|
GÆRDESMUTTEN FRA STEEN ST. BLICHER TIL JAMES G. FRAZER I Steen Steensen Blichers "Trækfuglene"(1838) er et af digtene tilegnet "Thomas i Gjærdet". Her kommer digtet, der består af to dele. I den første henvender digteren sig til gærdesmutten, den anden indeholder gærdesmuttens svar. * Nordiske kolibri! Du som bor - Ingen ved jo næsten hvor, At et lidet glimt af dig man ser, Det er Nyt, som sjældent sker. Hvi så sjælden du til Lyset frem! Har du også Hus og Hjem? Har du Lille? også Børn og Viv Til din søde Tidsfordriv? Hvad bestiller du den dag så lang? Giver ej et Hvip engang. Bor måske herfra i Verden vidt? Er kun her en Eremit? Eller har dig Slægt og Ven forladt? Sørger derfor Dag og Nat? Eller ak! måske du ved Lidt om skuffet Kærlighed? "Jordmonark! Du ser så stoltelig "Fra din Højhed ned på mig. "Sand Lyksalighed, din Visdom tror, "Kun i Glans og Færdsel bor. "Sig mig:i dit eget Lange Liv "Hvad er vel din Tidsfordriv? "Drømme skønt om Magt og Herlighed, "Bygge op og rive ned: "Sætte dig et Mål du aldrig når, "Kæmpe om et Potteskår. "Store Herre! ynk kun ikke mig! "Jeg misunder ikke dig. "Bad dig, brænd dig kun i Ærens Sol! "Tumle dig fra Pol til Pol: "Enden dog, du Træl af Magt og Guld! "Er ikkun en Seng af Muld." Så langt Steen Steensen Blicher. Vi ved fra hans levnedsskildringer, at han skrev "Trækfuglene", mens han var ved at komme sig efter en længere sygdomsperiode, der nærmest tog livet af ham. Det er tænkeligt, at ideen til "Trækfuglene" blev fostret i sygesengen på Spentrups præstegård, hvor han lå - fortælles det - tæt ved et vindue med udsigt til havens træer. Her har han kunnet se de hjemvendende fugle og fået livsmodet tilbage. Det skal her i forbifarten lige noteres, at Blicher var blevet syg ved hjemkomsten efter et studieophold i Sverige. Kær fugl har mange navne Officielt hedder gærdesmutten Troglodytes Troglodytes, d.v.s. huleboer, men læg mærke til de mange betegnelser, som fuglen har fået hæftet på sig i tidens løb. Romerne kaldte den for eksempel regulus, som betyder lille konge (regulus er afledt af rex). I Danmark har den kære fugl været kendt som nældekonge, Peter i gærdet, Per smut, Gertrudsfugl, musespurv, Kong Hans, gårdvippe. Kilde: J.V.Brøndegaard, Folk og fauna, bind 2, s. 306. På russisk kaldes gærdesmutten krapivnik = nældefugl - af krapiva, nælde. Højst interessant er gærdesmuttens tyske navn: Zaunkönig (=gærde/hækkekonge).
Det har Blicher højst sandsynligt vidst.
Men hvorfor tituleres gærdesmutten af og til som konge? Noget af svaret finder man hos den skotske antropolog og religions-historiker James G. Frazer (1854-1941). I hans storværk "The Golden Bough" - udgivet i flere udgaver mellem 1890 og 1915 - optræder gærdesmutten nemlig som en af oldtidens sakrale/hellige fugle.
Men - fortsætter Frazer - "på trods af disse forestillinger er skikken med hvert år at dræbe gærdesmutten vidt udbredt såvel i England som i Frankrig. Frazer anfører som et af eksemplerne Isle of Man, hvor man i løbet af hele det 17. århundrede lille juleaften eller om morgenen første juledag plejede at gå på jagt efter en gærdesmutte og når man fandt en, dræbte man den. Derefter blev fuglen ført i procession fra hus til hus, mens man sang: Vi har fanget gærdesmutten for Robin the Bobbin, vi har fanget gærdesmutten for Jackie Can, Vi har fanget gærdesmutten for Robin the Bobbin, vi har fanget gærdesmutten for alle og enhver." Frazer nævner lignende eksempler fra England og Frankrig, hvor det sakrale drab på gærdesmutten efterfulgt af processionen fra hus til hus synes nogle steder at blive praktiseret helt til midten af 1700-tallet. Denne skik, tilføjer han, finder sine paralleller under andre himmelstrøg end de europæiske - og han nævner flere eksempler fra bl.a. Sibirien, Japan og Indien, hvor rollen som sakralt dyr indtages af bjørnen, fåret eller slangen. Frazer kommenterer: "En gang om året dræber man under højtidelige former det dyr, man tilbeder; og før eller straks efter dets død, bærer man det fra dør til dør for at hver tilbeder kan modtage en del af de guddommelige kræfter, som man mener udgår fra den døende eller døde gud". NOTER det er uheldsvangert at dræbe - citeret efter J.G. Frazer, Il ramo d´oro, Torino, 1965, b.3, s.825. NB! Frazers engelske tekst dukker op, såfremt man googler "frazer+the hunting of the wren". 2.5. 21 |