Politik er at ville, tænke, huske.

Politik er at ville, sagde Olof Palme. Men er det muligt at ville uden at tænke? Og kan man   overhovedet tænke uden at huske?

Jeg skriver, at politik er at ville under henvisning til, at vi europæere fik  politikken fra Grækenland - "demokratiets vugge" - lad os lige huske det, og tænke grundigt over, at Grækenlands opfindelse af demokratiet var et  mirakel, et af den græske kulturs mange mirakler.

Og måske det største af dem, fordi politikken er det felt, hvor det menneskelige potentiale  åbenbarer sig fra sine bedste  sider.

 Samtidig er der masser af eksempler på, at politisk vilje uden tænkning kan føre til katastrofale følger.

Således var den kreative bogfører Fogh ( i dag  international våbenhandler)  i sin tid stålsat i planen om at invadere Irak. I dag ved alle, hvor mange rædsler denne ureflekterede beslutsomhed  førte med sig.

Eksempel 2.  Lars Løkke, der ifølge en stor del af den danske presse i dag er travlt optaget nede i maskinrummet (mens skibet sejler mod ukendt destination), var for nogle år siden idemanden  bag   strukturreformen. Hvis følger mange affolkede bysamfund i dagens Danmark vidner om.

Husk at huske

Hvad sker der, når man lever i et hukommelsessvækket samfund? Det sker, at kyniske politikere fristes til at forholde sig "kreativt" til fortiden med det resultat, at Saddam eksempelvis hokuspokus bliver til vor tids Hitler og krigen mod ham gøres til legitim, selv om den ikke er FN-godkendt.

Samtidig tømmes demokratiet for sit indhold.

Demokrati  betyder som bekendt folkestyre.

Men når det sker, at et folk - mod sin vilje - bliver inddraget i et angrebskrig, kan det kun betyde, at  folket - i stedet for at styre - har ladet sig degradere  til "dement" stemmekvæg.

Ordet "dement"  låner jeg af Michael Böss, der tidligere i år udsendte sin bog om "Det demente samfund".

Bogen kunne lige så godt hedde "Det historieløse samfund", men tillægsordet dement er yderst rammende, fordi  det blotter den oplagte forbindelse, der eksisterer mellem manglende hukommelse og manglende fornuft.

Et ubehageligt spørgsmål

Når man læser Michael Böss´ præcise signalement af den herskende historieløshed, kan man som venstreorienteret ikke undgå at stille spørgsmålet: Har venstrefløjen råd til at være så historieløs?

Nej, det har den selvfølgelig ikke, og lige så lidt som højrefløjen, naturligvis!

Mellem de to fløje er der imidlertid én afgørende forskel, hvad historieløshed angår: venstrefløjen er blind, højre  blot enøjet.

Og hvad er den enøjede i de blindes land? Konge - eller i hvert fald folketingsformand.

Randbemærkninger til Michael Bøss´ bog "Det demente samfund"

Bogen er bestemt læseværdig.

Böss anfører mange beviser på, hvor udbredt og hårrejsende historieløsheden er i vore dages Danmark, og tilskriver miseren de ulyksalige følger af alliancen mellem funktionalisme og radikalisme.  En alliance, som efter marxismens død er resulteret i en ny-funktionalisme, "som både røde og blå i dag kan identificere sig med" (s.58)

Böss plæderer i stedet for en styrket og historisk funderet bevidsthed om den nære forbindelse mellem det nationale og det kristne.

Det er selvfølgelig  en opskrift, der tidligere er blevet anbefalet af Søren Krarup (Kristendom og danskhed) og Ralf Pittelkow (Forsvar for nationalstaten). Böss er imidlertid langt mere interessant og velartikuleret end de to herrer.

Selv om han deler med dem forestillingen om Grundtvig som nationbygger (s.137), er han for det meste i stand til at anlægge et bredere perspektiv end det rent dansk-grundtvigske.

Det er således prisværdigt, at Böss kritiserer Helge Sanders parole "Fra forskning til faktura", og at han i samme anledning fremsætter et lidenskabeligt forsvar for  den uddannelsespolitiske tradition, der går tilbage til Wilhelm vom Humboldt. En tradition, som lever videre i den amerikanske filosof Martha Nussbaum, fortæller Böss, der citerer følgende ord fra hendes bog Not for profit:

"Tørstige efter national profit er nationerne og deres uddannelsessystemer ubesindigt i færd med at afskaffe de færdigheder, der er nødvendige for at holde demokratier i live. Hvis denne tendens fortsætter, vil nationer ud over hele verden snart producere maskiner snarere end hele borgere, der selv kan tænke, kritisere traditionen og forstå betydningen af andres lidelser og præstationer. Fremtiden for verdens demokratier er på spil."

Tak til Michael Böss for at henvise til denne  højst tiltrængte advarsel.

Når det er sagt, bør man desværre tilføje, at Böss´ fremstilling  trods sine kvaliteter er behæftet med et par blinde vinkler.

For det første: Forestillingen om Grundtvig som nationbygger har Böss overtaget fra K.J.V. Jespersens "Historien om danskerne".
Men Jespersens værk er problematisk alene af den grund, at det tager sit afsæt i 1500-tallet.
Et sted i sin bog henviser Böss til den britiske historiker J.H. Plumb, der efterlyser en kompleks historieskrivning, idet "den fortid, menneskeheden har brug for i dag, ikke længere er enkel" (s.119).

