Om løst og fast lige nu

"SKOLEREFORMEN HAR FEJLET FATALT, OG DET ER PÅ HØJE TID AT GIVE FOLKESKOLEN STØRRE FRIHED"hævder de Radikale sammen med andre partier  ifølge en artikel af Lise Richter bragt af Information d.11.august 2021.


Hvad skal man mene om det?

At skolereformen har fejlet af den simple grund, at den var  totalt uigennemtænkt. Af samme grund vil det ikke hjælpe synderligt med større frihed.
I en kommentar til samme artikel (den kan læses på information.dk ved at google oven anførte artikel) skriver jeg, at den forfejlede folkeskolereform udspringer af den samme ånd, som for nogle år siden førte til de lige så forfejlede gymnasie-og universitetsreformer samt til de lige så forfejlede invasioner af Afghanistan og Irak.

Denne ånd, mener jeg, er en komisk variant af den faustiske ånd, der i tidens løb har ført - især protestanter - til at reformere samt invadere sig til frelse.

Denne bemærkning  er faldet en læser for brystet.
Faust - er det ikke ham, der solgte sin sjæl til djævlen? spørger læseren.
Og skulle det med at sælge sin sjæl til djævlen være særlig protestantisk?

15/8-21

Jeg skrev disse linjer for nøjagtigt tre dage siden. I mellemtiden er verdenssituationen ændret totalt. Og man diskuterer på livet løs, hvorfor det er sket.

"What went wrong?"(Hvad gik galt?)
 
- var titlen på en bog, afdøde islam-forsker Bernard Lewis udsendte i 2001.

Det, han mente, var: Hvorfor blev islam en taber?

I dag er det noget helt andet, vi burde spørge om, men som vi omhyggeligt undlader at forholde os til. Og spørgsmålet lyder:

Hvorfor blev Vesten en taber?

Når vi (vesterlændinge) undlader at stille spørgsmålet, skyldes  det den
enkle kendsgerning, at Vesten ikke kun er en taber.

Det er også groggy.

Groggy af uvidenhed om sin egen historie.

En lang historie, men substansen i den er vel, at Vesten omkring år 1900 var herre over det meste af verden.
Men denne tingenes tilstand var utrolig problemfyldt.

Kun en rigtig rask lille krig (troede man) ville kunne løse problemerne.
Den mirakuløse problemløser kom til at vare lidt over 4 år - fra august 1914 til november 1918.

Men til manges  græmmelse og  trods  millioner af tabte menneskeliv blev problemerne ikke løst.

Tværtimod. Første Verdenskrig kom til at skabe endnu større problemer end dem, den skulle løse.

18/8-21

Men når det gælder den faustiske ånd, er Første Verdenskrig nu også det rette sted at starte? Nej!
Vi må gå længere tilbage, ville de sige i Rytteriet. Til dengang den franske revolutionshær slog den  kontrarevolutionære alliance ved Valmy.
Året var 1792.
De franske styrvolter havde begået en uhyrlig forbrydelse ved at guillotinere det franske kongepar.
Det var uhørt, og det skulle straffes.Men ak og ve! Guds hjælp udeblev, og Geheimrat Goethe, der (på behørig afstand) havde overværet slaget, kommenterede:  Her og nu begynder en ny epoke i verdenshistorien.

19/8-21

Med al respekt for Goethe var den nye epoke i verdenshistorien  begyndt langt tidligere. Men hvornår det præcist skete, kan vi skændes længe om.
Forslag 1:Kunne man sige, at den nye epoke indledtes med, at englænderne anno 1649 henrettede Karl 1. Stuart?
Forslag 2: Indledningen skete gradvis med Englands industrielle revolution fra og med ca.1750.
Forslag 3: anno 1757 sejrede det britiske private East India Company over mogulherskerne og beseglede hermed Storbritanniens indtog i Indien.

