KAN ANDERS FOGH RASMUSSEN SIN HISTORIE?

En gymnasiereform var tiltrængt, ingen tvivl om det. Af den gode grund, at Bertel Haarders valggymnasium var/er et tydeligt fejlgreb.

Men hvorfor i alverden har man ikke justeret det gode grengymnasiuum ved eventuelt at tilføre de nysproglige og samfundsfaglige linier et par extra naturvidenskabelige led?

Hvorfor har man ikke bekæmpet fagtrængslen ved at indføre nogle et-årige forløb(f.eks. biologi for nysproglige)?

Hvorfor har man ikke fremmet det tværfaglige samarbejde ved at indføre den parallelle læseplan i stedet for den kaosfremmende fagpakkekonstruktion?

Hvorfor har man ikke indført et obligatorisk ét-årigt filosofikursus og hermed skabt det kærkomne bindeled mellem humaniora og naturvidenskaberne?

I stedet for alt det har vi fået en gymnasiereform, som glimrer ved den manglende refleksion over forholdet mellem hensigter (der er slemme nok) og sandsynlige virkninger(som er endnu værre).

Angående hensigterne er det temmelig klart, at reformen stiler efter at lave gymnasierne om til firmaer med rektor i rollen som manager og lærerne fordelt på glade teams à la Oticon.

Men ak! Ikke alle rektorer hedder Lars Kolind – og i øvrigt er ikke alle skoler/fag gearet til innovativt og synergetisk at indgå i nationens produktionsapparat.

Ikke endnu!

Men vent bare til, at de mest ivrige blandt rektorerne får sluttet de første partnerskaber med erhvervslivet. Hvad vil der ske? Disse ivrige spejderdrenge (m/k) vil blive udråbt til efterfølgelsesværdige pionierånder, hvorefter fagene og lærerne vil - langsomt, men sikkert - blive rangeret i A- og B-fag/lærere – alt efter fagenes/lærernes evne (kompetence?) til at indgå i fleksible produktudviklingssammenghænge.

Hvilket vil rejse de obligate ”gode” spørgsmål:

Hvordan markedsfører man Karen Blixen? Iliaden?De franske verber?

Det siger sig selv, at eksperterne i organisatorisk læring vil få deres hyr med at finde de passende reklamespots og de fornødne sponsorater.

Sidstnævnte vil blive guld værd, så snart gymnasierne vil blive omskabt til selvejende institutioner. Med det forudsigelige resultat, at hele kongeriget vil blive tilsået med fede gymnasier (der vil gå under uofficielle betegnelser såsom Arla-gymnasiet, Danish Crown-gymnasiet, Novo-gymnasiet, etc ) og især med mange magre discountgymnasier.

Leder man efter de ideologiske forudsætninger for denne de facto udlicitering af uddannelserne til erhvervslivet, finder man den i Fukuyamas mageløse opdagelse af at historien er endt med Murens fald, en ”indsigt”, som - 11.september til trods - legitimerer skrotningen af al uddannelsespolitisk fornuft til fordel for en fladpandet spækhøkerpragmatisme.
Jeg spørger mig selv, om Jarl Damgaard, hvem man tilskriver æren for makværket, er liberal eller SFer.Han kan være begge dele. For med gymnasiereformen går den nyliberal-marxistiske drøm om statens bortdøen i opfyldelse – i hvert fald på det gymnasiale område.

Men har Anders Fogh Rasmussen – minimalstatens teoretiker samt Fukuyamas største discipel på dansk grund - reflekteret over, at staten kan gå hen og blive afløst af de tilstande – i senmoderne udgave, naturligvis -, som eksisterede, før staten opstod ?

Er gymnasiereformen den danske optakt til den af mange (bl.a. Umberto Eco) bebudede middelalderens genkomst med det der hører med af slotsherrer, jarler og hoveribønder?

Kan Anders Fogh Rasmussen sin historie?

Pietro Cini

Bragt i Gymnasieskolen 21,2003