Livet er det eneste der tæller

En god italiensk ven sender mig en optagelse af den tale, som den uruguayanske præsident José Mujica holdt den 21.juni 2012 på topmødet i Rio.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=3SxkMKTn7aQ&noredirect=1

DANSK OVERSÆTTELSE:

                     Rio, torsdag den 21. juni 2012

Samtlige myndigheder fra alle breddegrader og organisationer, mange tak!

Mine ærbødigste hilsener  til det  brasilianske folk og til dets  fru præsident.

Og endelig tak  for den redelighed, der sikkert er blevet lagt for dagen af  alle de talere, der har talt før mig.

Som regerende giver vi  udtryk for vor inderlige vilje til at implementere alle de aftaler, som vores stakkels menneskehed er i stand til at underskrive.

Vi må imidlertid  stille os selv en række spørgsmål.

Hele aftenen har man talt om holdbar udvikling og om at løfte enorme folkemasser ud af fattigdommen.

Hvad er det egentlig for et mirakelmiddel vi tænker på?

Er det forbrugs- og udviklingsmodellen i vor tids rige samfund?

Jeg spørger mig selv:

Hvad ville der ske med denne planet, hvis inderne havde samme antal biler pr. familie som tyskerne?

Hvor meget ilt ville der så være tilbage til at trække vejret?

Sagt endnu klarere: Er verden i dag i stand til materielt at sikre at 7-8 milliarder mennesker kan have samme grad af forbrug og spild som Vestens rigeste samfund?

Vil det kunne lade sig gøre eller bliver vi nødt til før eller senere at føre en helt anden diskussion?

Den civilisation, vi har skabt, er barn af markedet og konkurrencen, og har skaffet et  fantastisk og eksplosivt materielt fremskridt.

Men markedsøkonomien har også skabt markedssamfund og har givet os denne globalisering - hvilket er ensbetydende med, at vi kan  overskue hele planeten - men spørgsmålet er: 

styrer vi globaliseringen eller er det globaliseringen, der styrer os?

Er det muligt at tale om solidaritet, når  vi nu alle er forenet i en økonomi, der baserer sig på nådeløs konkurrence?

Hvor langt rækker vort broderskab?

Jeg vil naturligvis ikke benægte betydningen af dette topmøde.

Snarere tværtimod. Udfordringen, vi står overfor, er  kolossal, og krisen, vi skal løse, er ikke økologisk, den er politisk.

I dag er vi mennesker ikke i stand til at styre de kræfter, som vi har sluppet løs. De kræfter, som mennesket har sluppet løs, styrer tværtimod mennesket. Og livet.

Vi kommer ikke på denne planet for at udvikle os - sådan generelt set. Vi kommer til livet for at prøve at blive lykkelige.

Livet er kort - og det forlader os. Intet gode er højere end selve livet.

Denne er en elementær erkendelse, men hvis mit liv går på, at jeg knokler og knokler for at kunne forbruge lidt mere, og forbrugersamfundet er motoren, hvad sker der så?

Det sker, at lammes eller bremses forbruget, er det økonomien, der bremses, og hvis økonomien bremses, står vi allesammen over for stagnationens spøgelse.

På den anden side er netop dette overforbrug ved at angribe planeten. Dette overforbrug skal jo skabe ting, der er kortvarige, fordi der skal sælges meget.

En elektrisk pære skal ikke holde mere end 1000 timer forbrug.

Men der findes jo el-pærer, som kan holde 100.000 timer, 200.000 timer, men dem må man ikke fremstille, fordi problemet er markedet, fordi vi skal have et arbejde og fordi vi skal have en brug-og-smid-væk-civilisation.

Vi befinder os altså inde i en ond cirkel.

Disse problemer er politiske!

Man fortæller os, at der er nødvendigt at kæmpe for en ny kultur.

Det gælder ikke om at vende tilbage til hulerne eller at rejse et mindesmærke for bagstræbet.

Sagen er blot, at vi ikke kan i det uendelige blive ved med at blive regeret af markedet. Vi må regere markedet.

Derfor siger jeg, at  problemet er politisk.

Det er min ydmyge måde at tænke på. De gamle tænkere - Seneca, Epikur, Aymara-indianerne mente: fattig er ikke den, som har for lidt, virkelig fattig er den som behøver enormt meget og begærer og begærer mere og mere.

Det er et spørgsmål om kultur!

Al min respekt for de aftaler, der bliver underskrevet. Naturligvis vil jeg implementeret dem som  politiker med regeringsansvar.

Samtidig ved jeg, at nogle af de ting jeg siger skurrer i ørerne.

Men vi må huske én ting:

Vandkrisen og  angrebet på miljøet er ikke årsager.

Årsagen ligger i den civilisationsmodel, som vi har skabt. Vi bliver simpelthen nødt til at revidere vor måde at leve på.

Jeg tilhører et lille land med store naturressourcer.

Vi har 3 millioner indbyggere, lidt flere, 3.200.000.  Men vi har samtidig 13.000.000 af verdens bedste køer samt 8-10.000.000 af smukkeste får.

Vort land - en kæmpeslette, der er 90 procent dyrkbar - eksporterer madvarer, mælkeprodukter, kød.

Mine arbejder-kammerater kæmpede længe for en 8timer-arbejdsdag, nu er de på vej mod en sekstimers. Men den, som har en arbejdsdag på 6 timer, finder sig et ekstrajob. Hvorfor? Fordi han skal betale en mængde rater: til motorcyklen, til bilen, etc, som han har købt.Han betaler og betaler den ene rate efter den anden.

Når han endelig går på pension, er han  en gammel gigtplaget herre ligesom mig. Og hans liv er ved at være forbi.

Man spørger sig selv: Er det virkelig meningen med livet?

Disse ting er ret elementære. Udviklingen´må ikke ske i konflikt med menneskelykken. Den skal ske i harmoni med menneskelykken, med kærligheden til jorden, med de mellemmenneskelige relationer, med børnepasningen, med venskaberne - med det elementære overhovedet.

Netop. Fordi det drejer sig om den mest dyrebare skat. Når vi kæmper for  miljøet, er miljøets første element menneskelykken.

Tak.

fortsættes 20.januar 2013