Kongen og hofsnogen.

Hvad skal man mene om, at Ahmed Akkari er  kommet i audiens hos Kong Fogh? Og hvad skal  man mene om, at Jyllands-Postens anmelder efter sigende er faldet i svime over Akkaris bog? Og hvad skal man endelig mene om, at  Akkaris omvendelse han hensat det samlede Jyllands-Posten-segment  i en kollektiv selvbekræftelses-raptus?

Uden at have læst Akkaris bog(der er trods grænser for ens læselyst) mener jeg for det første , at Akkaris farvel til islamismen er et umiskendeligt  tegn på, at islamismen er en synkende skude.

Sagt mere konkret: Den gode Akkari, som under Muhammed-krisen havde så travlt med at gøre sine hoser grønne hos både Hamas og Hizbollah, må have indset, at Iran - begge bevægelsers hovedsponsor - ikke er let at malke for penge lige nu. Ergo er der brug for andre mæcener.

Og - i pagt med princippet om, at krage søger mage - har Akkari henvendt sig til Anders Fogh, manden, der gik så godt i spænd med George W. Bush, men som, hvad (manglende) dømmekraft og opportunisme angår, lige så godt kan svinge  med Akkari.

For lad os lige huske hvad Jyllands-Posten og omegn  behændigt forsøger at glemme: Anders Fogh nægtede at mødes med de muslimske ambassadører - hvad hverken Bush og hans kumpaner Blair og Berlusconi ville have gjort, hvis de havde været i hans bukser.

Mangt og meget kan man nemlig sige om omtalte herrer, men helt dumme er de ikke - hvorimod den altid over-velforberedte duks Fogh viste sig totalt ude af stand til at klare en uventet situation.

For at sige det rent ud: Han var dummere end politiet tillader - faktisk, omend  med omvendt fortegn, lige så dum som de rejselystne imamer.