BÆLUM-KRØNIKE

1.Vejene omkring Bælum

"Herligheder tårner sig op" hed overskriften på en artikel ved Margit Sig i Nordjyske Stiftstidende den 12.januar 2008.

Artiklen handlede om alle de fortrin, Bælum har at byde på: ikke mindst hvad natur og historie angår. Artiklens synspunkter kan jeg kun tilslutte mig samt forsøge at supplere efter bedste evne.

For det første et par ord om det landskabsmæssige.

Skulle man være ubekendt med Bælum-egnens skønhed, kan jeg varmt anbefale -nu hvor foråret ganske langsomt er ved at indfinde sig -en cykeltur ad den pragtfulde sti, der snor sig mellem Hadsund og Sdr. Kongerslev. Hele turen har noget smukt at byde på, men det er ved Solbjerg Stationsby, at herlighederne stiller sig i kø. Her lever solbeskinnede Solbjerg grangiveligt op til sit navn. Her må stenalderens soldyrkere have haft en eller anden af deres helligdomme.

Stedet har højst sandsynligt været en vigtig havne-og fiskerby. Husk på: stenalderhavet,som dækkede den nuværende Lille Vildmose og lidt til, strakte sig til Ravnborg Bakker - et spytklat herfra. Hvor Solbjergs helligdom til æren for solguden har stået, har jeg selv et kvalificeret bud på. Samme sted som Solbjerg kirke i dag,selvfølgelig.

Kære vejfarende, skulle du ønske at se et af Danmarks smukkeste steder, vil jeg tilråde dig en smuttur hen til Solbjerg Kirke. Kirken ligger ved siden af en gravhøj - en af de mange, der vidner om egnens fordums rigdom.

Oppefra gravhøjens top er der et fantastisk panorama over Lille Vildmoses naturreservat. Langt ude i horisonten skimtes Kattegat.

Fra Solbjerg Stationsby kan man på en god halv time cykle frem til Øster Hurup. 

Men lad os i stedet cykle nordpå - mod sognets hovedby Bælum.

Indtil 60´erne -fortæller byens "gamle" beboere - vrimlede det her med forretninger samt med flere mindre virksomheder. Allerede dengang havde Bælum ganske vist mistet sin status som Østhimmerlands hovedby - men byen var stadig et betydeligt handels- og uddannelsescentrum.

Jo, Bælum havde ikke alene sin folkeskole, men også sin ungdoms-og realskole. Sidstnævnte, som i øvrigt stortrives den dag i dag under navnet "Østhimmerlands  Ungdomsskole", har en historie, som det er værd at genfortælle.

Det hele startede i 1884 med en mægtig skandale. Herredsfogeden for Hellum Herred Heinrich Christian Piehl Wöldike havde kontor her i Bælum. Det drejede sig om en vigtig person, for en herredsfoged var dengang det, der senere svarer til både politimester og dommer. Desværre kom hr. Wöldike til at forgribe sig på den offentlige kasse og endte i fængsel.

Det var en katastrofe for Bælum, der mistede sit dommerkontor til nabobyen Terndrup. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

En kreds af byens borgere mente, at det nu ledige herredsfogedskontor kunne udnyttes som sæde for en højskole. Som sagt så gjort. Højskolens første forstander blev cand.theol. Hans Willumsen, som stammede fra Sjælland.

Og her rører vi ved et af Bælums mest interessante særtræk. Byen er en ren og skær tilflytter-magnet. Laver man lidt research, viser det sig, at de fleste her i Bælum kommer udefra. Byen må siden umindelige tider have kendt til hemmeligheden bag en vellykket integration.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech burde stærkt overveje et længere studieophold her.

Men tilbage til Bælum Højskole. Overraskende nok var den ikke Grundtvig-inspireret. Inspirationen kom derimod fra  skolemanden Lars Bjørnbak.

I dag er han nærmest ukendt, men sådan var det ikke i 1870´ernes og i 1880´ernes Danmark, hvor nordjyden Bjørnbak (han var fra Lendum i Vendsyssel ) slog på, at de danske bønder skulle frigøres - dog ikke med bragesnakken, men via kontant kundskabsformidling.

Her slutter mine udgydelser om vejene omkring Bælum - vejene ud i landskabet og tilbage til Bælums fortid.

