OPFINDELSEN AF DET JØDISKE (OG ANDRE) FOLK.

Read the Bible. The Land of Israel Belongs to  the Jews. http://www.truepeace.org/images_of_peace2.htm

Patrick J.Geary, The Myth of Nations - The Medieval Origins of Europe, 2002

Shlomo Sand, Comment le peuple juif fut inventé? - De la Bible au sionisme -2008

1. Kildne spørgsmål

På hvilket grundlag har alverdens jøder ret til at bosætte sig i Israel?

Er det med basis i Bibelens ord, som det påstås af  Lubavitcher Rebbe-tilhængerne i ovenstående link?

Eller skyldes det jødernes historiske ret til Eretz Israel, som det hævdes  i Israels Selvstændighedserklæring af 14. maj 1948?

Her står der bl.a.:  

Den jødisk-israelske forfatter  Shlomo Sand (årgang 1946) underviser i samtidshistorie på Tel Aviv Universitet. Hans bog "Hvornår og hvordan opfandtes det jødiske folk?"(på ivrit: Matai ve´eich humtsa ha´am hayehudi?) udkom i 2008 og toppede i flere uger de israelske bestsellerlister.

I mellemtiden er den blevet oversat til engelsk,fransk, tysk,russisk,italiensk, japansk, tyrkisk, polsk,ungarsk og slovensk.

Bogens succes er forståelig - både i og udenfor Israel.

I Israel udgør den en tidssvarende og velunderbygget kritik af landets zionistiske funderingsmyter.

Uden for Israel kan  bogen derimod inspirere til et tiltrængt  eftersyn af nationalistisk mytologi i det hele taget.

I sidstnævnte henseende er det særdeles udbytterigt - synes jeg -  at læse Sands bog i forlængelse af den amerikanske historiker Patrick J. Gearys brillante essay om nationernes myter.

Gearys skrift kaster nemlig et velgørende lys på  de kræfter, som fra begyndelsen af 1800-tallet var med til at skabe det, som Geary kalder for "europæisk nationalismes forgiftede landskab" (s.15).

2. Europæisk nationalisme : et forgiftet landskab

For at forstå hvad der skete skal vi rejse tilbage til Preussen, hvor der i 1800-tallet opstod en stærk synergi  mellem på den ene side intellektuelle som Herder og Fichte og  så på den anden side statsmænd som Freiherr vom Stein og Wilhelm von Humboldt.

Det skal lige nævnes, at de fire herrer tilhørte den tysk-sprogede elite, men det, de satte i gang, fik i allerhøjeste grad folkelige eller rettere sagt: nationale følger.

Forstået på den måde, at folket nu blev til en nation, der hentede sin kraft i  Blut und Boden.

Det skal også nævnes, at de 4 idémænd  lærte at spinde af ren og skær nødvendighed. I perioden 1800-12 var Napoleons armeer  nemlig ved at underlægge sig det ganske Europa: Var det ikke nærliggende, at mobilisere folkemasserne mod den franske trussel?

Som følge af denne mageløse opdagelse  blev der igangsat en altysk-mytologisk produktion, der voksede sig stærkere og stærkere for at kulminere omkring 1870.

Stadig i Preussen fandt man ud af, at en national-sindet historieskrivning  i kombination med  et stærkt indoktrinerende undervisningssystem ville skabe forudsætningerne for en nationalistisk (og militaristisk!) massesuggestion. 

Eksperimentet lykkedes  over al forventning. 

Man havde imidlertid ikke taget højde for, at det preussiske eksempel ville blive efterlignet overalt i Europa, hvor national-folkelige essenser pludselig skød op som paddehatte.(1)

Med det resultat, at italienerne -  (for nu at nøjes med ét eksempel)  opdagede, at de var efterkommere af de gamle romere og som følge af samme opdagelse i perioden 1861-1940 kastede sig ud i en lang række katastrofale erobringskrige + to lige så katastrofale verdenskrige.

Ved et stykke yderst veldokumenteret vidensarkæologi påviser Geary, hvor sammensatte og foranderlige de forskellige identiteter - fra den romerske til den franske, etc -  var og er.

