Om løst og fast lige nu

"SKOLEREFORMEN HAR FEJLET FATALT, OG DET ER PÅ HØJE TID AT GIVE FOLKESKOLEN STØRRE FRIHED"hævder de Radikale sammen med andre partier  ifølge en artikel af Lise Richter bragt af Information d.11.august 2021.


Hvad skal man mene om det?

At skolereformen har fejlet af den simple grund, at den var  totalt uigennemtænkt. Af samme grund vil det ikke hjælpe synderligt med større frihed.
I en kommentar til samme artikel (den kan læses på information.dk ved at google oven anførte artikel) skriver jeg, at den forfejlede folkeskolereform udspringer af den samme ånd, som for nogle år siden førte til de lige så forfejlede gymnasie-og universitetsreformer samt til de lige så forfejlede invasioner af Afghanistan og Irak.

Denne ånd, mener jeg, er en komisk variant af den faustiske ånd, der i tidens løb har ført - især protestanter - til at reformere samt invadere sig til frelse.

Denne bemærkning  er faldet en læser for brystet.
Faust - er det ikke ham, der solgte sin sjæl til djævlen? spørger læseren.
Og skulle det med at sælge sin sjæl til djævlen være særlig protestantisk?

15/8-21

Jeg skrev disse linjer for nøjagtigt tre dage siden. I mellemtiden er verdenssituationen ændret totalt. Og man diskuterer på livet løs, hvorfor det er sket.

"What went wrong?"(Hvad gik galt?)
 
- var titlen på en bog, afdøde islam-forsker Bernard Lewis udsendte i 2001.

Det, han mente, var: Hvorfor blev islam en taber?

I dag er det noget helt andet, vi burde spørge om, men som vi omhyggeligt undlader at forholde os til. Og spørgsmålet lyder:

Hvorfor blev Vesten en taber?

Når vi (vesterlændinge) undlader at stille spørgsmålet, skyldes  det den
enkle kendsgerning, at Vesten ikke kun er en taber.

Det er også groggy.

Groggy af uvidenhed om sin egen historie.

En lang historie, men substansen i den er vel, at Vesten omkring år 1900 var herre over det meste af verden.
Men denne tingenes tilstand var utrolig problemfyldt.

Kun en rigtig rask lille krig (troede man) ville kunne løse problemerne.
Den mirakuløse problemløser kom til at vare lidt over 4 år - fra august 1914 til november 1918.

Men til manges  græmmelse og  trods  millioner af tabte menneskeliv blev problemerne ikke løst.

Tværtimod. Første Verdenskrig kom til at skabe endnu større problemer end dem, den skulle løse.

18/8-21

Men når det gælder den faustiske ånd, er Første Verdenskrig nu også det rette sted at starte? Nej!
Vi må gå længere tilbage, ville de sige i Rytteriet. Til dengang den franske revolutionshær slog den  kontrarevolutionære alliance ved Valmy.
Året var 1792.
De franske styrvolter havde begået en uhyrlig forbrydelse ved at guillotinere det franske kongepar.
Det var uhørt, og det skulle straffes.Men ak og ve! Guds hjælp udeblev, og Geheimrat Goethe, der (på behørig afstand) havde overværet slaget, kommenterede:  Her og nu begynder en ny epoke i verdenshistorien.

19/8-21

Med al respekt for Goethe var den nye epoke i verdenshistorien  begyndt langt tidligere. Men hvornår det præcist skete, kan vi skændes længe om.
Forslag 1:Kunne man sige, at den nye epoke indledtes med, at englænderne anno 1649 henrettede Karl 1. Stuart?
Forslag 2: Indledningen skete gradvis med Englands industrielle revolution fra og med ca.1750.
Forslag 3: anno 1757 sejrede det britiske private East India Company over mogulherskerne og beseglede hermed Storbritanniens indtog i Indien.