Hvor ville det være rart, hvis nogle professionelle eller amatørhistorikere ville bruge nogen tid på at belyse nogle sider af Bælums historie. Når det kommer til stykket, er Bælum en lige så god indfaldsvinkel til danmarkshistorien som så meget andet.

2. Bælum - herfra min verden går

Der er gået ti år, siden jeg slog mig ned i Bælum, den øst-himmerlandske flække, som jeg indtil da ikke anede eksistensen af.

I mellemtiden er Bælum blevet min by.

Jeg har i løbet af mit liv boet mange forskellige steder - både i landsbyer, der var langt mindre end Bælum og i byer, der var større end København.

Men det er først i Bælum, jeg er faldet rigtigt til.

Til at begynde med var Bælum blot det sted,hvor jeg boede. Et sted, som - viste det sig hurtigt - var strategisk placeret mellem mine tre arbejdspladser ( i Aalborg, Hobro og Hadsund) og stranden ved Øster Hurup. Det sidste var slet ikke så ringe endda, mente min aalborgensiske dame. Fra Bælum til Øster Hurup er der jo blot et kvarter i bil og en lille time på cykel. Herligt, når man både er til sol og strand!

Til mine arbejdspladser - folkeuniversitetet i Aalborg samt aftenskolerne i Hobro og Hadsund - kom jeg med bus. I årenes løb blev det til mange busture - og megen snak med nogle af buschaufførerne.

Ja, egentlig burde buschaufføren ikke snakke med passagererne, men her i Østhimmerland må der vist gælde andre (uskrevne) regler, for de snakker  altså!

Om lidt af hvert: vejret, damerne, sædernes forfald, etcetera.

Af og til udvides snakken til en eller anden garvet pendler, som viser sig at være en af den pågældende chaufførs gamle bekendtskaber. Så knitrer drillerierne som kastagnetter - for man elsker at tage strøm på hinanden på de her kanter.

En af disse særdeles iøjnefaldende pendlere er en ældre bebrillet herre, der stiger på i Sdr. Kongerslev. Hans korpus er stor, bevægelserne langsomme, men øjnene smiler underfundigt bag de tykke brilleglas. Han er et af chaufførernes yndlingsofre - og omvendt ! I dag ved jeg, at den ældre herre er Kongerslevs forhenværende postmester. Det har jeg fået at vide af Anders Moeslund, som kender Gud og hvermand her i Kongerslev, hvor han har været skoleinspektør siden engang i halvtredserne.

Men Anders Moeslund må vente lidt endnu til turen kommer til ham.

Forinden vil jeg gerne omtale historikeren. Det drejer sig om en chauffør, der viser sig at være lidenskabeligt interesseret i egnens historie. Det er igennem ham, jeg bliver gjort opmærksom på navnet Schimmelmann, ministeren og slaveejeren, der har været meget aktiv her på egnen. Det er især Gudumhom, der er knyttet til hans navn. Senere, da jeg læser Karen Blixens fortælling "Vejene omkring Pisa" støder jeg på grev August von Schimmelmann og Lindenborgs skove. Gudumholm, Lindenborg, Pisa...Vejene omkring Bælum fører sandelig vidt omkring. Lindenborg er i øvrigt ikke det eneste slot her på egnen. Der er skam også Visborgsgård, Wiffertsholm, Kongstellund...jeg spørger mig selv, i hvilken grad disse herregårde er blevet berørt af Grevens fejde, dengang Skipper Klements bondehær huserede her i Nordjylland.

Rutebil nummer 55 kører forresten over Storvorde - den landsby, hvor Skipper Klement i sin tid havde skjult sig. Forgæves. En stikker sladrede, skipperen blev fanget og henrettet.   

3. Skyggespil

Vejene omkring Bælum har ført mig til Hans Kirks bog "Skyggespil".

Kort fortalt: Hans Kirk, forfatteren til klassikeren "Fiskerne", blev født i Hadsund. Faren var læge.Forfatterens lillebror Niels Børge besluttede at gå i de fædrene fodspor, og blev læge i - gæt engang! - Bælum.