9/9-21
"Det er uværdigt for Europa at forskanse sig fra verdens problemer bag en mur" lyder overskriften på en artikel af Nanna Goul, bragt af Information 9/9-21.
Det er en fin artikel, synes jeg.
Den minder mig om et berømt digt af Konstantinos Kavafis (1863-1933):

              "Mens vi venter på barbarerne".

"Hvad venter vi på forsamlet her på pladsen?
       I dag kommer barbarerne.
Hvorfor en sådan ligegyldighed i Senatet?
Hvorfor sidder senatorerne dér, uden at lovgive?
       Fordi barbarerne kommer i dag.
       Hvilke love skulle senatorerne også vedtage?
       Barbarerne kommer, og de vil lovgive.
Hvorfor er vor kejser stået så tidligt op ?
Han sidder nu ved byens hovedport
højtidelig på tronen iført sin krone.
       Barbarerne kommer i dag.
       Kejseren venter på at modtage
       deres anfører. Han vil endda
       give ham et skrift på pergament.
       Heri har han tillagt ham mange navne og titler.
Hvorfor er vore to konsuler og prætorerne gået ud
i dag bærende deres røde broderede togaer?
Hvorfor bærer de armbånd med så mange ametyster
og ringe med strålende og funklende smaragder?
Hvorfor fatter de i dag om kostbare stave
ypperligt graverede og med indlagt sølv og guld?
       Fordi barbarerne vil nå frem i dag,
       og den slags ting blænder barbarerne.
Hvorfor kommer de ærefulde talere ikke som de altid gør
for at holde deres taler og udtrykke deres meninger?
       Fordi barbarerne kommer i dag
       og veltalenhed og lange tirader keder dem.
Hvorfor opstår med ét denne ængstelse
og forvirring? (Ansigterne, hvor alvorlige de er blevet).
Hvorfor tømmes gader og pladser så hurtigt?
- Alle vender meget tankefulde tilbage til deres hjem.
       Fordi det er blevet nat og barbarerne ikke er kommet.
       Nogle folk er vendt tilbage fra grænserne
       og de sagde, at der ikke længere er barbarer til.
Og nu, hvad skal der blive af os uden barbarer?
Disse mennesker var dog en slags løsning.

8/10-21

Ugen fra 28.9. til 05.10. var min kone og jeg i Italien, hvor vi genså mine søskende efter en 4 år lang pause.
Vi opholdt os i Fano i regionen Marche (udt.:MARKE)på Adriaterhavets kyst, 80 km syd for Rimini.
Lige som Rimini er Fano en gammel romersk by, betragtelige rester af en bymur fra ca. år 0 er bevaret. På piazza´en ligger byens bedste boghandel. Her købte jeg den italienske oversættelse af Oxford-professoren Chris Wickhams bog "The Inheritance of Rome. A History of Europe from 400 to 1000"(2009),it. oversættelse" L´eredità di Roma" (2016).
En pragtfuld bog, der gør rede for, hvordan det gik til, at Europa blev Roms arvtager.
Hvordan vi end vender og drejer den, er én ting sikker: det nuværende udskældte Fort Europa i alt dets pirrelige sammensurium af sprog og nationer, er en udløber af den mærkværdige størrelse, som kristendom var og er.
Lige så sikkert er det, at Romerriget engang  i løbet af det første århundrede  efter år nul blev kristendommens vugge. Denne begivenhed fik en altoverskyggende betydning for både kristendommen og Romerriget, idet den første i tidens løb blev romersk, medens det andet blev kristnet eller kristent.

Emnet er  stort og komplekst; tillad mig  at gribe til en aktuel tilgang.

13.oktober 2021 under overskriften "Folkekirken må hæve stemmen i debatten, hvis den vil være samfundets samvittighed" bragte Information en kronik ved Anne Katrine Ebbesen. Interesserede kan selv  læse kronikken på Information.dk. Her vil jeg blot oplyse, at Anne Katrine Ebbesen tager sit udgangspunkt i et åbent brev, hvor 1000 underskrivere (hovedsageligt fra Folkekirkens kredse) retter en kritik af regeringens planer om at masse-hjemsende de syriske flygtninge.

