Eurabia er en realitet.

Sylvain Gouguenheim, Aristote au Mont-Saint-Michel - Les racines grecques de l´Europe chrétienne, Paris, Seuil 2008(Aristoteles på Mont-Saint-Michel - Det kristne Europas græske rødder) 

En forsinket anmeldelse.

Islamiseringen er over os

Een ting er det på tide at indse: islamiseringen er over os. Dog ikke i den forstand, at mange europæere  ikke længere kan se kirker og klokketårne for bare moskeer og minareter - og heller ikke på grund af de mange burkaklædte dommere, der fylder Europas gader side om side med mange, rigtig mange politibetjente, parkeringsvagter og skolepedeller i samme tillukkede mundering. 

Næh, næh.

Islamiseringen er over os, fordi den er blevet en realitet inden i vore hoveder - i takt med, at vi europæere er blevet lige så dumme(og paranoide)som islamisterne.

I Danmark  begyndte det med, at den navnkundige historiker David Gress for nogle år siden  faldt i svime  over det historieløse makværk "Derfor er jeg ikke muslim", hvis forfatter - den indiske kok Ibn Warraq -   af Jyllands-Posten i samme anledning  blev udråbt til vor tids Voltaire.

Det fortsatte med, at en anden autoritativ historiker, professor Bent Jensen, fandt Lars Hedegaard & co.´s "I krigens hus" veldokumenteret.

Endelig blev vi for nogle dage siden præsenteret for  Voltaires allerseneste reinkarnation - den affarvede skønånd Geert Wilders!

Det er selvfølgelig immervæk en trøst, at den forhenværende mudjahid-sympatisør Lars Løkke Rasmussen nægtede at mødes med den hollandske islam-hader.

Vive la France!

En anden trøst ligger i, at hvad dumhed angår har danskerne fået nogle stærke konkurrenter i selve Voltaires fædreland. Her bragte det prestigefyldte Le Monde d.4.april 2008 en meget positiv anmeldelse af bogen "Aristote au Mont-Saint-Michel" ved Sylvain Gouguenheim (SG).

Denne bogs fremkomst var jeg lykkeligt uvidende om, indtil et kært menneske forærede mig den. Efter endt lekture får jeg endnu en bekræftelse på, at  europæisk islam-kritik nutildags måles på det antal fodnoter,sidste improviserede islamolog er i stand til at diske op med. "Derfor er jeg ikke muslim" havde mange, "I krigens hus" hele 404. "Aristote au Mont-Saint-Michel" slår alle rekorder: 557 fodnoter, voilà!

Og det har selvfølgelig gjort indtryk på Roger-Pol Droit - sådan hedder  anmelderen på Le Monde - , der ud fra den præmis, at de mange fodnoter er en garanti for argumenternes bonitet, har konkluderet, at Gouguenheims bog er islam-kritikkens endegyldige svar på den dybe tallerken.

SG er professor i middelalderhistorie ved Lyon Universitet. Hans  tese går ud på, at Europa ikke skylder den islamiske kultur noget. Selv i den allermørkeste middelalder havde Europa nemlig ikke kappet sin forbindelse til den græske verden over. Og hvem var det, der i sin tid oversatte en lang række græske bøger til arabisk? Det gjørde de syriske kristne såmænd.

Konfronteret med disse påstande, spørger man sig selv, hvem det egentlig er Gouguenheim polemiserer med. At Europa kendte nogle græske tekster før den massive produktion af latinske oversættelser via arabisk, er hævet over enhver tvivl.

Ligeledes er der ingen seriøs islamforsker, som vil drømme om at benægte den store formidlingsrolle, som både kristne og jøder spillede under Abbasiderne og derefter.

Først på s. 203 i SG´s bog opdager man, at det er en vis Sigrid Hunke, den franske professor   skyggebokser med. Hvem er hun? Hun er  forfatter til en bog med titlen " Allahs Sonne  über dem Abendlande"(Allahs sol over aftenlandet.Ej dansk). Desuden oplyser SG, at hun var Himlers veninde.

Hunkes bog har jeg aldrig læst endsige agter at gøre det. Min fornemmelse siger mig, at bogen rangerer på samme niveau som Ibn Warraqs - med den  forskel, at Hunke over for islam  idealiserer lige så usmageligt som Warraq dæmoniserer.

Men hvorfor i alverden har GS valgt sig en så useriøs sparring partner som Hunke? Svaret er klart: for at kunne slå den seriøse islamforskning i hartkorn med hende.

En uhæderlig og farlig bog

Derved bliver SG´s bog både uhæderlig og farlig.

Uhæderlig: Er der en eller anden som fremover drister sig til at ymte noget   om islams betydning i den europæiske middelalder, vil hun/han blive diskvalificeret med ét:"Du siger det samme som Hunke".

Sagen er, at GS giver den som forsker, mens han i virkeligheden er en af George W.Bush´s sidste "crusaders".