På sidste grundlovsdag var der tale ved Bælum Skovpavillon. Taleren - den socialdemokratiske byrådsmedlem Henrik Christensen - læste på et bestemt tidspunkt op af et brev, som lægen i Bælum tilbage i trediverne havde skrevet til Bælum Sogneråd. Lægen var ovennævnte Niels Børge Kirk.

Brevet er dateret den 7/9-1934 og har følgende ordlyd:

"I anledning af, at enke Ane Marie Pedersen f.t. Bælum kommunegård (=fattiggården,pc) har henvendt sig til mig og forespurgt, om sognerådet var berettiget til at forbyde hende "at have omgang med mandfolk", skal jeg oplyse, at jeg har givet hende medhold i, at sognerådet under henvisning til erklæringen om menneskerettighederne af 26/8-1789 (se den Franske Revolution), er ganske uberettiget til at udstede et sådant forbud i al almindelighed.

Vil sognerådet hævde, at hun generer de øvrige beboere på kommunegården, skal jeg henstille, at det anviser hende en bopæl, hvor hun kan dyrke sine inte- resser uden at komme i karambolage med sine medmennesker.                                                 

For det tilfælde, at sognerådet ikke for tiden har nogen lejlighed til at anvise hende,og hendes opførsel virkelig bliver til forargelse, skal jeg anbefale sognerådet at anskaffe et kyskhedsbælte.Disse kan beses på Musée de Cluny i Paris.For det tilfælde, at sognerådet vil spare udgiften til en rejse for at bese de forskellige modeller, vedlægger jeg hermed en afbildning af det smukkeste og mest anvendte.Afbildningen bedes returneret efter endt studium.

Ærbødigst       Niels Børge Kirk"

Efter talen kom jeg i snak med  en af mine gode bekendte, musiker og lokalhistoriker Jørgen Jeppesen. Han fortalte mig, at han lige havde afsluttet en beretning over alle de læger, Bælum har haft.

Jeg bad om at låne hans skrift. Her kommer Jørgen Jeppesens fortælling om Niels Børge Kirk.

"Efter Nissen kom NIELS BØRGE KIRK, der stammede fra Hadsund, hvor hans far i mange år var praktiserende læge og kendt for sin fantastiske omsorg for de fattige, hvoraf mange var daglejere og husmænd på egnens herregårde. Hadsund-lægen havde i øvrigt en søn mere. Det var den senere så kendte forfatter Hans Kirk, hvis bøger ofte handlede om netop disse fattige folks usle kår, som han huskede det fra sin barndom i Hadsund.

Denne omsorg havde Dr. Kirk i Bælum også arvet, og hans praksis blev meget stor, idet patienter i et stort område af Østhimmerland strømmede til i en sådan grad, at det irriterede visse af lægerne i nabodistrikterne.

En praktiserende læges arbejdsdag var dengang alle døgnets 24 timer. Vagtordninger fandtes ikke, så lægen måtte ofte drage afsted på natlige sygebesøg, når der blev kaldt, og alligevel være klar næste morgen til konsultation.

Trods denne travlhed gav Dr. Kirk sig tid til på vej til eller sygebesøg at standse sin bil og uanmeldt banke på hos folk, som før havde været syge, for at høre, om de havde det godt. Man sagde også om ham, at hvis han mødte en landevejsstryger i forhutlet tilstand, kunne han finde på at stoppe op og forære den sølle mand sin frakke.

Selv husker jeg, at jeg som ganske lille dreng fik en slem tandpine. Min mor tog mig med op til Dr.Kirk, der havde praksis over for bageren, og han betroede mig, at han var nødt til at trække tanden ud - men, sagde han, idet han fiskede en tokrone op af lommen: Hvis du lover mig ikke at græde, så får du denne tokrone.-

Jeg klarede det uden at græde, og stolt gik jeg derfra med en daler i lommen. Ligesom sin bror - forfatteren Hans Kirk - var læge N.B.Kirk kommunist, og flere af Danmarks kommunistiske partis ledende medlemmer har haft sin gang i lægeboligen i Bælum. Den kendteste af disse - Aksel Larsen - har flere gange været gæst hos lægen. Dette foregik i ubemærkethed på grund af nazismens fremfærd.