Han påviser desuden, hvordan  1800-tallets  mytologer gjorde intet andet end at gå i romernes fodspor.

3. I romernes fodspor

Allerede i løbet af det første århundrede i vor tidsregning formåede romerne - et utroligt sammensat folkefærd !! -  at skabe den mytologiske forestilling om egen udvalgthed. En forestilling, som de i øvrigt delte med jøderne (s. 52) - the People of God ( am) -, der anså alle andre folk for at være "Gentiles"  (goyim).

Efter at kristendommen i det 4. århundrede blev ophøjet til Romerrigets statsreligion, skete  der noget skæbnesvangert for senere europæisk selvforståelse, idet  romersk og jødisk udvalgthed smeltede sammen i forestillingen om en romersk-kristen udvalgthed.

En udvalgthed, der så at sige blev skabt i Historiens forædlende smedje.  

Hvor interessant ! Ud fra samme tankegang udtalte Golda Meïr mange århundreder senere, at palæstinenserne slet ikke eksisterede. De var jo blot et stykke historieløs natur, syntes hun at mene.

Underforstået: Til forskel fra jøderne - verdenshistories mest historiske folk. 

4. Opfindelsen af det jødiske folk

Men er jøderne ét folk?

Ja, påstår Israels Uafhængighedserklæring.

Jøderne er imidlertid lige så lidt ét folk som muslimerne eller de kristne er det. Jødedommen er jo en religion. Jøde må følgelig være enhver person, der uanset etnisk herkomst bekender sig til jødedommen.

Man kunne dog  påstå, at de fleste jøder er efterkommere efter de mennesker, som ifølge Israels Uafhængighedserklærig blev forvist fra deres jødiske fødeland.

I erklæringens egen ordlyd:"

 "Forvist fra Palæstina forblev det jødiske folk trofast over for landet alle de steder, det blev ført til i dets diaspora, idet det aldrig ophørte med at bede for og håbe på dets tilbagevenden og genopbyggelse af dets nationale frihed. Tilskyndet af denne historiske forbindelse bestræbte jøder igennem århundrederne sig på at komme tilbage til deres fædres land og atter danne staten"(min understregning).(2)

Kommentar: Der er ingen tvivl om, at både forvisningen og diasporaen udgør to væsentlige elementer i jødisk selvforståelse. Jævnfør for eksempel 5. Mosebog, 28,64: " Herren skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder,som hverken du eller dine fædre kendte til...".

Denne selvforståelse frembyder imidlertid flere problematiske aspekter.

For det første: Hvem har forfattet Mosebøgerne?

Allerede filosoffen Spinoza (1632-1677) - alias :den radikale oplysnings forgrundsfigur - førte i sin Teologisk-politiske Afhandling bevis for, at Mosebøgerne ikke var "skrevet af Moses, men af en anden,der levede mange århundreder efter Moses" (8,IV,5).  

Nyere bibelsforskning (Niels Peter Lemche, Philip R.Davies og Thomas L. Thomson) synes endvidere at godtgøre, at hele det Gamle Testamente samt dets monoteistiske budskab må være opstået omkring det 4.og 3.århundrede f.v.t. som følge af mødet mellem de jødiske intellektuelle eliter og de persiske religioner.

Holder denne teori stik, må det citerede sted fra 5.Mosebog opfattes som en mytologisk omskrivning af følgende faktum: efter at perserkongen Kyros befriede jøderne fra det babylonske fangenskab og gav dem lov til at vende tilbage til deres land, valgte mange af dem at bosætte sig i andre lande, tilbede fremmede guder og blande sig med mennesker af andre kulturer.

5. Forvisninger - fup eller fakta?

For det andet: Hvilken forvisning hentyder Uafhængighedserklæringen til?

Der foreligger tre muligheder:

a) jøderne blev forvist af romerne som følge af opstanden anno 70

b)jøderne blev forvist af romerne efter opstanden i 135

c) jøderne blev forvist af araberne, da disse erobrede Palæstina midt i det 7. århundrede.

Kilderne oplyser imidlertid intet om nogen forvisning hverken i 70 eller i 135.