Men denne korsfarer-attitude er farlig.Det, der sker netop nu i Iran,Pakistan og Afghanistan viser, hvor uansvarligt det er, ikke at skelne mellem det iranske præstestyre og dets modstandere i Teherans gader; eller mellem Afghanistans  og Pakistans taliban og de "demokratisk" valgte regeringer - i begge lande.

Islam er farlig, javist! Men  hvor paradoksalt det end kan lyde, er der kun ét bolværk mod denne fare og det er muslimerne selv. Svarer forskellen mellem Ahmadinejad og hans modstandere til forskellen  mellem svine- og fugleinfluenza? Det påstod Farshad Kholghi for nylig. Ak ja! I tredivernes Danmark var der sikkert en eller anden begavet galgenhumorist, der mente, at tyske nazister var lige så gode/slemme som tyske socialdemokrater.

Jeg forventer en indvending: Skulle man af rent taktiske grunde gå på kompromis med den historiske sandhed?

Aldrig i livet. Problemet med Sylvain Gouguenheim er netop det, at han omgås sandheden med studentikos nonchalance.

En skøn blanding af sofisteri og simplisme

Eller rettere: med en blanding af sofisteri og simplisme, der af og til flyder over i selvmodsigelser og inkonsekvenser.

At Europa i 12- og 1300-tallet har modtaget en betydelig kulturpåvirkning fra den islamiske verden, er et faktum, der bevidnes af talrige data. Disse spænder fra Dantes lovprisning af både Averroës og Avicenna (Den Guddommelige Komedie,I,4,143-44) til de mange ord af arabisk-persisk  oprindelse, som har fundet vej til de europæiske sprog. Her blot 4 eksempler: alkove, almanak, alkohol og algebra afslører alle deres arabiske oprindelse takket være præfikset "al", som den dag i dag angiver den bestemte artikel på arabisk.

Gouguenheim bruger meget krudt på at påvise at mange så kaldte arabiske lærde i virkeligheden  var kristne syrere. Men det er sofisteri - til og med af en underlødig slags. Det meste af det man kalder romersk litteratur er jo skrevet af folk, der ikke var romere (for eks. var Vergil fra Mantua) eller ikke engang fra Italien (Seneca var spanier, Apuleius og Augustin fra Nordafrika,etc). Og med hensyn til de kristne syrere vel kunne de græsk, men de var immervæk syrere og ikke  europæere.

Et sted i bogen (s. 140) omtaler SG desuden de græske kirkefædre, men glemmer i forbifarten, at disse ud fra et pære-græsk synspunkt var  perkere - for eksempel var den store Origenes født i Aleksandria, og hermed egypter. Det samme gælder kirkefaderen Klemens - også fra Aleksandria.

På s. 184 citerer SG Adélard af Bath som et eksempel på tidens skik med at tilskrive en eller anden autoritet noget, man selv har fundet på og derved  vinde prestige: "..jeg lader som om jeg har fundet dem (=mine ideer) gennem mine arabiske studier". SG går ud fra, at han ad den vej kan bagatellisere den arabiske påvirkning.

Han overser imidlertid, at Adélards ord bekræfter, at "arabiske" lærde på hans tid nød en enorm anseelse.

Og med rette. Uanset hvor mange folkeslag og trosretninger, der var indblandet i foretagendet - arabere,persere,syrere, indere, uzbekere, berbere,grækere, muslimer, kristne, jøder, etc, igangsatte de muslimske erobringer en civilisationsproces, der kan måle sig med romernes.

Herom skriver den franske historiker Fernand Braudel: "Islam er alt dette: en lang vej, som fra Atlanter- til Stillehavet gennemtrænger den antikke verdens magtfulde og stive masse.Noget tilsvarende gjorde Rom, da det skabte Middelhavets enhed. Islam er altså denne historiske chance, som fra og med det sjette århundrede, sætter den i stand til at genforene den Antikke verden." (La Méditerranée, I, s.226).

Braudel synes at sige: vel kan den arabiske indsats ikke sammenlignes med grækernes.Alligevel var den betydelig, fordi araberne/muslimerne gjorde det samme som romerne adskillige århundreder før dem: de skabte en smeltedigel, som forenede mangfoldige kulturer i én enhed.

Sammenligningen mellem araberne/muslimerne og romerne forekommer mig træffende: i begge tilfælde drejer det sig om pragmatikere, der forstår at revitalisere dele af en ellers hensynende ældre kultur. Ikke så ringe endda, vil jeg mene.

Men Braudels ord kan også opfattes på en anden måde: den arabiske civilisation bør ses inden for rammerne at en årtusindlang makrokontekst, hvor Mellemøsten  virker som det kulturelle kraftcentrum, hvorfra alle Middelhavslande - og efterfølgende hele det europæiske kontinent - modtager afgørende impulser: fra landbruget til alfabetet og fra kalenderen til monoteismen. Altså:  kan man se araberne som deres tids romere, er det  lige så berettiget, at opfatte dem som deres tids fønikiere.