Også dette brev linker Information til.

Catherine Nixey slår åbne døre ind.

Den engelske skribent Catherine Nixey har i 2017 udsendt bogen "The Darkening Age - The Christian Destruction of the Classical World", som en begejstret læser henviser til under debatten omkring Anne Katrine Ebbesens kronik. Se nærmere på Information.dk.

Jeg har   læst bogen, men er ikke imponeret af den.Nixey har det med at slå åbne døre ind. Lige fra sin spæde begyndelse har kristendom nemlig været en problematisk religion.

Et forhold, der er dokumenteret i en bog, der hvad videnskabelig lødighed angår, slår Nixeys med adskillige længder.
Det drejer sig om Per Bilde, En religion bliver til - En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110, 2001.

Per Bilde (1939-2014) var professor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Hans bog gør rede for den historiske kontekst, som kristendom er opstået i.

I kristendom mødes to hovedkomponenter, understreger Per Bilde: jødedom og hellenisme, hvor hellenisme dækker over den lange kulturhistoriske periode, som indledes med Aleksander den Stores felttog mød øst (334 f.v.t) og afsluttes med kejser Konstantin den Store 600 år senere. Hellenisme betegner den kultur, der opstår af mødet mellem græsk kultur og Nær-orienten, og som mødet mellem jødedom og hellenisme er en del af. Det drejer sig om en langsom kompleks proces, hvilket afspejles i den kendsgerning, at der går over trehundrede år efter Jesus´ død, inden de tidlige kristne kirkelige kadrer og den romerske kejser formår at undfange de første kristne trosbekendelser.

Men hvem var Jesus?

Hvorfor blev han korsfæstet af romerne?
Umuligt at sige noget sikkert om det.
Denne usikkerhed skyldes, at de tidligste skriftlige dokumenter om Jesus (Paulus´ breve og evangelierne) bliver affattet mellem 50-100 år efter hans død.

Nærlæser man Paulus og evangelierne med P.Bildes hjælp, vrimler det med en stor mængde modstridende besynderligheder.

Matthæus 1,1 bruger således en hel side på at dokumentere, at Jesus nedstammer fra Kong David.

I denne passage kaldes Jesus oven i købet Kristus. Sidste navn kommer af græsk christós("den salvede"), en omskrivning af hebraisk "mashiach", som betyder både messias og den salvede.

Når den hebraiske messias bliver til den salvede Jesus, skyldes det, at Jesus bliver født og henrettet i den del af romerriget, hvor græsk var det ene af de to officielle hovedsprog. Det andet var latin.
Angående latinen: bemærk venligst, at der på mange afbildninger af korsfæstelsen, øverst på korset   er der et skilt, hvor der står INRI. Det betyder på latin -  Iesus Nazarenus rex Iudeorum, dvs. Jesus fra Nazareth jødernes konge.

Disse få filologiske fakta i forening med de sparsomme steder, hvor Jesus´ ord citeres på Jesus´ eget talesprog aramæisk (fx Matthæus 27,45"Eli, Eli, lemá sabaktáni?"), er tilstrækkelige til at give os et fingerpeg om, at kristendom  i sproglig henseende fremtræder som en aramæisk/jødisk, græsk, latinsk tre-hovedet skabning.

Denne sproglige sammensathed røber den nye religions komplekse struktur, i og med  at jødedommens mono-teisme afløses af treenigheden.
Dette sker ikke uden heftige kampe og kontroverser inden for de kristne rækker. Intet under, at trosbekendelserne ser dagens lys via kejserlige dekreter.

I dag er kristendom i dyb krise, men der er ingen grund til glæde sig over det.

For hvad kommer efter troen?

Det er netop det spørgsmål, som den tyske skribent Thomas Assheuer(f.1955) tager op i ZEIT-ONLINE den 24. november 2021. "Was nach dem Glauben kommt" hedder hans særdeles læseværdige artikel.