9/9-21
"Det er uværdigt for Europa at forskanse sig fra verdens problemer bag en mur" lyder overskriften på en artikel af Nanna Goul, bragt af Information 9/9-21.
Det er en fin artikel, synes jeg.
Den minder mig om et berømt digt af Konstantinos Kavafis (1863-1933):

              "Mens vi venter på barbarerne".

"Hvad venter vi på forsamlet her på pladsen?
       I dag kommer barbarerne.
Hvorfor en sådan ligegyldighed i Senatet?
Hvorfor sidder senatorerne dér, uden at lovgive?
       Fordi barbarerne kommer i dag.
       Hvilke love skulle senatorerne også vedtage?
       Barbarerne kommer, og de vil lovgive.
Hvorfor er vor kejser stået så tidligt op ?
Han sidder nu ved byens hovedport
højtidelig på tronen iført sin krone.
       Barbarerne kommer i dag.
       Kejseren venter på at modtage
       deres anfører. Han vil endda
       give ham et skrift på pergament.
       Heri har han tillagt ham mange navne og titler.
Hvorfor er vore to konsuler og prætorerne gået ud
i dag bærende deres røde broderede togaer?
Hvorfor bærer de armbånd med så mange ametyster
og ringe med strålende og funklende smaragder?
Hvorfor fatter de i dag om kostbare stave
ypperligt graverede og med indlagt sølv og guld?
       Fordi barbarerne vil nå frem i dag,
       og den slags ting blænder barbarerne.
Hvorfor kommer de ærefulde talere ikke som de altid gør
for at holde deres taler og udtrykke deres meninger?
       Fordi barbarerne kommer i dag
       og veltalenhed og lange tirader keder dem.
Hvorfor opstår med ét denne ængstelse
og forvirring? (Ansigterne, hvor alvorlige de er blevet).
Hvorfor tømmes gader og pladser så hurtigt?
- Alle vender meget tankefulde tilbage til deres hjem.
       Fordi det er blevet nat og barbarerne ikke er kommet.
       Nogle folk er vendt tilbage fra grænserne
       og de sagde, at der ikke længere er barbarer til.
Og nu, hvad skal der blive af os uden barbarer?
Disse mennesker var dog en slags løsning.

1904 - linjerne 18-36  oversat af Ole Wahl Olsen

Konstantinos Kavafis var jævnaldrende med Henrik Pontoppidan, digtet "Mens vi venter på barbarerne" stammer fra den tid, hvor den danske forfatter var begyndt at skrive "De dødes rige".
Det er "La Belle Epoque" og Dreyfus-affæren. Under den glitrende overflade er Europa ved at barsle med Verdenskrigens monstre.
Kavafis var født i Alexandria af græske forældre, der var emigreret dertil fra Konstantinopel/Istanbul.
Efter faderens død i 1870 tog Konstantinos og hans mor til England (London, Liverpool), de vendte tilbage til Alexandria i 1879, men i 1882 blev Alexandria atter forladt på grund af en politisk opstand.
Bortset fra yderligere et treårigt ophold i Konstantinopel boede Kavafis resten af sit liv i Alexandria.

Ud fra den situation, vi europæere befinder os i lige nu,kunne vi fristes til at tænke, at vi hverken er imperialister eller barbarer, men snarere en krydsning af de to.

Digtet er selv en krydsning mellem historie og fabel. Hvor foregår det?
Rom?Konstantinopel? Det eneste man kan sige med sikkerhed, er at det blev skrevet i Alexandria, en by, som på Kavafis ´ tid kun frembød en afglans af det, som havde været en af oldtidens største metropoler.

Den italienske digter Eugenio Montale (1896-1981) skriver om Kavafis:"Han er en rigtig alexandriner, i ånden og i kødet (...). Kavafis´ genialiet beror på, at han erkendte, at oldtidens hellener svarede til vore dages homo europæus: og desuden på, at det lykkedes ham at gøre hellenernes verden nærværende for os".

