneste snyder næse, spytter i det og vasker sit ansigt og sit hår i det."(5) Naturligvis kender Jeanette Varberg Ibn Fadlans tekst i dens fulde ordlyd. Hvorfor nøjes hun så med kun en sparsom gengivelse af den? Inden jeg forsøger mig med et svar, vil jeg gerne dvæle lidt ved, hvordan bog og tv-serie behandler Danmarks kristning. 17. Danmarks kristning: Otto eller Poppo? År 955, Lechfeld ved Augsburg. Magyarerne, som i årevis har angrebet det hensygnende karolingiske rige østfra (medens vikingerne angreb vestfra), lider et sviende nederlag ved en tysk hær, anført af Otto 1. Intet ord herom i "Historien om Danmark", selv om denne begivenhed indtager en central plads i europæisk historie, den danske inklusive. Det er nemlig slaget ved Lechfeld, der højst sandsynligt får Harald Blåtand til at indse det betimelige i at konvertere til kristendommen. Denne indsigt bliver yderligere fremmet i 962, hvor Otto 1. krones af paven som den første såkaldte tysk-romerske kejser. 965 bliver Harald Blåtand og samtlige danskere kristne. At denne er den mest plausible årsagsrækkefølge fremføres af den danske historiker Lars Hovbakke Sørensen.(6) Af en helt anden opfattelse er Jeanette Varberg. Skal vi tro hende, skete Danmarks kristning som følge "af et mirakel, da præsten Poppo bar glødende jern med uskadt hånd."(s. 221) Hvad skal man mene om det? At "Historien om Danmark" er et stykke naiv nationalistisk historieskrivning, hvis to vigtigste inspirationskilder er Pia Kjærsgaard på den korte bane og N.F.S. Grundtvig på den lange. 18. Pia Kjærsgaard: The Ghost Writer Set på den korte bane er problemet med "Historien om Danmark" (tv-serien + bogen) , at dens ghost writer hedder Pia Kjærsgaard. Husk på! Da DR i 2014 udsendte serien "1864", hvori Grundtvig optrådte som krigsbegejstret nationalist, gav Pia Kjærsgaard udtryk for, at udsendelserne var dårlig forvaltning af licens-pengene. Alene af den grund kan det ikke undre, at "Historien om Danmark" er blottet for ethvert kontroversielt udsagn. 19. Nationale neuroser På den lange bane er "Historien om Danmark" et bevis på, at enhver nation har sin neurose. Danmarks hedder Grundtvig. Grundtvig kender de fleste danskere som den store salmist og skolemand. Hvad de færreste ved, er, at Rom i den grad havde sat sig på tværs i hans univers. Med det resultat, at de grundtvigske folkehøjskoler gennem flere generationer kunne oplyse de videntørstende kursister om, at "Romeren var den kolossalske Tyran og(...)Rom den mageløse Røverstat" (7). Hermed leverede Grundtvig en glimrende undskyldning for at eftertiden kunne stemple alt romersk som antikristeligt bras. En fremgangsmåde, som man vel næppe kan kalde oplysende. Men gør det noget? Hvad udad tabes i form af viden, kan jo indad vindes i form af hygge, frelsthed og bedreviden (8). 20. Hil du, frelser og fortrænger "Grundtvig i kærlighed og krise" lyder titlen på et foredrag, der tilbydes af Birgitte Stoklund Larsen ifølge en annonce i Kristeligt Dagblad (7/10/16). Der kan tilsvarende sikkert leveres foredrag ad libitum om Grundtvig som demokrat, frihedsideolog, folkeoplyser, digter m.m. Men hvad med Grundtvig som historiker? Emnet bliver sjældent behandlet, og det er en smule underligt eller måske ikke så underligt endda alligevel. Om sig selv skrev Grundtvig i 1824, at hans forfatterskab indtil da havde bestået af tre "hovedstykker": det mytologiske,det teologiske og det historiske.(9) Nuvel! Grundtvigs historiske værker er sande pærevællinger af de tre nævnte hovedstykker. Med historien - vel at mærke - i rollen som teologiens og mytologiens tjenestepige. Billedligt talt sker der følgende: Mens de gængse fremstillinger (10) over Europas kulturhistorie bygger på triaden Jerusalem-Athen-Rom, lancerer Grundtvig sin egen mageløse model Jerusalem - Athen - Norden. Det mageløse ligger i, at Norden ifølge salmisten bliver til et magisk, tranceagtigt univers, hvor Voluspa ( spåkvinden Vølven) falder i snak med Bibelens profeter, og danskerne er lige udvandret fra Palæstina. "Danmark er Historiens Palæstina" proklamerer Grundtvig, der livet igennem