HITLER-INFLATION OG HOLOCAUST-PR

Siden Murens fald er den islamiske verden blevet udråbt til selve arnestedet for  nazismens genkomst. Ud fra denne forestilling er snart Saddam snart Osama bin Laden snart Ahmadinejad blevet udnævnt til vor tids Hitler. Denne Hitlerinflation er imidlertid spin af værste skuffe. Saddam er en fhv. sekulær despot, Osama bin Laden er en fanatisk sunnit af wahabitisk observans, hvorimod Ahmadinejad er en lige så fanatisk shiit med messianske hallucinationer. At reducere dem til nazister  under henvisning til deres  anti-israelske retorik, er ren og skær demagogi. Helt bortset fra det: Saddam var længe Vestens allierede under Iraks  krig mod Khomeinis Iran; og hvad Osama bin Laden angår, har vi helt glemt hans meritter under den sovjetisk-afghanske krig, hvor den saudiske prins i selskab med alverdens jihadister blev trænet af CIA-folk med den pakistanske efterreninstjenestes mellemkomst?

At stille islam/islamisme lig med nazisme er altså ikke alene misinformerende; det rejser også det pinlige spørgsmål om, hvorfor det frie Vesten lejlighedsvis samarbejder med nazister.
  Til den skitserede problematik knytter følgende spørgsmål sig:

Hvordan kan det gå til, at store dele af den vestlige opinion viser forståelse for, at Israel besvarer bortførelsen af to soldater ved at bombe det halve Sydlibanon sønder og sammen?

Såvidt jeg kan se, ligger forklaringen i Israels årelange og succesrige markedsføring af holocausttragedien i propaganda-øjemed.
Set i denne optik virker holocausttraumet som  en forud diskonteret legitimering af alle de tiltag, israelerne måtte finde på at iværksætte mod palæstinserne og/eller deres arabiske allierede.


Legitimeringen hviler på den absurde forestilling om, at nazisternes mord på 6 millioner jøder berettiger Israel til at undertrykke palæstinenserne ad libitum, samtidig med at palæstinenserne uden bevisbyrde  stemples som nazistiske kæltringe, der  tilstræber udslettelsen/fordrivelsen af alle i Israel bosatte jøder.
Endelig og vigtigst:Israels holocaust-PR forlener store dele af den europæiske opinion med et mentalt aflad, der fungerer efter princippet:så længe vi europæere lukker øjnene for Israels forbrydelser, er vi fritaget for at se på vore egne lig i lasten.
  Det, som Europa husker, er, at det demokratiske Israel blev skabt af FN på lige så mirakuløs vis som  Athena sprang frem af  Zeus´ pande.
Det,som Europa glemmer,er, at FN i november 1947 blåstemplede en af det 20. århundredes største rævekager.

Jeg hentyder til den tretrinsraket, der går under navnene Mc Mahon, Sykes-Picot og Balfour.
Lad mig kort opsummere hvad disse navne står for.
Med Mc Mahon-aftalen anno 1915 lovede Storbritannien araberne Palæstina og andre osmanniske områder, såfremt araberne ville hjælpe de allierede (Frankrig,England og senere USA)i kampen mod Osmannerriget.
Araberne kæmpede bravt, men blev eftertrykkeligt svigtet via implementeringen af de hemmelige Sykes-Picot aftaler(1916), hvorved Storbritannien og Frankrig delte området mellem sig.

Endelig lovede Storbritannien zionisterne et nationalhjem i Palæstina. Dette skete med Balfour-deklarationen af 1917. "Tre modstridende aftaler på bare tre år, og i forhold til araberne et bedrag som de aldrig har glemt" skriver Birgitte Rahbek. Hendes bog "En stat for enhver pris" (2000) er i øvrigt en glimrende kilde til Israel/Palæstina-problematikken.
Ser man på Mellemøstens historie hinsides  alle bekvemme fortrængninger,er Israel altså blevet født i demokratiets seng i 1948, men det er blevet undfanget i imperialismens alkove tilbage i 1917. Derfor kan  Israel i dag optræde både som demokratiets forpost i Mellemøsten og som imperialismens bagtrop sammesteds. Eller : som et demokrati de jure i vestlige øjne og som en besættelsesmagt de facto på palæstinensernes kroppe.
  En læser skriver, at "Israels krig er de vestlige demokratiers krig". Men hvilket Israel  støtter vi så: den demokratiske stat eller den imperialistiske besættelsesmagt?
Jeg støtter det demokratiske Israel, og mener derfor, at israelerne bør holde op med konsekvent at ydmyge og dæmonisere palæstinenserne. Der kommer jo intet godt ud af at dæmonisere og ydmyge sine medmennesker. Der kom som bekendt heller ikke noget godt ud af at ydmyge Tyskland efter Første Verdenskrig.  Det mod, som israelerne udviser i krig, burde de snarere  investere i at behandle palæstinenserne som ligeværdige borgere. Derved vil Israel vinde sin allerstørste sejr. Det siger sig selv, at sidstnævnte kun er mulig, hvis palæstinenserne holder op med at dæmonisere israelerne.

Pietro Cini

Bragt i Weekendavisen d. 25.august 2006

Se også: John J. Mearsheimer & Stephen M.Walt, Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik (2007)