8/10-21

Ugen fra 28.9. til 05.10. var min kone og jeg i Italien, hvor vi genså mine søskende efter en 4 år lang pause.
Vi opholdt os i Fano i regionen Marche (udt.:MARKE)på Adriaterhavets kyst, 80 km syd for Rimini.
Lige som Rimini er Fano en gammel romersk by, betragtelige rester af en bymur fra ca. år 0 er bevaret. På piazza´en ligger byens bedste boghandel. Her købte jeg den italienske oversættelse af Oxford-professoren Chris Wickhams bog "The Inheritance of Rome. A History of Europe from 400 to 1000"(2009),it. oversættelse" L´eredità di Roma" (2016).
En pragtfuld bog, der gør rede for, hvordan det gik til, at Europa blev Roms arvtager.
Hvordan vi end vender og drejer den, er én ting sikker: det nuværende udskældte Fort Europa i alt dets pirrelige sammensurium af sprog og nationer, er en udløber af den mærkværdige størrelse, som kristendom var og er.
Lige så sikkert er det, at Romerriget engang  i løbet af det første århundrede  efter år nul blev kristendommens vugge. Denne begivenhed fik en altoverskyggende betydning for både kristendommen og Romerriget, idet den første i tidens løb blev romersk, medens det andet blev kristnet eller kristent.

Emnet er  stort og komplekst; tillad mig  at gribe til en aktuel tilgang.

13.oktober 2021 under overskriften "Folkekirken må hæve stemmen i debatten, hvis den vil være samfundets samvittighed" bragte Information en kronik ved Anne Katrine Ebbesen. Interesserede kan selv  læse kronikken på Information.dk. Her vil jeg blot oplyse, at Anne Katrine Ebbesen tager sit udgangspunkt i et åbent brev, hvor 1000 underskrivere (hovedsageligt fra Folkekirkens kredse) retter en kritik af regeringens planer om at masse-hjemsende de syriske flygtninge.

Også dette brev linker Information til.

Catherine Nixey slår åbne døre ind.

Den engelske skribent Catherine Nixey har i 2017 udsendt bogen "The Darkening Age - The Christian Destruction of the Classical World", som en begejstret læser henviser til under debatten omkring Anne Katrine Ebbesens kronik. Se nærmere på Information.dk.

Jeg har   læst bogen, men er ikke imponeret af den.Nixey har det med at slå åbne døre ind. Lige fra sin spæde begyndelse har kristendom nemlig været en problematisk religion.

Et forhold, der er dokumenteret i en bog, der hvad videnskabelig lødighed angår, slår Nixeys med adskillige længder.
Det drejer sig om Per Bilde, En religion bliver til - En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110, 2001.

Per Bilde (1939-2014) var professor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Hans bog gør rede for den historiske kontekst, som kristendom er opstået i.

I kristendom mødes to hovedkomponenter, understreger Per Bilde: jødedom og hellenisme, hvor hellenisme dækker over den lange kulturhistoriske periode, som indledes med Aleksander den Stores felttog mød øst (334 f.v.t) og afsluttes med kejser Konstantin den Store 600 år senere. Hellenisme betegner den kultur, der opstår af mødet mellem græsk kultur og Nær-orienten, og som mødet mellem jødedom og hellenisme er en del af. Det drejer sig om en langsom kompleks proces, hvilket afspejles i den kendsgerning, at der går over trehundrede år efter Jesus´ død, inden de tidlige kristne kirkelige kadrer og den romerske kejser formår at undfange de første kristne trosbekendelser.

Men hvem var Jesus?

Hvorfor blev han korsfæstet af romerne?
Umuligt at sige noget sikkert om det.
Denne usikkerhed skyldes, at de tidligste skriftlige dokumenter om Jesus (Paulus´ breve og evangelierne) bliver affattet mellem 50-100 år efter hans død.

Nærlæser man Paulus og evangelierne med P.Bildes hjælp, vrimler det med en stor mængde modstridende besynderligheder.

Matthæus 1,1 bruger således en hel side på at dokumentere, at Jesus nedstammer fra Kong David.