fastholder, at danskerne nedstammer fra Noahs oldebarn Dodanim. Ergo er de et udvalgt folk (11). Gakket? Javist. Men det ville være på høje tid at slå fast, at Grundtvigs "levende vrøvl" er skyggesiden af hans berømmelige "levende ord". Denne skyggeside er det uudforskede og tabubelagte-allerhelligste i dansk selvforståelse, stedet, hvor danske nationalister à la Søren Krarup mere eller mindre uforvarende ender i godt/dårligt selskab med danske grundtvigianere à la Ebbe Kløvedal Reich (12). For nu kun at nøjes med ét navn. 21. Og taberen er: Europas historie. Side 299 i " Historien om Danmark" er der et sjældent lysglimt: "1700-tallet kaldes oplysningstiden og har fået æren for at have skabt den moderne verden og civilisation. Det er uberettiget. Verden blev skabt i 1100- og 1200-tallet i en kombination af eksakt videnskab og et nyt syn på mennesket som individ". Ordene er historikeren Kurt Villads Jensens. Stadig i løbet af 1100- og 1200-tallet - fortæller han - , er "de første mekaniske ure på de store domkirker ofte udsmykket med billeder af arabiske astronomer "...hvilket er et led i den uddannelsesrevolution, der foregår i klostrene, domkirkerne og de nye universiteter i Europa. (s. 301) NB! I Europa. 22. Det europæiske mirakel Mellem 1100 og 1200 sker der noget gennemgribende nyt, der hverken kan tilskrives Vølven, olddanskerne eller Bibelens profeter. Hele Europa (gennem)rystes af et gigantisk skabelsesraptus, der omfatter de mest forskelligartede felter. Europa gennemrystes, rystes sammen og tager et kvantespring fremad. Hvad skyldtes det? Ifølge den britiske historiker Norman Davies havde barbarerne i sin tid ikke stræbt efter at ødelægge Romerriget. Tværtimod havde de ønsket at udnytte dets fordele. Resultatet var et lykkeligt samspil mellem to uddøende verdener : den romerske og den barbariske, og noget nyt opstod. ..."This was the interaction which gave birth to the entity called ´Christendom´, the foundation of European civilization" (13) Lige en kort bemærkning: Selvfølgelig har Norman Davies ret i, at kristendommen er fundamentet i den europæiske civilisation. Men det er et utrolig komplekst fundament. Alene navnet på Konstantinopels domkirke siger alt: Hagia Sophia, Den Hellige Visdom. Vi står altså over for en helligdom - alle europæiske katedralers moder ! - bygget til ære for både Kristus og Platon. Og at platonismen er et af kristendommens grundelementer, bekræftes af Johannes-evangeliets åbningsfanfare (I begyndelsen etc) om det inkarnerede logos/ord. Realiteterne om kristendommen er, at den fødes og udbredes i en kultur, der er dybt gennemsyret af platonisme. I 1200-tallet vil Platon imidlertid vige pladsen for Aristoteles. Denne græske forbindelse bliver formidlet via romeren, "den kolossalske Tyran", siger Grundtvig, men hvor tyrannisk han end måtte have været, havde han stor respekt for græsk kultur. Et forhold, der kom til at spille en afgørende rolle: for europæisk civilisation i almindelighed, og for de europæiske sprog i særdeleshed. 23. Hvordan opstod de europæiske sprog? a) Om moders- og fadersmål Grundtvigs berømte digt "Modersmålet" fra 1838 er på 20 vers plus omkvædet "Sødt i Lyst og sødt i Nød,/Sødt i Liv og sødt i Død,/Sødt i Eftermælet". Femte vers (udeladt af Folkehøjskolesangbogen) lyder: "Modersmål var de Kongers Sprog,/Vi mindes med Fryd og hædre;/Modersmål var de Kæmpers og, /Vi kalde med Stolthed Fædre". Endnu en gang digter Grundtvig på historiens bekostning. For det første er det ret tvivlsomt, om kæmperne (en Harald Blåtand for eksempel) talte samme sprog som et barn i 1800-tallets Danmark . For det andet har salmisten det med at blande tingene lige lovligt sammen. Modermålet er nemlig i de fleste tilfælde en dialekt, mens det modersmål, Grundtvig hylder, er et rigsmål. Problemet er, at et rigsmål som oftest er en grum faderlig affære. Engelsk har således nærmest udslettet Irlands oprindelige sprog gaelisk. Det samme gælder fransk i forhold til occitansk (langue d´oc). Eller tysk versus de "mange sprog, der forsvandt i de områder, tyskerne koloniserede. Preussisk, livisk, kurisk, vendisk