Thomas Assheuer tager sit udgangspunkt i den seksualforskrækkelse, som i århundreder har været de kristne kirkers - og især katolicismens - mest iøjnefaldende kendetegn.
Denne seksualforskrækkelse - mener Assheuer - har ført til en dæmonisering af kroppen. Med alle de fortrængninger og de forbrydelser, som er fulgt i  kølvandet.

Det er imidlertid  en fejl  at reducere hele problematikken til seksualforskrækkelse. Kirkernes hovedforbrydelse har nemlig været at fokusere på synden og glemme sorgen og smerten. Derved har de samme kirker "forrådt deres mosaiske rødder og monoteismens revolutionære stiftelseshandling " (på tysk:"Die Kirchen übten Verrat an ihren mosaischen Wurzeln und am revolutionären Einsetzungsakt des Monotheismus").

Med støtte i  egyptologen Jan Assmann(f.1938) hævder Zeit-artiklen, at den bibelske monoteisme under den såkaldte aksetid (perioden mellem 800 og 200 f.Kr.) lagde et verdenshistorisk snit ("eine weltgeschichtliche Zäsur"), i og med, at den fremsatte ideen om den ene gud. Denne idé   betød jo, at alle mennesker har samme gud. Herfra og til at hævde, at alle mennesker  er lige, er skridtet (forholdsvis)  kort. Med andre ord: Universalismens idé så dagens lys.

En idé,-hævder Assheuer - som frigav en ny forståelse af det politiske. Med hans egne ord: "Katalogen over menneskerettighederne, de grundlæggende impulser bag  de demokratiske forfatninger ligeså vel som forestillingen om en omfattende solidaritet henter den dag i dag deres næring fra ånden i denne gamle historie, som spænder fra den jødiske retfærdighedsidé til den kristne kærligheds-etik".

Det lyder alt sammen meget godt, men påstanden om, at den jødisk-kristne credo skulle ligge til grunden for menneskerettighederne, trænger til at blive nærmere belyst.

Det er desuden  besynderligt, at Assheuer under sin omtale af aksetiden  glemmer buddhismen og konfucianismen.

På den anden side er det værd at bemærke, at den tyske filosof  Jürgen Habermas (f. 1929) i sit sidste storværk ("Auch eine Geschichte der Philosophie,2019") ender et sted med netop at henvise til aksetiden. (Jævnfør herom Jörg Späters  og Steen Nepper Larsens  tekster. Se nederst ).

Fra neo-liberalismen til neo-antikken

Lad os forestille os, at alle kristelige menigheder forsvinder ud af Europa, så vil de to andre monoteistiske religioner - jødedom og islam - være tilbage. Men forsvinder den monoteistiske arv  helt og holdent, "så slukkes selve den glødende kerne i aftenlandets ånd " - skriver Assheuer.

Et perspektiv, som åbner for et hav af ubekendte. Man kan blandt andet frygte, at den nu - efter alt at dømme - hendøende neo-liberalisme efterfølges af Antikkens genkomst.
Sagt i klartekst : en slags Neo-Antik med herskerne øverst og de tæmmede masser (trællene) nederst.

Når 2153 globale milliardærer allerede i dag ejer lige så meget som 60 procent af verdensbefolkningen, er det ikke utænkeligt, at superrige  en skønne dag redder sig selv via himmelfart til Mars, mens den ynkværdige rest vil vansmægte videre på den overophedede jord.

En ting er sikker, fortsætter Assheuer: har man skrottet religionerne, er der ingen evig fredstid i sigte. Det er langt mere sandsynligt, at der opstår en dennesidig religion, der helliggør magten og tilbeder det faktiske.En religion, der forguder den nationale identitet, den almægtige stat eller det alvidende parti og hylder evangeliet om nationernes strid.

En religion, der er  i  nogle af nutidens magthaveres ånd. Jævnfør Rusland, Kina, Brasilien samt USA, hvor den tidligere præsident Donald Trump  lige nu arbejder på  sin kommende genopstandelse.