Kirk var særdeles afholdt af alle her på egnen. Det var derfor med stor sorg, man først på året i 1941 fik den triste meddelelse, at han pludselig var afgået ved døden. Dette bevirkede, at vi fra den ene dag til den anden og helt uventet var uden læge i Bælum.

Nabolægerne i Terndrup, Kongerslev og Skelund fik nu ekstra travlt de næste par måneder, da Kirks mange patienter måtte opsøge dem, indtil hans praksis bleve overtaget af en ny læge. "

Så langt Jørgen Jeppesen, som skal have tak for udover sin skrift om Bælum-lægerne at  låne mig sit gamle eksemplar af Hans Kirks "Skyggespil".

En herlig bog, synes jeg. Er det mon rimeligt, at anse den  for  Østhimmerlands svar på Johannes V.Jensens  "Himmerlandshistorier", der,så vidt jeg husker, foregår i Vesthimmerland?

Spørgsmålet trænger til en nærmere undersøgelse. Sikkert er det i hvert fald, at "Skyggespil" giver et levende indtryk over denne del af Jylland i begyndelse af 1900-tallet.

En særlig omtale fortjener historien om "Brakkeren", der tager sig af at tømme Hadsunds lokumsspande." Hans kone er ivrig missionsk, siger folk, og hun sidder på første række i missionshuset, når der er møde. Hun har trukket Brakkeren med ind i de helliges kreds, og han sidder højtidsfuld og sørgmodig ved siden af hende"(Skyggespil,1953,s. 113)

Men Brakkeren gemmer på en hemmelighed. For hver lokumsspand, han tømmer, tager han sig en slurk af den brændevinsflaske, han har gemt et strategisk sted i nærheden. En dag bliver det imidlertid opdaget: den efter alt at dømme missionske afholdsmand har "døgnet rundt været himlende fuld" (id.,s. 121)

Men læs endelig  hele bogen selv. Anbefales på det varmeste!

4. Min arabiske drøm går i opfyldelse

En dag i sommeren 2001 banker jeg på hos skoleinspektør Find Hermann  (Kongerslev Skole) og spørger, om han eventuelt kan bruge mig som støttelærer for de 15-20 indvandrerbørn, der går på skolen. De fleste kommer jo fra Irak - har jeg hørt. Og siden jeg har snuset lidt til arabisk...

Svaret bliver et ja - og min arabiske drøm går endelig i opfyldelse.

Sagen er, at jeg siden ungdomsårene  flere gange har forsøgt at lære arabisk for dog gang på gang at måtte erkende, at arabisk er en tand for vanskeligt. I hvert fald for vanskeligt til, at jeg kan gøre mig håb om at lære det på egen hånd.

Og arabisk ER vanskeligt. Alene alfabetet er 3 gange vanskeligere end det russiske. Det russiske (kyrilliske) alfabet består jo af tegn, der minder en hel del om det latinske. De arabiske tegn er  ikke alene fremmedartede,de skal også skrives fra højre til venstre. Dertil kommer, at de fleste af dem optræder i tre forskellige varianter, alt efter om det pågældende bogstav befinder sig i begyndelsen/ slutningen  af ordet eller midt i det.

En anden stor vanskelighed ligger i, at det arabiske alfabet (stort set) kun består af konsonanter. Med det resultat, at tegnene KTB (for nu at bruge et fortærsket eksempel) kan læses på mindst tre måder: kátaba= han skrev; kútiba=det blev skrevet; kútub=bøger.

Endelig går der lang tid, inden en arabisk-studerende er i stand til at slå op i en arabisk ordbog. To ganske almindelige ord som "islam" og "muslim" vil man eksempelvis forgæves lede efter under  "i" og "m". Begge ord befinder sig nemlig under "s", idet både islam og muslim består af roden s-l-m. For at lære at slå op i en arabisk ordbog er det altså nødvendigt at vide, hvilken rod et ord kommer fra. En meget rodet affære, skal jeg hilse og sige.

Kort sagt: det arabiske sprog åbner sig først for den, der kender den passende "Sesam,luk dig op!"- formel.  Derefter - tja !Derefter begynder en regulær ørkenvandring - med uendeligt sparsomme oaser

For mig indtræder dette afgørende vendepunkt  i efteråret 1981, da jeg begynder at læse arabisk på universitetet.