og sorbisk "(14) for eksempel. Mit eget modersmål er italiensk, men dette gjaldt ikke for min italienske far og min italienske mor, født i henholdsvis Marche (øst for Toscana) og Apulien. Fars modersmål var en dialekt fra Marche, mors et apulisk folkemål. Mellem de to sprog var der en betydelig forståelsesbarriere, idet den fædrene Marche-dialekt var en variant af toskansk, mens mors apuliske var en overvintret udgave af middelalderlatin. Det italienske rigsmål, som de kommunikerede i, var for begges vedkommende et fremmedsprog, som de havde lært i skolen. Tag desuden i betragtning, at Italien før 1860 havde været splittet op i adskillige små stater, som alle dog brugte italiensk som forvaltningssprog (læs:skattefars sprog). b) De europæiske rigsmål opstår som de sejrende eliters magtsprog. Den prestige, som fra og med 1700-tallet kommer det franske sprog til gode, hidrører af Frankrigs enorme militærmagt på det tidspunkt. Men ikke af den alene. Glem endelig ikke, at det franske sprog formidler en blændende kultur, der står i gæld til Grækenland, Rom og - hvorfor ikke? - Italien. Indtil 1500 havde Italien været en kulturel stormagt. Hundrede år senere domineres Europas kulturscene af Frankrig. Nogle få navne: Montaigne, Molière, Descartes. Helt overordnet kan man vel sige, at et sprogs udbredelse skyldes to faktorer: militærmagten, som har båret det frem, og fascinationen, der er udgået fra det. Tager vi det græske sprog, som har sat så dybt et præg på de europæiske ud- og indblik, havde dets fascination været stærk i umindelige tider. Men det var takket være Aleksander den Store (356-323 f.Kr.) og hans uovervindelige hær, at græsk blev det dominerende sprog i hele Mellemøsten. Med følgende kædereaktion til følge: - det Gamle Testamente blev oversat til græsk (se Septuaginta) - evangelisterne brugte græsk til at skrive evangelierne i - kristendommen blev romersk statsreligion - romerne fik paven - Poppo kom til Danmark - Luther skrev sine teser - den tyske feltherre Johan Rantzau udbredte dem i Aalborg og omegn b) Ordenes lange vandring Ordet form ser pæredansk ud. Det kommer imidlertid langvejsfra. Ifølge Nudansk Ordbog kommer det af latin forma. Men latinen har importeret det fra græsk morphé. Bemærk, at ordet form er uhyre produktivt. Det indgår for eksempel i reform, reformation, konform, information, informatik, deformere, transformere, m.fl. Bemærk også, at alle nævnte eksempler går igen i engelsk, samtlige romanske sprog plus tysk. Samme ræsonnement gælder ordet kvalitet, som stammer af det latinske forlæg qualitas. Også qualitas har en græsk matrice, nemlig poiotés, som de græske filosoffer dannede på grundlag af poios=hvilken. Karsten Friis Johansen fortæller, at det var romeren Marcus Tullius Cicero, der latiniserede poiotés til qualitas, dengang han skabte "en latinsk filosofisk terminologi - som siden blev europæisk fælleseje" (15) Anderledes sagt: Uden Cicero ville kvalitet hedde hvilken-hed, kvantitet hvor-meget-hed og så videre i samme dur for mange danske/europæiske ords vedkommende. c) Cicero og alle de andre Set i en europæisk sammenhæng er Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr) den første og måske vigtigste sprogfornyer. Men for at forstå hele rækkevidden af hans banebrydende indsats, er det nødvendigt med en tålmodig sprog-arkæologisk udforskning. I sin artikel om Cicero i Den Store Danske Encyklopædi skriver Johnny Christensen, at "han (Cicero) skabte (...) forbilledet for den europæiske ræsonnerende prosa. Ord som ´mulig´, ´væsentlig´, ´egenskab´,´sindsbevægelse´ går tilbage til Ciceros sprogskabende formidlingsarbejde." Men hov! Er de fire anførte eksempler ikke allesammen pæredanske? Jo, så pæredanske, at de er overtaget fra tysk möglich, wesentlich, Eigenschaft og Gemütsbewegung. Engelsk, hvor de fire ord hedder possible, essential, property og emotion, har fået dem fra latin via fransk. Tysk (og dansk) har derimod kalkeret nævnte ord samt mange andre over den latinske model. Men det var netop hvad Cicero i sin tid gjorde i forholdet græsk-latin; han