Missionæren Trump stiller Bibelen på hovedet

Trump (der er støttet af evangelikale fanatikere) og hans ligesindede er imidlertid falske profeter. Med mediernes hjælp er  de i gang med at     gen-fortrylle  verden, men stiller det bibelske budskab på hovedet. Det sidste, i Trumps tilfælde,  i bogstavelig forstand.
Da han i juni 2020 poserede foran St. Johns kirke i Washington, holdt han den hellige skrift omvendt foran kameraet.
Der foreligger med andre ord  den fare for, at der opstår en nådesløs magtreligion, der forkynder alles kamp mod alle.

Til at held er der noget, der tyder på, at vi befinder os midt i en ny aksetid.
Den digitale revolution, pandemien og jordopvarmningen fremmer nemlig en stigende bevidsthed om, at alle nationer deler en fælles skæbne.

Religionens opgave i dag

At religionerne skulle være på vej ud, er en antagelse uden fundament, mener Assheuer. Alt  for store er nemlig længslen efter de forsonende ritualer i en solidarisk menighed, og tørsten efter at lægge ord på eksistentielle sorg-erfaringer, som ingen socialpolitik er i stand til at italesætte.
Sidst men ikke mindst: For totalitære regimer udgør religionen en vedvarende trussel.
Det kinesiske styre holder muslimske uigurer indespærret i lejre i et hårdhændet  forsøg på at få dem kureret for deres skepsis over for det kommunistiske partis guddommelige status.
Og over for den himmelråbende udbytning, som kapitalismen bedriver i den globale syd, har bjergprædiken ikke mistet sin aktualitet.

Men for at kunne virke anti-totalitære og lighedsfremmende, bør religionerne give afkald på deres magtfantasier. Fundamentalisme kan ikke bruges til at oprette en liberal stat. Hvad især islam angår : enhver som i Guds navn bruger vold eller opfordrer til voldsanvendelse   burde islam stemple som  vantro. 

Thomas Assheuer slutter sin artikel med at ønske og håbe, at verdens-religionerne i fællesskab vil bestræbe sig på om a indtage en position, som de bestemt vil være alene om: positionen som suveræne magtesløse.
Derfra vil de kunne henvende sig til krigsagitatorernes samvittighed og få dem til at indse, at selv den værste fjende er et menneske.
 
         *

Jörg Später, Jürgen Habermas:"Auch eine Geschichte der Philosophie", Deutschlandfunk 17.11.2019
Steen Nepper Larsen, 90-årige Habermas beskriver i nyt storværk, hvordan vi talte os til et samfund, Information 30.maj 2020


04/03-22

Under overskriften "Il cervello sotto l´elmetto" (Hjernen under hjelmen) bragte det italienske dagblad REPUBBLICA 1/03-22 et indlæg ved Michele Serra.

Jeg forsøger  efter bedste evne at oversætte det til dansk.

HJERNEN UNDER HJELMEN ved Michele Serra

"Krig er en forfærdelig ting,  også fordi den er forenklingens triumf.
Den tvinger til at tage parti (i dette tilfælde gør man det gerne:for Ukraine), men desværre tvinger den også enhver diskurs, enhver følelse ind i et groft binært system. Enten med os eller imod os.
Denne grovhed passer udmærket i diktaturernes kram; disse lever jo som bekendt af forenkling, hvorimod de dør af dialektik.
At dele verden i venner og fjender er både deres metode og deres mål.
Men samme metode klæder ikke demokratier; disse  lever nemlig af dialektik.
Derfor er demokratiernes krig vanskelig. Under hjelmen forudsættes der en hjerne i funktion.
Vi bør derfor frygte, at krigens logik også rammer den debat, der vedrører os, os, som har valgt den rette side.
Man hører f.eks. følelsesladede toner og domme, der er rettet mod dem, der er kritiske over for Natos udvidelse mod øst eller nægter Pentagon en påstået naturretligt garanteret værdighed som De Retfærdiges Ståsted.
I en krig som denne bør der være samme adfærd og samme partitagen. Men dette indebærer ikke, at vi skal tænke éns. Det sidste hører ikke vores lejr til.
Vores lejr - såfremt det passer, at vi forsvarer demokratiet - tvinger os til at være tolerante, til at lytte, til at debattere, til at skændes sågar, thi bredt er det intellektuelle virkefelt , som er blevet vores.
Problemet med demokratiet er, at det er tvunget til at være demokratisk.
Det har valgt det sværeste vej. Det er den eneste, det kender.