I denne passage kaldes Jesus oven i købet Kristus. Sidste navn kommer af græsk christós("den salvede"), en omskrivning af hebraisk "mashiach", som betyder både messias og den salvede.

Når den hebraiske messias bliver til den salvede Jesus, skyldes det, at Jesus bliver født og henrettet i den del af romerriget, hvor græsk var det ene af de to officielle hovedsprog. Det andet var latin.
Angående latinen: bemærk venligst, at der på mange afbildninger af korsfæstelsen, øverst på korset   er der et skilt, hvor der står INRI. Det betyder på latin -  Iesus Nazarenus rex Iudeorum, dvs. Jesus fra Nazareth jødernes konge.

Disse få filologiske fakta i forening med de sparsomme steder, hvor Jesus´ ord citeres på Jesus´ eget talesprog aramæisk (fx Matthæus 27,45"Eli, Eli, lemá sabaktáni?"), er tilstrækkelige til at give os et fingerpeg om, at kristendom  i sproglig henseende fremtræder som en aramæisk/jødisk, græsk, latinsk tre-hovedet skabning.

Denne sproglige sammensathed røber den nye religions komplekse struktur, i og med  at jødedommens mono-teisme afløses af treenigheden.
Dette sker ikke uden heftige kampe og kontroverser inden for de kristne rækker. Intet under, at trosbekendelserne ser dagens lys via kejserlige dekreter.

I dag er kristendom i dyb krise, men der er ingen grund til glæde sig over det.

For hvad kommer efter troen?

Det er netop det spørgsmål, som den tyske skribent Thomas Assheuer(f.1955) tager op i ZEIT-ONLINE den 24. november 2021. "Was nach dem Glauben kommt" hedder hans særdeles læseværdige artikel.

Thomas Assheuer tager sit udgangspunkt i den seksualforskrækkelse, som i århundreder har været de kristne kirkers - og især katolicismens - mest iøjnefaldende kendetegn.
Denne seksualforskrækkelse - mener Assheuer - har ført til en dæmonisering af kroppen. Med alle de fortrængninger og de forbrydelser, som er fulgt i  kølvandet.

Det er imidlertid  en fejl  at reducere hele problematikken til seksualforskrækkelse. Kirkernes hovedforbrydelse har nemlig været at fokusere på synden og glemme sorgen og smerten. Derved har de samme kirker "forrådt deres mosaiske rødder og monoteismens revolutionære stiftelseshandling " (på tysk:"Die Kirchen übten Verrat an ihren mosaischen Wurzeln und am revolutionären Einsetzungsakt des Monotheismus").

Med støtte i  egyptologen Jan Assmann(f.1938) hævder Zeit-artiklen, at den bibelske monoteisme under den såkaldte aksetid (perioden mellem 800 og 200 f.Kr.) lagde et verdenshistorisk snit ("eine weltgeschichtliche Zäsur"), i og med, at den fremsatte ideen om den ene gud. Denne idé   betød jo, at alle mennesker har samme gud. Herfra og til at hævde, at alle mennesker  er lige, er skridtet (forholdsvis)  kort. Med andre ord: Universalismens idé så dagens lys.

En idé,-hævder Assheuer - som frigav en ny forståelse af det politiske. Med hans egne ord: "Katalogen over menneskerettighederne, de grundlæggende impulser bag  de demokratiske forfatninger ligeså vel som forestillingen om en omfattende solidaritet henter den dag i dag deres næring fra ånden i denne gamle historie, som spænder fra den jødiske retfærdighedsidé til den kristne kærligheds-etik".

Det lyder alt sammen meget godt, men påstanden om, at den jødisk-kristne credo skulle ligge til grunden for menneskerettighederne, trænger til at blive nærmere belyst.

Det er desuden  besynderligt, at Assheuer under sin omtale af aksetiden  glemmer buddhismen og konfucianismen.