På det tidspunkt arbejder jeg som gymnasielærer i Viborg. Men en gang om ugen er jeg i Århus, hvor jeg på Semitisk Institut følger professor Finn Ove Hvidbergs timer i propædeutisk arabisk. Det er spændende, men ret vanskeligt. Til at begynde med tæller mit hold 5-6 deltagere.I sommeren 1982 er vi imidlertid kun to, der går op til  eksamen. Eksamen hedder Arabicum propaedeuticum og er det allernederste trin på et meget langt  studium.

På grund af den sparsomme tid, jeg kan afse ved siden af mit gymnasielærer-job, er det først i 1986 jeg  består  min sidefagseksamen i arabisk sprog og islams kultur. Samme år tager jeg frivilligt afsked med Viborg Katedralskole, hvor jeg har arbejdet siden 1973. 

Oven i studierne på Århus Universitet kommer der et to måneders kursus i Tunis  (sommeren 1983) efterfulgt af et fire måneder langt studieophold i Cairo (september-december 1986).Selv om jeg de efterfølgende år i perioder har læst arabisk meget ihærdigt, ville jeg lyve groft, hvis jeg sagde, at jeg kan arabisk. Hvad det arabiske sprog angår, føler jeg mig blot som kvalificeret uvidende - til gengæld bliver mine mangelfulde arabisk-kundskaber opvejet af, at jeg på Århus Universitet har lært lidt om islams kultur.

Men tilbage til Kongerslev Skole, hvor tilfældet vil, at min første arbejdsdag er berammet til den 12.september 2001.

5. Efter  11. september

Den 11. september sad min kæreste og jeg   i  en flyvemaskine, der fløj os hjem til Danmark  efter et par ugers ferie på Sicilien. Da vi tidligt på eftermiddagen mellemlandede i Kastrup, var der intet, der tydede på, at der var sket noget usædvanligt. Det var først ved ankomsten til Billund, vi fik at vide om et  fly, der i New York var fløjet ind i en skyskraber.

"Et fly...en skyskraber". Vi tænkte på en flyveulykke...Først via  bilradioen under hjemturen til Aalborg fattede vi, at det drejede sig om et terroranslag af et uhyrligt omfang. 

På Kongerslev Skole er kollegerne søde og dygtige. De fleste af mine timer tilbringer jeg i en første klasse, hvor en  erfaren lærer bibringer de små elever  det danske sprogs fundamenter. Jeg bistår hende ved efter bedste evne at træde til, når der er brug for en lille glose på arabisk.

Pludselig går det op for mig, hvor vanskeligt det egentlig er, at undervise små børn, der hellere vil larme og lege. I klassen er der 6 indvandrerbørn: 4 irakere, en turkmener og en kurder. Alle er muslimer, bortset fra den ene iraker, som er kristen. Sidstnævnte er oven i købet assyrer, det vil sige en efterkommer af det folk, vi kender fra Bibelens kong Nebukadnesar. Men passer det? Mellemøsten har i årtusinder været en sand smeltedigel af de mest forskelligartede kulturer og religioner. Sumerere, hittiter,assyrere,babylonere. Det er ikke for ingenting, at Babelstårnet er et oldirakisk sagn. Og gamle Abraham, var han ikke fra Irak?

6. Et  lykketræf

En dag i november 2001 afholder skolen en pædagogisk eftermiddag. Et passende emne efterlyses. Hvad med islam? - spørger jeg. Er der interesse, vil jeg gerne komme med et oplæg.

Det siger skolen ja til - og det bliver for mig en kærkommen lejlighed til at dele med andre den smule viden om islam, jeg har erhvervet mig på universitetet og under mine rejser: Tunis,Cairo, Spanien,Sicilien.

(NB!Både Spanien og Sicilien har jo en islamisk-arabisk fortid, hvis betydning sagtens kan diskuteres, men ikke helt fornægtes.)

I foredraget gør jeg en hel del ud af at se på islam som historisk fænomen: jeg kommer for eksempel ind på dens tætte forbindelser til jødedommen, de mange impulser, islamisk kultur har modtaget fra græsk videnskab etc.