                    *


Vægtig kronik af historikeren Thorkild Kjærgaard i Kristeligt Dagblad 5/3.
Overskriften lyder: Vesten må leve med, at Ukraine er en del af Ruslands interessesfære.

Læs selv.

I samme Kristeligt Dagblad 7/3 (i den digitale udgave) 8/3 i papirudgaven interviewes fredsforsker Jan Øberg af Tine Maria Winther.
Jan Øberg siger bl.a.:
"Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel.Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt , hvad Nato og vestlande giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende".



15/3-22

"Trange tider, langsomt skrider" hedder det i en af Brorsons smukkeste salmer. Hvordan  løsner man knuden i hjertet? Den knude, der hedder Ukraine og Rusland?
Kan det hjælpe at tænke tilbage? Jeg prøver.

En af min bogsamlings ældste klenodier er en gulnet halv-laset antologi af  russisk-sprogede tekster. Købt i april 1957, i Udines største boghandel. Jeg er 19 år gammel, snart skal jeg starte som jura-studerende på universitetet i Trieste. Hvad med at bruge noget af ventetiden med at lære lidt russisk? har jeg nok tænkt.
Antologiens forfattere er det russisk-italienske ægtepar Rachel(e) Gutman og Alfredo Polledro. Bogen, trykt i 1945, viser sig at være et genoptryk af en langt ældre udgivelse. De russiske tekster er nemlig gengivet  i det kyrilliske alfabet, man brugte før Oktober-revolutionens skrift-reform.

At lære russisk på egen hånd. Det, som  var begyndt som en grille,blev til en passioneret beskæftigelse.
 Min drøm: at kunne læse Dostojevskij i originalsproget. Året efter flyttede min familie til Milano.
I den fornemme Rizzoli boghandel i Galleriet mellem Domkirke-pladsen og La Scala teatret fik jeg endelig fat i "Raskolnikov" på russisk. Eller rettere: "Prestuplenie i nakazanie"(Forbrydelse og straf), som bogen hedder i Dostojevskijs modersmål.
Nederst på bogens første side har jeg noteret indkøbsdatoen:30. juni 1958.

Var Putin født på det tidspunkt? Det må jeg hellere tjekke for en sikkerheds skyld.
Ja, fremgår af Wikipedia. Vladimir Putin er født i 1952. I 1958 var han altså seks år...og  tyveårige jeg følgelig en Putin-apologet i svøb.
Spøg til side.
 
I 1960 på en tysk international studenterlejr mødte jeg Helene, der var lærerstuderende fra Århus. 
I 1965 blev vi gift. Siden dengang har jeg boet i Danmark. I 1967 blev vores søn Dino født - og jeg begyndte at læse russisk på Århus Universitet.

O at læse russisk
...og opdage, at  blind høne også kan finde et guldkorn. I det hele taget: den berusende oplevelse det er at lære noget, man er forelsket i. At lære er at elske.

Det må være i 1968, at professor Knud Rahbek-Schmidt præsenterer mit hold for en overraskende tekst: Ibn Fadlâns beretning om sit møde med vikingerne ved Volga.
Al rusiya kalder Ibn Fadlan dem.
Rus-land er vikingernes land. Med andre ord: det var hverken ukrainerne eller russerne, der skabte riget. Det gjorde de svenske vikinger: RUS.


