Kongen og hofsnogen.

Hvad skal man mene om, at Ahmed Akkari er  kommet i audiens hos Kong Fogh?
Og hvad skal  man mene om, at Jyllands-Postens anmelder efter sigende er faldet i svime over Akkaris bog? Og hvad skal man endelig mene om, at  Akkaris omvendelse han hensat det samlede Jyllands-Posten-segment  i en kollektiv selvbekræftelses-raptus?

Uden at have læst Akkaris bog(der er trods grænser for ens læselyst) mener jeg for det første , at Akkaris farvel til islamismen er et umiskendeligt  tegn på, at islamismen er en synkende skude.

Sagt mere konkret: Den gode Akkari, som under Muhammed-krisen havde så travlt med at gøre sine hoser grønne hos både Hamas og Hizbollah, må have indset, at Iran - begge bevægelsers hovedsponsor - ikke er let at malke for penge lige nu. Ergo er der brug for andre mæcener.

Og - i pagt med princippet om, at krage søger mage - har Akkari henvendt sig til Anders Fogh, manden, der gik så godt i spænd med George W. Bush, men som, hvad (manglende) dømmekraft og opportunisme angår, lige så godt kan svinge  med Akkari.

For lad os lige huske hvad Jyllands-Posten og omegn  behændigt forsøger at glemme: Anders Fogh nægtede at mødes med de muslimske ambassadører - hvad hverken Bush og hans kumpaner Blair og Berlusconi ville have gjort, hvis de havde været i hans bukser.

Mangt og meget kan man nemlig sige om omtalte herrer, men helt dumme er de ikke - hvorimod den altid over-velforberedte duks Fogh viste sig totalt ude af stand til at klare en uventet situation.

For at sige det rent ud: Han var dummere end politiet tillader - faktisk, omend  med omvendt fortegn, lige så dum som de rejselystne imamer.


Når Akkari i dag kommer i audiens hos Fogh, bør man derfor ikke lade sig narre af, at Fogh besvarer hans skrabud med sfinksagtig  uudgrundelighed.

Snart er Foghs tid ved Nato forbi. Han må se sig om efter nye venner og  græsgange. Og Akkaris tilnærmelse kan  vise sig at være guld værd.


Som den ene af de to herrer siger i slutningen af filmen Casablanca: jeg ser begyndelsen på et langt venskab.

Hvad Jyllands-Postens anmelder og hans begejstrede læsere angår, er svaret såre simpelt.

På latin hedder det: Mundus vult decipi.

På dansk: Verden vil bedrages.

I denne optik  fremstår  Akkari som  manden der kommer med lyset.

Læs: (selv)bedragets og selvbekræftelsens lys.

Det er  godt stof til samtlige sommerrevyer. Jeg håber, at den dygtige Carl-Erik Sørensen finder inspiration til  en fortsættelse af den geniale vise om Fogh som skræmt skipper. Gerne illustreret  af Roald Als.

20.april 2014

Relateret link:

http://www.pietrocini.dk/default.asp?mainId=2&subpageId=234

http://www.pietrocini.dk/default.asp?mainId=2&subpageId=171

http://www.pietrocini.dk/default.asp?mainId=3&subpageId=159