Nuvel! Har Plumb ret, - og det har han, såfremt historikerne skal tages alvorligt, - er ideen om Grundtvig som Danmarks nationbygger netop en af de forsimplinger, som Böss advarer imod. En mere kompleks historieskrivning ville jo ved siden af Grundtvig være opmærksom på en lang række aktører - fra Johann Friedrich Struensee over Christian Ditlev Frederik Reventlow, Lars Bjørnbak, Nicolai Madvig og andre.

For det andet: Böss´ syn på kristendommen er både for meget af det gode og for lidt.

Kristendommens historie er jo langt ældre end Jesus. Blot den detalje, at Jesus bærer efternavnet Kristus - et græsk ord, der betyder "den salvede", d.v.s. Messias -, er nok til at understrege kristendommens enorme gæld til både Grækenland og jødedommen.

Böss gør meget ud af kristendommens betydning for udviklingen af frihedsideen.  Til gengæld  synes han at glemme, at Jesu glade budskab også rummer en længsel efter social retfærdighed. Så sandt som middelalderens første (proto)kommunister var  inspireret af Frans fra Assisi.

Et problem til. Böss tilskriver Reformationen en skelsættende betydning - men han overser, at Reformationen var langt mere end Martin Luther. Böss omtaler flygtigt calvinismen. Men hvor bliver puritanismen af?

I sin bog om Jerusalem skriver Simon Sebag Montefiore om puritanernes enorme påvirkning af USAs selvforståelse. Men hvor meget Jesus er der egentlig i puritanismen?

Spørgsmålet er bestemt ikke noget ligegyldigt i en dansk sammenhæng - fra 2001 til  i dag har dansk udenrigspolitik jo været dikteret af USA.

Glemte nationbyggere - og Danmarks store mentale spærreballon

Et sted i sin bog (s. 98) plæderer Michael Böss for, at dannelsesbegrebet ikke skal afnationaliseres, men tværtimod beriges med "en europæisk og global dimension".

Et spændende  bidrag i denne retning kommer fra den italienske teatermand Dario Fo, som i januar 2015  udgav  romanen C´è un re pazzo in Danimarca (Der er en skør konge i Danmark). I den fortælles, hvordan   den  tyske læge Johann Friedrich Struensee, den engelsk-fødte dronning Caroline Mathilde og den danske konge Christian d.7.  i deres fælles begejstring over oplysnings-filosofien i sin tid  støbte fundamentet for det moderne Danmark. (*)

Til støtte for sin tese anfører Fo nogle nyfundne dokumenter, som indtil videre må formodes at være et produkt  af forfatterens  fantasi. Til gengæld er det et faktum, at Struensees mange reformer og især  hans afskaffelse af censuren skabte forudsætningerne for det, som Knud J.V.Jespersen kalder "den opinionsstyrede enevælde" (s.75).

Denne huskes  som oftest for Frederik d.6.s berygtede påstand om, at " vi alene vide".

Glemt er derimod (igen: som oftest), at samme Frederik først som kronprins og senere som konge var initiativtageren bag 1790ernes landboreformer og skoleloven af 1814, der jo er de to uomgængelige præmisser for, at Danmark godt 5 årtier senere kunne mønstre sin folkehøjskolebevægelse.

Denne var som bekendt en kæmpe succes, som man traditionelt tilskriver mirakelmageren Grundtvig. Dog bør man  endelig huske på, at folkehøjskolens elever ikke var jordløse fattiglemmer, men selvejende gårdmænd takket være landboreformerne. Samtidig var de  i stand til at læse og skrive takket være nævnte skolelov. Disse forhold taget i betragtning forekommer Grundtvigs mirakler mindre mirakuløse end som så.

Måske var salmistens meritter som nationbygger alt i alt lige så  bemærkelsesværdige som Struensees, der imidlertid blev belønnet ved at blive henrettet, parteret samt lagt på hjul og stejle.

Mon ikke tiden er inde til at anerkende den tyske læges banebrydende indsats ?

Det kunne ske ved indledningsvis  at  pifte lidt varm luft ud af Grundtvig - dansk selvforståelses store mentale spærreballon. (**)


Til glæde og gavn for både Danmark og Europa.

NOTER

(*) Se Dario Fos interview med Mads Frese, En gal mand skabte det moderne Danmark ( Information 27.2.2015)
(**) Udtrykt mere nuanceret: " (...) Det er en udbredt dansk forestilling, at Grundtvig og højskolebevægelsen har en stor andel i udviklingen af vort moderne demokrati. Det er en mindre udbredt tanke, at den samme tradition har sin andel i den selvtilstrækkelighed og fremmedfjendskhed, der har bragt Danmark på kant med konventioner om behandling af flygtninge og asylsøgende og nedsat nationen i omverdenens agtelse." (Per Øhrgaard, Tyskland, 2009, s. 24)



Litteraturhenvisninger:

Knud J.V. Jespersen, Historien om danskerne, 2008
Simon Sebag Montefiore, Jerusalem, 2011, s. 367
J.H. Plumb, The Death of the Past, 1969, 141
Martha Nussbaum, Not for Profit - Why Democracy needs the Humanities, 2010
En udførlig liste over Struensees reformer findes i : Asser Amdisen, Til nytte og fornøjelse - Johann Friedrich Struensee (1737-1772), 2002
Michael Bregnsbo, Caroline Mathilde - Magt og skæbne, 2007
Dario Fo, C´è un re pazzo in Danimarca, 2015 (da. oversættelse: Der er en skør konge i Danmark,2015)

 






27.august 2015