Snarere tværtimod:der foreligger righoldig dokumentation for, at Palæstinas jødiske kultur oplevede en religiøs opblomstring både efter år 70 og efter år 135 ( Sand, s. 254-5).

Ejheller er der hold i den opfattelse - fremført af de to zionistiske historikere Yitzhak Baer og Ben-Zion Dinur (Sand, s.266-7), at forvisningen skulle have fundet sted midt i det 7.århundrede, da Palæstina blev erobret af araberne.

Tværtimod medførte den arabiske erobring af Palæstina efter al sandsynlighed, at mange  derboende jøder konverterede til islam - en tese, der i øvrigt blev forsvaret af de to israelske historikere Abraham Pollak og Israel Belkind samt støttet af den venstre-zionistiske ideolog Ber Borokhov (Sand, s. 348-353).

Hvad indebærer denne tese?

Ikke andet end den temmelig ubekvemme konklusion, at vor tids palæstinensere er efterkommere af datidens jødiske befolkning. En konklusion, som man selvfølgelig må tage med adskillige gran salt ,eftersom regionen mellem Jordan-floden og havet i tidens løb blev besat af grækere, persere,arabere, egyptere, korsfarere, som alle blev assimileret af lokalbefolkningen (Sand,s.349).

Men immervæk!

En pikant detalje: blandt David Ben-Gurions ungdomsværker er der en socio-historisk afhandling med titlen: Eretz Israel i fortid og nutid, hvor Israels senere statsminister i samarbejde med den fremtrædende zionist Yitzhak Ben Zvi fremfører nøjagtigt samme tese (fyldigt citat i Sand, s.354-5)

6.Jødedommens møde med hellenismen

Den jødiske diaspora skyldtes altså ikke nogen forvisning, mener Sand.

Den skyldtes derimod den enorme kulturelle omvæltning, der går under betegnelsen hellenisme.

Hellenismen var den udbredelse af græsk kultur, der skete i kølvandet på Aleksander den Stores erobringer og som senere blev konsolideret under Romerriget. Det drejer sig med andre ord om den 660 år lange periode, der strakte sig  fra 330 f.v.t. og frem til ca. 330.

Ifølge Sand var hellenismen altafgørende både for jødedommens udformning og for dens udbredelse: "Uden symbiosen mellem jødedom og hellenisme (...) ville jødernes antal på verdensplan være mere eller mindre på samme størrelse som samaritanernes i dag. Den græske civilisation forvandlede og berigede Juda-rigets højkultur (...) under hellenernes beskyttende vinger påbegyndte den jødiske tro sin lange march gennem Middelhavslandene."  (s. 307)

Denne symbiose mellem hellenisme og jødedom  skabte en grå zone mellem jødedom og kristendom, som man i dag har omhyggeligt fortrængt.

Den er imidlertid dokumenteret af adskillige kilder.  

For eksemepl beretter  den romerske historiker Suetonius om den forholdsregel, som den ellers jødevenlige kejser Claudius blev nødt til at tage i år 49: "Eftersom jøderne tilskyndet af en vis Chrestos gjorde ustandseligt oprør, fordrev han (=Claudius) dem fra Rom"(Sand, s.321).

To bemærkninger:

1) Det, Sand skriver, passer som fod i hose til Per Bildes fremstilling om den tidlige kristendom. Se "En religion bliver til"(2006).

2) Sands og Bildes teser bør imidlertid suppleres med en forsigtig påmindelse om, at hellenismen har haft en vigtig forløber i Perserriget (læs: Old-Iran).

I Den Store Danske Encyklopædi kan man læse om perserkongen Kyros 2.´s meritter: "...Kyros tilførte sit herredømme en ny dimension ved at føre en udstrakt tolerancepolitik over for de undertvungne folkeslag, som kunne beholde deres egne skikke, også de religiøse, såfremt de betalte deres skatter og på forlangende ydede militær bistand. Således vandt han jødernes taknemmelighed ved at lade dem flytte hjem fra det babyloniske eksil og ved at bidrage økonomisk til genopførelsen af templet i Jerusalem. Det er derfor forståeligt, at Kyros som den eneste ikke-jøde kaldes Messias i det Gamle Testamente[se Esajas 45,1]" (bind 9, s.472). (3)

Det springende punkt:  længe før kristendommen blev til, indledte jødedommen en driftig missionsvirksomhed, der banede vejen for dens senere succesrige gøgeunge, Jesus-bevægelsen.