Blandt tilhørerne sidder en person, der sætter stor pris på foredragets historiske indfaldsvinkel. Det er skolens forhenværende inspektør Anders Moeslund, som jeg lærer at kende ved samme lejlighed. Senere vil det vise sig, at dette møde er et fantastisk lykketræf samt indledningen til mange gode ting.

Jeg genser Anders Moeslund ved en ny pædagogisk eftermiddag i januar 2002. Og her fortæller han mig, at han i mange år har været medlem af en studie- og diskussionsgruppe, der kalder sig "Radiopræsterne". Gruppen tæller i alt 4 medlemmer, 3 af områdets sognepræster plus ham. Gruppen mødes to gange om måneden: den første til et redaktionsmøde, hvor der ved  frokostbordet bliver aftalt, hvilket emne næste radioudsendelse skal handle om - og den anden til selve udsendelsen, der foregår ved Østhimmerlands Radio i Kongerslev.

Kunne jeg tænke mig at være med som gæst?- spørger Anders.

Ja, tak.

Min gæstevisit har i skrivende stund stået på i mere end 7 år.

7. Hvor katolsk er jeg egentlig?

De tre sognepræster var på det tidspunkt Søren Friis Lassen (Skibsted), Aage Hedevang Grum Schwensen (Kongerslev) og Thorsten Bjerg Christensen (St. Brøndum). Søren fik desværre konstateret kræft i forår 2008, og døde den 28.oktober 2009. Et forfærdeligt tab.

   Når jeg tænker tilbage på de  år, der er gået, fyldes jeg af dyb taknemmelighed over for alle fire radiopræster. At være sammen med dem har været en af mit livs mest berigende oplevelser. Ikke mindst, fordi det inspirerende samvær med dem har givet mig et værdifuldt indblik i protestantismens verden. Og derved - ad sammenligningens vej - også et yderst tiltrængt indblik i min egen katolske baggrund. 

Takket være radiopræsterne opdager jeg, at jeg er katolik. Det er en opdagelse, der i og for sig undrer mig en hel del. Det er nemlig meget sjældent, at jeg søger ind i en kirke, og endnu sjældnere, at kirken er katolsk.

Alt i alt er min katolicisme af en lidt særpræget slags. Skal jeg forsøge mig med en karakteristik af mit religiøse ståsted, vil jeg  betegne mig som  kulturradikal katolik. Dog med det væsentlige forbehold, at dansk kulturradikalisme er blevet grundlagt af Georg Brandes (født i 1842), mens min egen variant er påvirket af bl.a. Dante, der er født i 1265.

Jeg er kulturradikal i den forstand, at jeg er anti-papist. Alligevel vil jeg ligesom andre italienske modstandere af pavemagten  frabede mig  at blive betegnet som protestant.

Dette beror på  historiske årsager. Protestantismen er et (oprindeligt) tysk foretagende, som blev  igangsat af Martin Luthers 95 teser anno 1517. Den  anti-papisme, som jeg bekender mig til, er af langt ældre dato. Den går nemlig tilbage til 11-1300-tallet, da tidens europæiske stormagter - kejseren og paven - sloges om herredømmet over det rige Norditalien. Det er i denne periode, at mange italienere samledes omkring to partier :det kejserlige  (ghibellinerne) og det  pavelige (guelferne).

Og det var i ly af disse storpolitiske stridigheder - og altså i et klima af konstant politisk uro -, at Firenze blev til et af Europas vigtigste økonomiske og kulturelle centre. Det er også i denne tid (som i øvrigt  er den samme, som Umberto Eco beskriver i  "Rosens navn"), at der  lægges de første kim til den enestående opblomstring, som et par århundreder senere vil    blive kaldt     "la rináscita"  (renaissancen).

Det er Dantes tid. Dante er fra Firenze, som er en guelfisk by. Men Dante landsforvises af florentinerne, og  bliver til en svoren anti-papist. Dantes anti-papisme bunder også i overbevisningen om, at paven forhindrer Italien i at samles.

Min egen anti-papisme knytter sig til denne tradition.

Men hvordan skal man karakterisere Danmark i samme periode? Svaret er enkelt: Det før-reformatoriske Danmark er et gennemført guelfisk(læs:papistisk )land. Hvilket skyldes ét afgørende geopolitisk forhold: Danmark er nabo til den tysk-romerske kejser. Og hvad er naturligst for den tids danskere end at  de allierer sig med kejserens argeste fjende, den romersk-katolske pave?