Herodots nysgerrighed samt Gouguenheims (og andres) skyklapper

Muligvis har SG ret i, at Apollons sol i al sin glans stråler over Vesten (s.197), men siden han inddrager den græske mytologi, hvorfor ikke  nævne, at Europa var en libanesisk prinsesse, som under stort postyr blev bortført af Apollons fædrene ophav, alias selveste Zeus?

Dét kan vi læse baggrunden for hos Herodot, hvem denne Zeus-myte i øvrigt ikke rager en fjer. Det var mennesker og ikke guder, der var de rigtige kidnappere, mener han. Og dét man røvede var ikke alene mennesker, men også know how: alfabetet etc. A propos Herodot: SG lovpriser hans store nysgerrighed over for de ikke-græske kulturer. Og det er til at flække af grin over i betragnting af, at SG over for islam  udviser en forudindtaget simplisme af pittelkowske dimensioner.

Ved for eksempel at bruge reduktive kasser af typen umma og dar al-islam, selv om alle og enhver i dag véd, at den så kaldte umma gennemrystes af eksplosive indslag, som spænder fra al Qaidas terrorangreb til talibans selvmordsbomber - hvilket mange irakere, pakistanere og afghanere i skrivende stund kan erfare på deres egne kroppe - vel at mærke: i deres egne hjemlande! 

Lige så reduktiv er SG´s omgang med sharia. Den  lyder  som det grangivelige ekko af de til bevidstløshed kendte flosker, vi allerede har fået serveret af Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Søren Krarup, Kai Sørlander og selvfølgelig Ralf Pittelkow.

"At rejse er at leve" - sagde H.C.Andersen. Den danske eventyrdigter havde så sandelig også noget af Herodots nysgerrighed og udlængsel i sig. Man kunne ønske at Gouguenheim og hans danske ignorant-kollegaer før eller senere ulejligede sig til at læse Ryszard Kapuszinskis vidunderlige bog "Rejser med Herodot". Og at de dernæst tog sig sammen til at besøge et muslimsk land. Og at de inden besøget satte sig ind i noget lødig litteratur. Sami Zubaidas bog Ret og magt i den islamiske verden  for eksempel.

Men det er nok at forlange for meget.

Der er imidlertid  håb forude. Thi oplysningens veje er uransagelige. Efter at have ytret alle mine forbehold over for SG´s bog, vil jeg her til sidst komme med et par lovord. Til forskel fra Kai Sørlander véd Gouguenheim så meget om Europas fortid, at han hist og pist omtaler romerrettens betydning. Til gengæld véd han intet om Martin Luther.

Og dét er der faktisk nogle lysende perspektiver i. For næste gang kunne Trykkefrihedsselskabet invitere Gouguenheim til at forelæse - og mon ikke han og Kai Sørlander  ved den lejlighed kunne lære hinanden noget. Trykkefrihedsselskabet kunne  blive en slags dansk svar på Bait al Hikma - altså en slags "Uvidenhedernes hus", hvor uvidenhedernes udveksling dog med tiden kunne forvandle sig til sand oplysning.

I have a dream

Hvem véd ? Med islam som påskud kan europæerne måske lære noget om hinanden. Tænk, hvis danskerne kunne lære noget om fransk,tysk, hollandsk historie og kultur. Tænk, hvis Kai Sørlander kunne lære noget om Giotto og Marsilius af Padua. Tænk, hvis Gouguenheim, Berlusconi og Benedikt d.16.  kunne lære noget om Martin Luther.

Dette provinsialismernes og enøjethedernes sammenstød kunne i sandhed udvikle sig til en kulturel saltvandsindsprøjtning.

Men det største håb for Europas fremtid ligger hos indvandrerne.

De mange indvandrere, der i disse år inden for det danske uddannelsessystem - i folkeskolen, gymnasiet og universiteterne - læser om Europas kultur og ser på den uden  de blinde pletter, vi europæere har.

Insjallah vil der med tiden blive til artikler og bøger om Holberg, Grundtvig,  Viggo Hørup og Karen Blixen - skrevet af tyrkere, kurdere, pakistanere, syrere (ta´ den, SG!) og irakere. Måske vil et af de irakiske børn, der i dag ryster i Brorsons kirke, blive til Danmarks største romanforfatter.

Og gøre Danmark ære - den dag, Søren Krarup og Lars Hedegaard kun vil interessere de  historikere,der vil påtage sig at undersøge den ulykkelige periode i Danmarks historie, hvor dette ellers højt civiliserede land var hjemsøgt af snæversyn og arrogance.

9. juli 2009

Note: For en veldokumenteret orientering om den franske debat omkring Gouguenheims bog se Joseph Reisdoerfer: Graecum est, non legitur:Réflexions sur l´essai de S.Gouguenheim, Aristote au Mont-Saint-Michel. Tilgængelig på nettet.