7. Missionsvirksomhed og omvendelser

Takket være få ivrige missionærer spredtes jødedommen over hele Romerriget samt til Persien og Arabien.

I Ægypten blev  Aleksandria centrum for en driftig jødisk menighed, som tog initiativet til oversættelsen af det Gamle Testamente til græsk (Septuaginta).

I Nordafrika, hvor mange berberske stammer konverterede til jødedommen og senere spillede en udslagsgivende rolle i den islamiske erobring af den iberiske halvø.

Og sidst men ikke mindst i et stort område mellem Kaukasus og  nedre Volga, hvor de tyrkisk-talende khazarer  dannede en jødisk buffer-stat mellem det kristne Østrom (Byzans) og det islamiske kalifat. 

Khazarriget endte ganske vist i 1066, hvor en forenet russisk-byzantinsk hær tilføjede det et knusende nederlag. Men khazarerne fortsatte med at dyrke jødedommen, påstår Sand og andre.Som følge af de mongolske invasioner udvandrede de sidenhen mod Ukraine, Polen og Litauen og  voilà : vores tids ashkenazi-jøder skulle være deres efterkommere.

Hvad skal man mene om denne teori?

8. Khazarer og ashkenazer 

Den første tilskyndelse er at forkaste den som  anti-semitisk (se for eks. hvad den tyske og den engelske Wikipedia skriver om forbindelsen khazarer-ashkenazer). Men som Sand dokumenterer, er teorien faktisk blevet støttet af mange jødiske og endda  zionistiske historikere.

At teorien (se den engelske Wikipedia) bliver afvist af Bernard Lewis, den israelske lobbys gamle guru, kan vist ikke bruges til noget.

Heller ikke talrige forsøg på at bevise ashkenazi-jødernes mellemøstlige afstamning via DNA-forskning,kan siges at have ført til brugbare resultater. Jvnf. Shlomo Sand, s. 511-26).

Selv mener jeg, at teorien om ashkenazi-jødernes khazarske herkomst er en interessant arbejdshypotese, som fortjener at blive analyseret så seriøst som muligt.

For eksempel ad filologisk vej, idet man kunne undersøge, hvorvidt ashkenazi-jødernes modersmål - yiddish - indeholder old-slaviske eller eventuelt tyrkiske elementer.

Derimod tror jeg ikke, at det i længden er holdbart at tabuisere teorien, fordi den skulle udgøre en trussel mod Israels ret til at eksistere. Denne ret bygger nemlig ikke på jødernes hypotetiske herkomst eller på den mytologiske pagt mellem Abraham og Gud; den bygger jo på den internationale lovgivning, navnlig på  FN-resolutionen af november 1947.

Sådan skrev Arthur Koestler (citeret af Sand,s.453) i sin bog "Den trettende stamme", et af de mest lidenskabelige playdoyers for khazar-tesen.

9. Zionisme - et ideologisk sammensurium made in Europe

"Europa, de te fabula narratur"(Europa, denne fabel handler om dig") fristes man til at sige, når man har læst Shlomo Sands bog til ende.

En bog, der ganske vist har et par skønhedspletter, såsom den til tider lige lovlig snakkesalige tone samt de  alt for mange henvisninger til værker, der kun er tilgængelige på ivrit.

Men ellers en meget modig bog, der klart viser, hvorfor Europa/Vesten fortsat holder hånden over Israel:  et gennemført europæisk/vestligt land,hvor en østeuropæisk elite regerer over en underklasse af orientalske jøder samt et proletariat af arabisk-talende statsborgere.

Denne østeuropæiske elite (3a) støtter sig til en politisk ideologi - zionismen -, der har omskabt Israel til et mellemøstligt frilandsmuseum over samtlige europæiske ideologier : fra oplyst universalisme til racisme, fra  nationalisme til socialisme og - sidst men ikke mindst - fra sekularisme til religiøs fundamentalisme.