Men tilbage til Italien, hvor Dantes anti-papisme oplever  en genopblussen midt i 1800-tallet, som følge af, at italienerne nu kæmper for et genforenet Italien. I denne kamp kommer den katolske kirke til at indtage skurkerollen. Det skyldes bl.a., at en stor del af Mellemitalien (regionerne Emilia-Romagna, Marche, Umbria og Lazio) hører under Kirkestaten. 

Da Italien i 1861 bliver genforenet, ophører Kirken pludselig med at være en territorialmagt. Dét skaber en dramatisk konflikt mellem Vatikanet og den italienske stat, som først bringes til ophør med Mussolinis konkordat i 1929.

Men skønt Kirkens territoriale magt i dag er en saga blot, fortsætter paven den dag i dag med at stikke sin næse i Italiens poltiske anliggender. Anti-papismen får derved fornyet næring.

Igen er det interessant  at drage en parallel til Danmark, hvis historie fra og med 1864 ligner Italiens - blot spejlvendt.

Hvor Italien efter genforeningen beruses af farlige stormagtsdrømme, der kulminerer under Mussolini, koncentrerer Danmark sig efter Dybbøl om at styrke sig både økonomisk og uddannelsesmæssigt. Eet navn dominerer dansk selvforståelse efter 1864: Grundtvig.

I mine øjne med urette - og emnet bliver en af mine kæpheste under møderne med radiopræsterne. 

8. Mit liv som radiopræst

Når jeg tænker tilbage på mine 7 år som radiopræst, går det op for mig, at jeg har deltaget i over 80 udsendelser plus et tilsvarende antal redaktionsmøder.

Hvad fik vi radiopræster så snakket om? Alt muligt. Alt efter vore forskellige eksistentielle og professionelle indfaldsvinkler.

Anders Moeslund - for nu at starte med vor alderspræsident - kan øse af sine mange års erfaring som lærer og inspektør. Desuden han han over en lang årrække fungeret som sognets kirkesanger og - allervigtigst - han er bidt af en gal videnskabsmand.

Hans yndlingsspørgsmål: Hvad er forskellen mellem natur og kultur?

Med hensyn til de 3 sognepræster kan man roligt sige, at de kan mere end deres fadervor. Aage har således været kommunalpolitiker, Thorsten begynder på et tidspunkt at undervise på CBS og endelig er Søren lidenskabelig interesseret og velbevandret i historie og filosofi.

Det er Anders, der står for musikken, det vil sige de små musikalske indslag, der ca. hvert tiende minut afbryder talestrømmen under vore udsendelser.

Det er til gengæld Søren som virker som ordstyrer. Det er også ham, der under redaktionsmøderne indkredser det emne, vi skal behandle i løbet af næste udsendelse. Hans notater munder ud i en skriftlig rettesnor - en så kaldt synopsis -, som vi får tilsendt i god tid før vi skal i luften.

Eet spørgsmål dukker jævnligt op: Hvor mange lyttere har vi egentlig?

Vi har på fornemmelse, at kun meget få lytter til vore udsendelser. Men gør det noget? Udsendelserne giver os en anledning til at mødes, få inspireret og -nogle få gange - provokeret hinanden. Det er dejligt. Når RADIOPRÆSTERNE hver juli måned holder sommerferie, savner jeg dem meget.

8. N.F.S.Grundtvig

I juni 2002 siger jeg farvel til skolen i Kongerslev og indleder min pensionist-tilværelse. Det inspirerende samvær med radiopræsterne kommer til at fylde mere og mere. En dag gør Anders Moeslund mig opmærksom på, at der i Store Brøndum(5-6 km fra Bælum) er et kæmpe bogudsalg. Det hænger sammen med, at landsbyen som følge af butiksdøden har mistet sin købmandsbutik. Men  lokale ildsjæle har besluttet, at butikken må drives videre ad frivillighedens vej. Der opstår noget, der kalder sig "kulturkøbmanden i St.Brøndum", som fungerer både som købmandsforretning og udstillingslokale. Den dag (efterår 2002?) er sidstnævnte blevet forvandlet til en stor bogmesse i bemeldte antikvariats regi.

