GULLASCH OG GLEMSEL

2003 vil længe blive husket som værdikampens år samt det år, hvor Søren Krarup – for at sige det med Connie Hedegaards ord  (i Deadline d.7.12.) - fik  ”afsat ganske markante fingeraftryk på den danske værdidebat”.
  2003 var desuden det år, hvor præsten fik sig en prestigiøs discipel i ingen mindre  end brigadegeneral Michael H. Clemmensen.

I WA den 12.12.03 plæderer han  for, at Israel bliver medlem af   EU, al den stund ”dette lands medlemskab vil være mere naturligt end tyrkisk. Det skyldes – på trods af ahistorisk, kujonagtig fornægtelse af dette – at vor kultur har et jødisk-kristent grundlag”.

Det  krarupske præg i denne del af generalens argumentation  er umiskendeligt. Bemærk især  det trommehvirvlende adjektiv ”kujonagtig”, som skal promovere modstillingen jødedom+kristendom versus islam. En modstilling, der er lige så ahistorisk som den krarupske påstand (fremsat i nævnte tv-udsendelse)om, at kristendom=frihed, hvorimod islam skulle være lig med terror og tyranni.

Midt i deres verbale blændværk overser præsten og generalen

-at islam  er en afart af jødedommen, som det bevidnes af de talrige passager i Koranen, der er inspireret af de 5 Mosebøger
-at profeten Mohammed i middelalderen og selv under korstogene blev anset for at være en kristen kætter
-at de tre monoteistiske religioner er opstået af den samme jødisk-græske smeltedigel og opviser  så mange lighedstræk, at den fremtrædende  italienske humanist Giovanni Pico della Mirandola argumenterede for at de skulle indgå i den samme teologisk-filosofiske økumene
-at det katolske Spanien i 1492 – d.v.s.  nøjagtigt 6 år efter at drømmeren Pico fremsatte sit utidige forslag – stillede alle spanske jøder foran valget mellem tvangsdåb og udvisning
-at mange tusinder af de uddrevne jøder fik politisk asyl i  det Osmanniske Rige
-at antisemitismen ikke  var et katolsk patent, som det bevidnes af den omstændighed, at Martin Luther i 1543 udgav sin berygtede antisemtiske skrift ” Om jøderne og deres løgne”
-at antisemitismen stortrivedes også efter den af Ralf Pittelkow og andre kulturradikale så berømmede Oplysningstid
-at denne ”sekulære” antisemitisme, der bliver udførligt behandlet i Hannah Arendts hovedværk ”The origins of Totalitarianism”(1951), kulminerede i holocaust 1933-1945
-at Hitlers og Mussolinis racepolitik kun var sekulær i den forstand at den blev ført ud i livet med de kristne kirkers stiltiende accept
-at den protestantiske gejstligheds passivitet over for nævnte racepolitik var lige så  belastende som Vatikanets – et forhold, som det tyske magasin Der Spiegel dokumenterer i et af sine sidste numre (51, d. 15.12.03)

Efter dette knappe resumé af det, de to kombattanter glemmer, må det være på sin plads at spørge, hvorfor de gør det.

Svaret er ganske ligetil.

Danmark er i krig. Enhver krig med respekt for sig selv har sine gullaschbaroner. Det må imidlertid bemærkes, at den gullasch, præsten og generalen forsyner det kæmpende  folk med, er  af åndelig art. Derved ligner den det kendte næringsmiddel, der går under betegnelsen valgflæsk. Hvor valgflæsk består af tomme løfter, består pastorens og generalens gullasch af selektiv glemsel.

Problemet er, at  glemselsstrategien ikke er særlig bevendt. På kort sigt kan den ganske vist bruges til at dæmonisere modstanderen, men på langt sigt diskvalificerer den værdikampen.

Sagt på en anden måde: en værdikamp, der baserer sig på selektiv glemsel, er værdiløs pr. definition.
For det andet er glemselsstrategien  anakronistisk. Den kan praktiseres i tilbagestående uvidenhedssamfund såsom Saudi-Arabien, dog ikke i et højteknologisk informations- og videnssamfund som det danske.
Der er kun et brugbart alternativ til den selektive glemsel , og det er viden. Ikke mindst historisk viden.

Europas kultur blev født i den jødisk-græske smeltedigel, som – vel at mærke - modtog afgørende  impulser fra  Mesopotamien, Oldægypten og Persien.

Men den blev genfødt i det mauriske Spanien, hvor  kristne, jøder og muslimer var fælles om at genopdage gamle Aristoteles.

Det var dengang, muslimerne havde en kultur – og en jøde som Maimonides var læge på Saladins hof i Cairo.
Idag har muslimere kun martyrrollen – skal vi tro  den marokkanske og muslimske forfatter Tahar Ben Jelloun.

Under overskriften ”Det arabiske fængsel” underkaster han den muslimske kultur – og især dens arabiske variant – en sønderlemmende kritik.

Hans fremragende artikel står at læse i Le Nouvel Observateur d.27.11.2003. Weekendavisen burde bringe den i fuld længde.

Den er et skoleeksempel på den ædle kunst  at feje for egen dør.

Januar 2004