Der var engang, hvor  zionismen med sine kibbutzer kunne profilere sig som  en  idealistisk andelsbevægelse af skandinavisk tilsnit, der i sagens natur udøvede en stor tiltrækning på mange nordiske piger. Læs historien om en af dem i "Fra Kaas til Umm el Fahm".

Zionismen er imidlertid  langt mere end kibbutzer. Den er også og i allerhøjeste grad en nationalistisk ideologi med rødder i både den franske oplysningstradition og nationalromantikken à la Herder og Fichte.

Denne problematiske sammensmeltning af socialisme og nationalisme har den israelske historiker Zeev Sternhell undersøgt i sin fine afhandling "The Founding Myths of Israel".

Shlomo Sand tager et skridt videre. 

For det første redegør han  for den stærke komponent af racisme og blodsmystik, som man møder hos ellers respektable zionister såsom  Nathan Birnbaum,  Max Nordau, Martin Buber (!), Alfred Ruppin og Zeev Zabotinsky (Sand, 488-491).

For det andet viser han, hvordan zionismens nationalistiske dimension resulterede  i en problematisk  alliance mellem zionismen og ledende skikkelser inden for det jødiske præsteskab.

10. Israel - et jødisk etnokrati med liberale træk 

Summa summarum: Israel er langtfra  det sekulære demokrati som det giver sig ud for at være. Tværtimod fremtræder  det som " et jødisk etnokrati med liberale træk"(Sand, s.576), der sikrer sine religiøse  fundamentalister (læs: de middelalderlige Haredi-jøder og de væbnede bosættere fra Gush Emunim) en farlig særstilling samtidig med at det diskriminerer de arabisk-sprogede israelere og det opræder som besættelsesmagt overfor palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden.

Man kan spørge:  Kan en ideologi på en og samme tid være socialistisk og nationalistisk, universalistisk og racistisk, sekulær og religiøs, frihedselskende og kolonialistisk?

Svaret er naturligvis nej, dog i tilfældet zionisme kan det umulige blive mulig.

Forklaringen ligger i, at enhver kritiker af zionismen i Vesten (og især i USA)  stadig og nemt kan anklages for antisemitisme.(4)

Det siger sig selv, at frygten for antisemitisme-anklagen skaber grobund for en udbredt selvcensur.

Heri ligger imidlertid en stor fare for Israels fremtid, mener Shlomo Sand.

Israel har allerede oplevet to intifadaer: den første i 1987, den anden i 2000. Hvornår kommer den tredje? Og hvad vi der ske, hvis Galilæa (hvor der en stor koncentration af arabisk-sprogede israelere) bliver til Israels "Kosovo"? (5)

Det er det spørgsmål, Sand stiller allersidst i sin bog.

11.6.12

Maja Naur, Det jødiske folk er en myte,    www.information.dk/280313

Rafael Behr, Shlomo Sand: an enemy of the Jewish people?

http://www.guardian.co.uk/books/2010/jan/17/shlomo-sand-judaism-israel-jewish/print

NOTER

(1)Også i Danmark, hvor Herder- og Fichte-epigonen Grundtvig førte an som nationalistisk skjald. Jævnfør hans digt   Folkelighed, her tilgængeligt i dets fulde ordlyd. Særdeles bemærkelsesværdigt  er udsagnet "Blod og Byrd er Folkegrunde"

http://www.nomos-dk.dk/skraep/1807_1848/grundtvig16.html

(2) Israels uafhængighedserklæring kan læses her:

http://www.pietrocini.dk/default.asp?mainId=3&subpageId=218

(3) Om Iran og jødedommen:

http://www.information.dk/24475

(3a) Jævnfør "Omkring Israel", punkt 3

(4)  Et nyligt eksempel: Villy Søvndahl giver  næring til antisemitisme ved at kræve mærkningen af varer, der er importeret fra  bosættelserne. Det påstår i hvert fald Thue Kjærhus i følgende artikel:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/464180

 (5) Se også: David Shulman - Israel in Peril:

 http://www.nybooks.com/articles/archives/2012/jun/07/israel-in-peril/?pagination=false