22/3-22

I dag - 11/05-22 - har jeg lige opdaget, at jeg har haft en ukrainsk jøde som lærer i civilprocesret på Milanos Statsuniversitet. Han hed Enrico Tullio Liebman (1903-1985).Ifølge italiensk Wikipedia var han født i Leopoli - sådan hedder Lviv på italiensk.
I 1938 måtte han på grund af fascismens racelove emigrere til Sydamerika.
Han vendte tilbage til Italien efter fascismens fald i 1945.
Jeg var op til eksamen i hans fag i sommeren 1960. Han kiggede på min studiebog, hvor der stod, at  jeg var født i Andria ved Bari - i Apulien -  og bemærkede: - Deres accent fornægter Deres herkomst -. 
Jeg sagde, at jeg havde boet i en årrække ikke langt fra Udine, hvor man taler venetisk.
Den dag i dag taler jeg italiensk med venetisk accent.
Jeg bestod med karakteren 25/30.
Det var det minde. Et lyst minde i en mørk tid.

11.05.22

FARVEL, INFORMATION!

Bortset  fra nogle få afbrydelser har jeg abonneret på Information siden 2005.
Fredag d. 13/5 fik jeg pludselig nok. Og bad Informations abonnement-afdeling om at bringe mit abonnement til ophør.
Forhistorien kort fortalt: 11/5 bragte Information Mathias Sonnes interview med den fremtrædende tyske sociolog(og filosof) Hartmut Rosa.
Overskriften på interviewet lyder:

TYSK STJERNESOCIOLOG: VÅBEN TIL UKRAINE MÅ IKKE BLIVE VEJEN IND I VOLDENS TIDSALDER.

Jeg syntes, at Hartmut Rosa (der er forfatter til en strålende bog, der hedder Resonans) fremsatte så kloge synspunkter, at jeg ikke kunne nære mig for at kommentere dem med følgende salut: "Tak, Hartmut Rosa, din intelligens er lys i mørket!"
Denne kommentar valgte Information at slette - sammen med en snes andre kommentarer af mig og andre læsere.
Og så er det at  jeg må spørge: Hvorfor vælger Information at undertrykke dissens? Ok, Putin er diktator, men hvor rimeligt er det,  at      anti-Putin-segmentet  vælger at optræde diktatorisk over for læserne af et demokratisk blad som Information? Hvor rimeligt er det at undertrykke ytringsfriheden i frihedens navn?

Jeg har i løbet af de små tre måneder, der er gået siden Putins invasion, gjort den iagttagelse, at de fleste kritiske stemmer er her i Danmark blevet bragt til tavshed. Enten er man 100% på Joe Bidens og Zelenskyis side eller har man værsgo at holde sin kæft.
Det er virkelig skændigt, at dette også sker på et blad, der bryster sig af at være grundlagt under modstandsbevægelse og som oven i købet kalder sig Information.

For hvordan kan man informere uden at informere?

Farvel, Information!

16. maj 2022

En uge senere kan jeg desværre kun bekræfte de negative indtryk, jeg  allerede har gjort rede for.
Selv på et seriøst blad som Information står det mere og mere skralt til med debattens vilkår.

Der debatteres ikke, der skældes bare ud.

Hvorfor sker det?
Er det krænkelses-kulturen, der breder sig ud i større og større cirkler? Eller er det bare resultatet af flere årtiers  skamridning af uddannelsessystemet, der nu gør sig gældende?
Eller er det et sammenfald af begge tendenser - således at forstå, at krænkelses-kulturen henter næring i halv-og kvart-dannelsen,
samtidig med at den skamferede dannelse giver sig til at kokettere med krænkelsens modedille?

Jeg er i disse betragtninger inspireret af et interview  med professor Ole Wæver,  bragt af Kristeligt Dagblad d. 21/5-22.
Ole Wæver beretter bl.a.:" I 2019 blev jeg beskyldt for at være gennem-racistisk i min forskning. To yngre kvindelige forskere fra USA og England publicerede en hel artikel i et toptidsskrift med pointen, at mine internationale sikkerhedsteorier var designet til at opretholde hvidt overherredømme. Jeg var fuldstændig chokeret "- fortsætter professoren-.

