TRO,HÅB OG HISTORIELØSHED

En kløgtig gymnasiereform burde have justeret grengymnasiet ved fx

• at gøre samfundsfag valgfrit og filosofi obligatorisk
• indføre en IT-og medielinie
• afholde introduktionskurser i studieteknik
• afprøve nye eksamensformer og små projektforløb.

Af hensyn til fag-og projektlobbyerne har man i stedet valgt et koncept, der udmærker sig ved en række indlysende selvmodsigelser: den nationale standard vil drukne under en styrtregn af vilkårligt sammensatte fagpakker, fagligheden vil blive udhulet af allehånde tværfagligt flimmer og – sidst men ikke mindst – vil naturvidenskaberne endnu engang blive udkonkurreret af humanisternes smarte salgsmetoder.

Med andre ord: Langt fra at være nogen løsning fremtræder gymnasie-reformen som et typisk eksempel på den politiske dysfunktion, som har ramt Danmark efter 68.

Denne dysfunktion kommer til udtryk i troen på, at gymnasiet vil blive frelst af teamwork. Men teamwork er i sig selv hverken godt eller skidt. Det, der kommer an på, er, om teamwork bæres af den rette blanding praksis og indsigt. Denne indsigt er lig med den historiske bevidsthed.

Problemet ved gymnasiereformen er, at den har skippet den historiske bevidsthed til fordel for den form for irrationalisme, som Løgstrup karakteriserede som dilettantokrati.

Jeg har allerede pointeret, at denne irrationalisme har sin rod i 68.

Ungdomsoprøret havde mange positive sider, men det er en kendt sag, at det i Italien og i Tyskland degenererede i en voldsideologi, der endte som terrorisme, hvorimod den danske udgave af 68 var en slags forsinket bondeopstand, hvis ideologi – set i bakspejlet – tager sig ud som en speciel blanding af vulgærgrundtvigianisme og maoisme - med Ebbe Kløvedal Reich og Ritt Bjerregaaard som de vigtigste koryfæer.

Midt i 80erne blev maoismen afløst af managementteorien. Blandt initiativtagerne til denne ideologiske omkalfatring var RUC-professoren Knud Illeris, som i Berlingske Tidende (9-4-1986) gjorde daværende undervisningsminister Bertel Haarder opmærksom på, at ”RUC har været i stand til at producere en mere salgbar vare på kortere tid og med færre omkostninger” (I forhold til andre højere læreanstalter, altså. Min understregning.pc).

Bemærk venligst: Når Knud Illeris i 1986 kan tillade sig at fremstille viden som en salgbar vare, er det fordi gymnasiet på det tidspunkt allerede har fortrængt Europas moderne historie, dvs. perioden 1500-1900.

Denne historie, som var blevet dæmoniseret som udansk af Kløvedal Reich og stemplet som borgerlig af Ritt Bjerregaard, kan fra nu af bortrationaliseres som usalgbar.

Intet under, at Danmark idag har en historieløs statsminister samt 68’er af gavn, hvis ikke af navn.

Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” (1993) er inspireret af amerikaneren Fukuyama, men Fogh Rasmussen nævner ikke, at Fukuyama har hentet det meste hos Hegel. Hvilket falder godt i tråd med at mange danske venstreorienterede er intetanende om,at Marx minus Hegel= vulgærmarxisme = rødt management.

Et andet eksempel på historieløshedens svøbe er Lars Qvortrups bog ”Det hyperkomplekse samfund” (2000), som indeholder en fremtidsvision gående ud på, at ivrigt kommunikerende mennesker pisker rundt i en polycentrisk verden, som –set ud fra historiens synspunkt – er flad som en pandekage.

Og endelig: Når Ralf Pittelkows bog ”Efter 11.september. Vesten og islam”(2002) skildrer Europas historie som en idyl i Det Bedste-stil og islams kultur efter en tilsvarende floskelagtig recept, skulle man vente et ramaskrig fra anmeldernes side. Der sker lige det modsatte. Bogen bliver rost til skyerne og tjener som ideologisk ammunition til regeringens interventionspolitik.

Historieløsheden triumferer. Cui prodest? (=hvem drager fordel af det?)

Projekterne er nok vejen frem, også fordi de er en billig undervisningsform.

Jeg frygter imidlertid, at et projektarbejde, der ikke ledsages af en historisk-kritisk virksomhed, meget nemt kan udarte i en såvel naiv som farlig missionerende attitude.

Frit efter Max Weber: Engang kom protestanter i himlen ved at tjene mange penge. Idag bliver de frelst via projekter.

Jeg frygter desuden, at mange gymnasielærere ender med at sælge deres førstefødselsret for en ret linser, medmindre de tager initiativet til det allervigtigste projekt, der er brug for i Europa lige nu: at genindsætte den europæiske tradition – i en opdateret og kritisk revideret udgave, forstås! – som en vigtig ingrediens i den såkaldte almendannelse.

At leve op til denne udfordring er en vanskelig opgave, som unægteligt vil kræve det storstilede lærersamarbejde, som Christine Antorini efterlyste i Gymnasieskolen 3,2003.