På den anden side er det værd at bemærke, at den tyske filosof  Jürgen Habermas (f. 1929) i sit sidste storværk ("Auch eine Geschichte der Philosophie,2019") ender et sted med netop at henvise til aksetiden. (Jævnfør herom Jörg Späters  og Steen Nepper Larsens  tekster. Se nederst ).

Fra neo-liberalismen til neo-antikken

Lad os forestille os, at alle kristelige menigheder forsvinder ud af Europa, så vil de to andre monoteistiske religioner - jødedom og islam - være tilbage. Men forsvinder den monoteistiske arv  helt og holdent, "så slukkes selve den glødende kerne i aftenlandets ånd " - skriver Assheuer.

Et perspektiv, som åbner for et hav af ubekendte. Man kan blandt andet frygte, at den nu - efter alt at dømme - hendøende neo-liberalisme efterfølges af Antikkens genkomst.
Sagt i klartekst : en slags Neo-Antik med herskerne øverst og de tæmmede masser (trællene) nederst.

Når 2153 globale milliardærer allerede i dag ejer lige så meget som 60 procent af verdensbefolkningen, er det ikke utænkeligt, at superrige  en skønne dag redder sig selv via himmelfart til Mars, mens den ynkværdige rest vil vansmægte videre på den overophedede jord.

En ting er sikker, fortsætter Assheuer: har man skrottet religionerne, er der ingen evig fredstid i sigte. Det er langt mere sandsynligt, at der opstår en dennesidig religion, der helliggør magten og tilbeder det faktiske.En religion, der forguder den nationale identitet, den almægtige stat eller det alvidende parti og hylder evangeliet om nationernes strid.

En religion, der er  i  nogle af nutidens magthaveres ånd. Jævnfør Rusland, Kina, Brasilien samt USA, hvor den tidligere præsident Donald Trump  lige nu arbejder på  sin kommende genopstandelse.

Missionæren Trump stiller Bibelen på hovedet

Trump (der er støttet af evangelikale fanatikere) og hans ligesindede er imidlertid falske profeter. Med mediernes hjælp er  de i gang med at     gen-fortrylle  verden, men stiller det bibelske budskab på hovedet. Det sidste, i Trumps tilfælde,  i bogstavelig forstand.
Da han i juni 2020 poserede foran St. Johns kirke i Washington, holdt han den hellige skrift omvendt foran kameraet.
Der foreligger med andre ord  den fare for, at der opstår en nådesløs magtreligion, der forkynder alles kamp mod alle.

Til at held er der noget, der tyder på, at vi befinder os midt i en ny aksetid.
Den digitale revolution, pandemien og jordopvarmningen fremmer nemlig en stigende bevidsthed om, at alle nationer deler en fælles skæbne.

Religionens opgave i dag

At religionerne skulle være på vej ud, er en antagelse uden fundament, mener Assheuer. Alt  for store er nemlig længslen efter de forsonende ritualer i en solidarisk menighed, og tørsten efter at lægge ord på eksistentielle sorg-erfaringer, som ingen socialpolitik er i stand til at italesætte.
Sidst men ikke mindst: For totalitære regimer udgør religionen en vedvarende trussel.
Det kinesiske styre holder muslimske uigurer indespærret i lejre i et hårdhændet  forsøg på at få dem kureret for deres skepsis over for det kommunistiske partis guddommelige status.
Og over for den himmelråbende udbytning, som kapitalismen bedriver i den globale syd, har bjergprædiken ikke mistet sin aktualitet.

Men for at kunne virke anti-totalitære og lighedsfremmende, bør religionerne give afkald på deres magtfantasier. Fundamentalisme kan ikke bruges til at oprette en liberal stat. Hvad især islam angår : enhver som i Guds navn bruger vold eller opfordrer til voldsanvendelse   burde islam stemple som  vantro. 








Jörg Später, Jürgen Habermas:"Auch eine Geschichte der Philosophie", Deutschlandfunk 17.11.2019
Steen Nepper Larsen, 90-årige Habermas beskriver i nyt storværk, hvordan vi talte os til et samfund, Information 30.maj 2020





27/01-22