Om løst og fast lige nu

"SKOLEREFORMEN HAR FEJLET FATALT, OG DET ER PÅ HØJE TID AT GIVE FOLKESKOLEN STØRRE FRIHED"hævder de Radikale sammen med andre partier  ifølge en artikel af Lise Richter bragt af Information d.11.august 2021.


Hvad skal man mene om det?

At skolereformen har fejlet af den simple grund, at den var  totalt uigennemtænkt. Af samme grund vil det ikke hjælpe synderligt med større frihed.
I en kommentar til samme artikel (den kan læses på information.dk ved at google oven anførte artikel) skriver jeg, at den forfejlede folkeskolereform udspringer af den samme ånd, som for nogle år siden førte til de lige så forfejlede gymnasie-og universitetsreformer samt til de lige så forfejlede invasioner af Afghanistan og Irak.

Denne ånd, mener jeg, er en komisk variant af den faustiske ånd, der i tidens løb har ført - især protestanter - til at reformere samt invadere sig til frelse.

Denne bemærkning  er faldet en læser for brystet.
Faust - er det ikke ham, der solgte sin sjæl til djævlen? spørger læseren.
Og skulle det med at sælge sin sjæl til djævlen være særlig protestantisk?

15/8-21

Jeg skrev disse linjer for nøjagtigt tre dage siden. I mellemtiden er verdenssituationen ændret totalt. Og man diskuterer på livet løs, hvorfor det er sket.

"What went wrong?"(Hvad gik galt?)
 
- var titlen på en bog, afdøde islam-forsker Bernard Lewis udsendte i 2001.

Det, han mente, var: Hvorfor blev islam en taber?

I dag er det noget helt andet, vi burde spørge om, men som vi omhyggeligt undlader at forholde os til. Og spørgsmålet lyder:

Hvorfor blev Vesten en taber?

Når vi (vesterlændinge) undlader at stille spørgsmålet, skyldes  det den
enkle kendsgerning, at Vesten ikke kun er en taber.

Det er også groggy.

Groggy af uvidenhed om sin egen historie.

En lang historie, men substansen i den er vel, at Vesten omkring år 1900 var herre over det meste af verden.
Men denne tingenes tilstand var utrolig problemfyldt.

Kun en rigtig rask lille krig (troede man) ville kunne løse problemerne.
Den mirakuløse problemløser kom til at vare lidt over 4 år - fra august 1914 til november 1918.

Men til manges  græmmelse og  trods  millioner af tabte menneskeliv blev problemerne ikke løst.

Tværtimod. Første Verdenskrig kom til at skabe endnu større problemer end dem, den skulle løse.

18/8-21

Men når det gælder den faustiske ånd, er Første Verdenskrig nu også det rette sted at starte? Nej!
Vi må gå længere tilbage, ville de sige i Rytteriet. Til dengang den franske revolutionshær slog den europæiske kontrarevolutionære alliance ved Valmy. Året var 1792. De franske styrvolter havde begået en uhyrlig forbrydelse ved at guillotinere det franske kongepar.
Det var uhørt, og det skulle straffes.Men ak og ve! Guds hjælp udeblev, og Geheimrat Goethe, der (på behørig afstand) havde overværet slaget, kommenterede:  Her og nu begynder en ny epoke i verdenshistorien.

19/8-21

Med al respekt for Goethe var den nye epoke i verdenshistorien  begyndt langt tidligere. Men hvornår det præcist skete, kan vi skændes længe om.
Forslag 1:Kunne man sige, at den nye epoke indledtes med, at englænderne anno 1649 henrettede Karl 1. Stuart?
Forslag 2: Indledningen skete gradvis med Englands industrielle revolution fra og med ca.1750.
Forslag 3: anno 1757 sejrede det britiske private East India Company over mogulherskerne og beseglede hermed Storbritanniens indtog i Indien.

9/9-21
"Det er uværdigt for Europa at forskanse sig fra verdens problemer bag en mur" lyder overskriften på en artikel af Nanna Goul, bragt af Information 9/9-21.
Det er en fin artikel, synes jeg.
Den minder mig om et berømt digt af Konstantinos Kavafis (1863-1933):

              "Mens vi venter på barbarerne".

"Hvad venter vi på forsamlet her på pladsen?
       I dag kommer barbarerne.
Hvorfor en sådan ligegyldighed i Senatet?
Hvorfor sidder senatorerne dér, uden at lovgive?
       Fordi barbarerne kommer i dag.
       Hvilke love skulle senatorerne også vedtage?
       Barbarerne kommer, og de vil lovgive.
Hvorfor er vor kejser stået så tidligt op ?
Han sidder nu ved byens hovedport
højtidelig på tronen iført sin krone.
       Barbarerne kommer i dag.
       Kejseren venter på at modtage
       deres anfører. Han vil endda
       give ham et skrift på pergament.
       Heri har han tillagt ham mange navne og titler.
Hvorfor er vore to konsuler og prætorerne gået ud
i dag bærende deres røde broderede togaer?
Hvorfor bærer de armbånd med så mange ametyster
og ringe med strålende og funklende smaragder?
Hvorfor fatter de i dag om kostbare stave
ypperligt graverede og med indlagt sølv og guld?
       Fordi barbarerne vil nå frem i dag,
       og den slags ting blænder barbarerne.
Hvorfor kommer de ærefulde talere ikke som de altid gør
for at holde deres taler og udtrykke deres meninger?
       Fordi barbarerne kommer i dag
       og veltalenhed og lange tirader keder dem.
Hvorfor opstår med ét denne ængstelse
og forvirring? (Ansigterne, hvor alvorlige de er blevet).
Hvorfor tømmes gader og pladser så hurtigt?
- Alle vender meget tankefulde tilbage til deres hjem.
       Fordi det er blevet nat og barbarerne ikke er kommet.
       Nogle folk er vendt tilbage fra grænserne
       og de sagde, at der ikke længere er barbarer til.
Og nu, hvad skal der blive af os uden barbarer?
Disse mennesker var dog en slags løsning.
1904 - linjerne 18-36  oversat af Ole Wahl Olsen

Konstantinos Kavafis var jævnaldrende med Henrik Pontoppidan, digtet "Mens vi venter på barbarerne" stammer fra den tid, hvor den danske forfatter var begyndt at skrive "De dødes rige".
Det er "La Belle Epoque" og Dreyfus-affæren. Under den glitrende overflade er Europa ved at barsle med Verdenskrigens monstre.
Kavafis var født i Alexandria af græske forældre, der var emigreret dertil fra Konstantinopel/Istanbul.
Efter faderens død i 1870 tog Konstantinos og hans mor til England (London, Liverpool), de vendte tilbage til Alexandria i 1879, men i 1882 blev Alexandria atter forladt på grund af en politisk opstand.
Bortset fra yderligere et treårigt ophold i Konstantinopel boede Kavafis resten af sit liv i Alexandria.
Når digtet er uhyggelig læsning, skyldes det, at den situation, vi europæere befinder os i lige nu, frister os til at tænke, at vi hverken er imperialister eller barbarer, men snarere en krydsning af de to.
Digtet er selv en krydsning mellem historie og fabel. Hvor foregår det?
Rom?Konstantinopel? Men digtet er skrevet i Alexandria, som var en afglans af en af oldtidens største metropoler.