Efter nogen tid og mange søvnløse nætter endte det med, at han skrev et svar på anklagerne, hvor O.W. bl.a. påpegede de forløjede gengivelser af hans tekster. "Svaret blev lidt håndfast, og det fik over tusinde forskere til at skrive under på støtte - ikke til mig, men til de to, der havde anklaget mig for racisme." 
 
Meget interessante er  de tanker,  O.W. på baggrund af disse oplevelser gør sig omkring tidsåndens manifestationer, flokdynamikker og glorie-pudseri.
Det er alt sammen déja vu, jeg kommer til at tænke på mine egne bommerter under det såkaldte ungdomsoprør tilbage i 1960´erne - og må konkludere, at menneskets rationalitet  i kritiske situationer gerne og ofte må give tabt over for det berusende i at være en del af flokken - især så længe flokken sejrer.

02/06-22

DEMAGOGEN ZELENSKYJ

Min kone og jeg har i årevis abonneret på Weekendavisen. Heri kunne man 16/9-22 under overskriften Demagogen Zelenskyj læse et læserbrev ved pensionist cand. merc. Palle Traulsen.

Da læserbrevet i et og alt flugter med mit eget standpunkt, tillader jeg mig at bringe det nedenfor med tak til både WA og læserbrevsskribenten.

Demagogen Zelenskyj

Den russiske overgreb mod Ukraine kan naturligvis kun fordømmes.
Men hvis vi opfatter vores demokratier i Vesten som individuel frihed på de mellem borgerne aftalte betingelser, må det i høj grad betvivles, hvorvidt vores folkevalgte tillidsrepræsentanter har aftalegrundlaget på plads.
For det første føres der en direkte økonomisk krig mod Rusland via sanktioner.
For det andet en indirekte fysisk krig gennem våbenleverancer og organisatorisk hjælp.
Følgevirkningerne for Europa har hidtil været store værditab for virksomheder og ødelagte husholdningsøkonomier.
Omtanke-niveauet  hos vores folkevalgte er tilsyneladende begræset, og i forsøget på at fremme egne politiske interesser overser man den nærmest demagogiske opportunisme hos Ukraines præsident.

Konflikten kan stoppes på forskellig vis, og det skal ske, inden tryk og modtryk via tilfældige hændelser medfører uoverskuelige konsekvenser.
Historieskrivningen viser, hvor galt det er gået gennem tiden.

22/9-22

NU SKAL VI FRYGTE BOMBEN IGEN, mener Georg Metz (Information,30.9.)

Herom skriver Karsten Nielsen (sammesteds):

"Vi befinder os i stor fare - og efter min mening bør alle med hjerte og forstand gøre SIT for, at vi ikke "skal frygte atombomben igen". Men jeg tror ikke, at det sker ved at nedgøre Putin (som jeg synes at Metz gør) og frakende ham og andre russiske politikere, eksperter og debattører rationelle og kvalificerede overvejelser.

Skulle man kun følge de vestlige medier, kan det ganske vist være svært, men der findes andre overvejelser og tilgange, hvorefter man sagtens kan se alvorlige trusler mod Rusland.

Men det har medierne, herunder Information - ikke villet gå i dybden med - endsige lytte til russernes oplevelse af, hvad de oplever som trusler mod deres system. Derfor "ved" vi ikke nok - og derfor kan fortalere for, at Ukraine "skal"vinde, uforvarende medvirke til atomkrig, for Rusland kan ikke tabe, hvad de opfatter som et forsvarskrig.

Pentagon sidder ikke med foldede hænder, og russisk efterretningstjeneste bør vi ikke underkende, derfor kender vi nok ikke hele regnestykket.
Desværre er Marie Krarup den eneste MF´ er, der indtil nu har turdet sige det, SOM SKAL TIL. Vi må bide stolthed i os (den er endda delvist baseret på indbildskhed), forsøge at sætte os ind og forholde os kvalificeret til modpartens argumenter - og så mødes i kompromis.

Der er ingen vej udenom.

Måtte alle fredselskende borgere presse politikerne til at kunne handle derefter."

Så langt Karsten Nielsen. Jeg er fuldstændigt enig med ham.

4.10.22 fortsættes