spaltede det græske ord op i komponenter og fandt de tilsvarende latinske bestanddele. Samme fremgangsmåde bliver i middelalderen brugt i overførslen latin-tysk. Et godt eksempel er dansk samvittighed. Ordet kommer jo af det plattyske ´samwitticheit´ (samviden), som er en oversættelse/efterligning af det latinske con-scientia. (16) Hvem stod for dette omfattende oversættelsesarbejde? Utallige mennesker - adelige og almindelige borgere, mystikere som Hildegard af Bingen og Mester Eckhart, repræsentanter for handelen, håndværkerstanden og finansen, teknikere, digtere og jurister. Og ikke at forglemme: konger og kejsere. I 1235 - syv år før Jyske Lov ! - udstedte kejser Frederik II den første tysksprogede rigslov - der Mainzer Reichlandsfrieden. Det er vigtigt i denne forbindelse at huske på, at de danske hertugdømmer sikrede forbindelsen mellem Danmark og det tysksprogede område. Sidst men ikke mindst sørgede de nystiftede tiggerordener - dominikanerne og franciskanerne - for at prædike i landets sprog. (17) 24. Europas historiske onde Alt dette kan man selvfølgelig affærdige som lærde kuriosa. Det drejer sig imidlertid om noget af grundlæggende betydning for at finde ud af, hvad Europas historie-onde består i. Indtil nu har de fleste historikere bestræbt sig på at belyse den nationale egenart med vægt på krige, konger/dronninger, feltherrer à la Johan Rantzau eller ditto fruer à la Jeanne d´ Arc. Denne historieskrivning har sin rod i nationalromantikkens besættelse af "Blut und Boden" eller "blod og byrd".(18) Men Blut und Boden - eller den nationale egenart - for nu at bruge en mindre bloddryppende formulering - overser et ganske centralt forhold. Den nationale egenart kan sammenlignes med et ansigt. Men et ansigt hører i sagens natur en krop til. Det gør blod i øvrigt også. Ser man nu på et bestemt lands kultur uden nationalistisk blår i øjnene, er det ganske åbenlyst, at denne kultur altid står i forbindelse med de omgivende landes kulturer. Ingen Holberg uden Molière. Ingen Molière uden Plautus. Og ingen Kierkegaard uden Hegel. Fortsæt selv med tusindvis af eksempler fra arkitektur, skulptur, musik og sprog. Selvfølgelig er den nationale egenart en realitet, men den internationale sammenhæng, som denne nationale egenart hører i, er lige så skrigende reel. Den kan ikke lyves væk. Eller : det er afsindigt farligt at lyve den væk. Det burde Orban, Kaczynski m.fl. skrive sig bag øret. Pietro Cini fenigli@hotmail.com _________ (1) Det nye Europa skal drømmes frem i litteraturen, Information 22.10.16. Interview med Olga Tokarczuk ved Anna Raaby Ravn (2) Denis Mack Smith, Mussolini, 1983, s. 55 (3) Götz Aly, Unser Kampf 1968 - ein irritierter Blick zurück, 2008 (4) Se artiklen om Paul Ricoeur i den fransk-sprogede Wikipedia. Om Løgstrup se Ole Jensen, Historien om K.E.Løgstrup, 2007 (5) Vikingerne ved Volga, Ibn Fadlâns rejsebeskrivelse resumeret, deloversat og kommenteret af Jørgen Bæk Simonsen, 1981, s. 52 (6) En europæisk Danmarkshistorie, 2012, s. 200 (7) N.F.S. Grundtvig, Haandbog i Verdens-Historien, 1833, i: Grundtvigs Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, b. VII, s. 350 (8) Henning Silberbrandt, Den danske syge, 1993, s. 61 (9) N.F.S.Grundtvig, op.cit., bind IV, s. 231 (10) To eksempler - et ældre og et nyere: Gustav Bang, Europas Kulturhistorie - i fortællinger for folket, 1899; Diarmaid MacCulloch, A History of Christianity, 2009 (11) Ole Vind, Grundtvigs historiefilosofi, 1999, s. 171 (12) Frederik - en folkebog, 1972 (13) Norman Davies, Europe - A History, 1998, s.213 (14) Steffen Heiberg, En ny begyndelse, 2008, s.267 (15) Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie,1991, I, Antikken, s. 614 (16) Johnny Christensen, Latin - det europæiske sprog, i: Levende ord - græsk, latin,oldtidskundskab ved Henrik Bolt-Jørgensen, 2003, s. 47- 50 (17) Das Herkunfts-wörterbuch - Etymologie der deutschen Sprache, Duden Band 7, 2007, s. 422-23 (18) "Byrd og Blod er Folkegrunde" skrev Grundtvig i digtet Folkelighed fra 1848. Den pågældende strofe er udeladt i Folkehøjskolens sangbog. 1.10.2017 |