Fra flower power til fagpakkerSpørgsmålet omkring den tværfaglige fornuft rækker langt ud over den rent uddannelsesmæssige problematik. Den handler faktisk i langt højere grad om myter og realiteter samt om venstrefløjens manglende evne til at skelne mellem dem. Ifølge myten fødtes den tværfaglige fornuft af 68´ernes store drøm om frigørelse og revolution. 68 var imidlertid ingen revolution - i hvert fald ikke i den gængse venstreorienterede forstand. Régis Debray (1) var den første til at påpege, at ungdomsoprøret var det store karneval, hvormed den nye kapitalisme fejrede sin definitive torpedering af den gamle kapitalisme à la Rockefeller. Denne nye kapitalisme havde på grund af sit horisontale specialistnetværk brug for det tværfaglige projekt, hvilket Løgstrup indså allerede i 1972, da han skrev: " Kapitalismen har ændret karakter. Til at tage de vigtigste beslutninger i den teknisk højt udviklede industri skal der viden og oplysninger til, der umuligt kan besiddes af en mand...Specialviden koordineres med specialviden. Karakteristisk for vor epoke er selskabet, hvor en organiseret intelligens har overtaget magten" (mine kursiveringer). (2) Set i denne optik bliver venstrefløjens kroniske forgabthed i projektpædagogikken til noget af et mysterium. Til at løse det behøves imidlertid ingen Sherlock Holmes. At Venstre foragtede projekterne under Bertel Haarder, mens Ulla Tørnæs elsker dem nu, kan kun undre nogen (jf. interviewet med Harry Haue i Gymnasieskolen, 5/2003), der ikke kan se skoven for bare træer. I 1980 var Venstre stadig et bondeparti, som i Bertel Haarder havde sin grundtvigianske chefideolog. (3) I dag bekender Venstre sig til globaliseringen og Danmarks sidste militante grundtvigianere (Søren Krarup og Jesper Langballe) optræder i Dansk Folkeparti. Stakkels Grundtvig! Stakkels Danmark! Hvor Venstres ændrede indstilling til projekterne skyldes partiets ændrede ideologi, kan venstrefløjens uændrede kærlighed til projekterne kun skyldes, at venstrefløjen i 68 holdt op med at tænke politisk. Dette skete af flere grunde. For det første fordi 68 var en dionysisk rus, hvis svære tømmermænd aldrig blev overvundet. For det andet fordi 68 fejrede et kollektivt symbolsk fadermord, som resulterede i den faktiske udryddelse af traditionen. For det tredje fordi tabet af traditionen også medførte tabet af den historiske bevidsthed. For det fjerde fordi alle disse forhold resulterede i en irrationalistisk, ansvarsløs og nyreligiøs indstilling til tilværelsen. Ansvarsløs er f.eks. venstrefløjens snak om læring, som afslører den totale mangel på det, som den spanske filosof Fernando Savater kalder mod til at opdrage. (4) Nyreligiøs er venstrefløjens hårdnakkede illusion om, at den er kaldet til at frelse verden. En forestilling, der opstod under den føromtalte dionysiske rus og blev næret af overfladiske litterater à la Elsa Morante, som hyldede maj-oprøret i et makværk, hvis titel "Verden bliver frelst af de små drenge" (5) ikke var ment ironisk. Irrationalistisk er venstrefløjens tro på forandringen for forandringens skyld - en tro, der resulterer i lutter tom aktivisme af den type, socialdemokraten Carsten Hansen giver udtryk for, når han siger: " Har I brug for ro, så meld jer ind i en roklub." (Gymnasieskolen, 2/2003). Denne aktivistiske (og in casu Carsten Hansen: dilettantokratiske) attitude er i mine øjne den virkelige årsag til at gymnasiet - på trods af Harry Haues salvelsesfylde udgydelser om almendannelsens velsignelser - tegner til at blive en forfærdelig arbejdsplads, der via fagpakker, projekter og teambuilding vil resultere i: - tab af metodefriheden Det værste er imidlertid, at Grundtvigs parole om Skolen for Livet er ved at blive erstattet af løsenet om Skolen for Erhvervslivet. Men er erhvervslivet i grunden tjent med, at gymnasiet - takket være Lars Qvortrups og Niklas Luhmanns totale ligegyldighed over for etiske implikationer - vil skabe elever, hvis intellektuelle horisont vil blive præget af en total værdinihilisme? Jeg har ikke læst Luhmann endnu. Men jeg har noteret mig, at han i Tyskland ikke har den profetstatus, han har fået i Danmark i lys af sociologiens sejr over etik og filosofi. (6) At denne sejr kunne finde sted i Grundtvigs og Søren Kierkegaards land, bekræfter rigtigheden i Goyas ord om, at fornuftens søvn avler uhyrer. Noter 1) Régis Debray, Modeste contribution aux discours et cérémonies du dixième anniversaire, 1978 Bragt i Gymnasieskolen 7/2003 |