Her gør jeg et mindre bogkup, idet jeg kan erhverve mig  Grundtvigs Udvalgte Skrifter ved C.A.Rosenberg til  10 kr. pr.bind. Herligt!

I den efterfølgende tid læser jeg flere bøger af og om Grundtvig. Læsningen udløser mange diskussioner med radiopræsterne samt  de Grundtvig-relaterede skriverier, der kan læses på min hjemmeside.

Her  blot en lille supplerende bemærkning.

Grundtvig har skrevet så selvmodstridende meget, at hans tænkning i mine øjne fremstår som "en nat, hvor alle køer er sorte". Alligevel er det utroligt hvor mange danskere, der sværger til  profeten. Hvordan kan det mon være?

Jeg tror, det skyldes, at profeten også var lidt af en troldmand. Og at mange mere eller mindre bevidst tyer til ham i håb om, at han vil trylle deres angst bort. Det, de er bange for, er Europa - forstået som den ret uoverskuelige størrelse, der er opstået som følge af de allerseneste udvidelser. Denne angst  er nok et fælles-europæisk problem. Det er som om gamle Europa er ramt af jet lag. Den gamle dame er havnet et nyt sted uden at sjælen(læs:erindringen) rigtig har nået at komme med.

Men kan Grundtvig (og tilsvarende stærkt mytologiserede skikkelser) hjælpe på misèren?

Grundtvig-mytens bagside er en idylliseret Danmarkshistorie med Grundtvig i rollen som den store frelser og forsoner. Men først og fremmest i rollen som fortrænger.

I denne historie er der nemlig meget lidt plads til de mange - små og store danskere -, som har været med til at skabe Danmark - både før, samtidig med og efter Grundtvig.

Tag nu for eksempel Bælum Højskole, der var inspireret af Lars Bjørnbaks tanker. Hvor mange danskere har hørt om manden? Selv stødte jeg på hans navn under læsningen af et særnummer (5.1.2000), som Østhimmerlands Folkeblad udsendte i starten af det nye årtusind.

Her kunne man i en artikel signeret JS læse historien om Bælum Højskole. Et lille citat derfra:

"Den første forstander var cand.theol. Hans Villumsen. Som grundlag for sin skole antog han de bjørnbakske højskoletanker, hvor skolen ikke skulle tage sig af religion eller vækkelse, men først og fremmest af kundskaber".

9. Danmarks ugudeligste egn

Forklaringen på, at man i Bælum var modstander af en vækkelseshøjskole, må nok søges i et forhold, som bliver påpeget af lokalhistorikeren Jørgen Jeppesen.  Han skriver:

"I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gik en sand bølge af forskellige religiøse vækkelser hen over Danmark, og prædikanter fra alle sekter havde travlt med at høste disciple. Over hele landet opstod der menigheder af forskellige trosretninger, og helt ud i de mindste flækker i de yderst spredt befolkede områder havde man travlt med at opføre missionshuse, hvori man kunne samles om at dyrke sin tro.

Her i det sydøstlige hjørne af Østhimmerland skete imidlertid det mærkelige, at ingen af disse prædikanter nåede ud til os, men de kom meget tæt på. I nord nåede man Kongerslev, i vest Hellum og i syd Hadsund, hvor man også fik opført missionshuse. Dem ser man overhovedet ingen af i Bælum,Solbjerg, Veddum, Skelund, Visborg,Øster Hurup,Als og Helberskov - altså hele Sydøsthimmerland som eneste sted i landet, der da også er kendt af alle religiøse eksperter som "Danmarks mest ugudelige egn", hvilket de nævnte byer også altid har båret præg af.

  Således har vi, så langt jeg kan huske tilbage, ingen eller i hvert fald ganske få missionsfolk haft, og de få stykker, vi har kendt til, har så godt som alle været tilflyttere. Vi har derfor altid med vort ret bramfrie sprog let kunnet komme til at støde nogen, når vi er kommet uden for vort område til andre egne af landet.

Jeg har erfaret det flere gange - f.eks. da jeg som ung tømrersvend var med til at bygge en stor lagerbygning ved Brugsforeningen i Oue. Vi var i gang med at rejse spærene, da en mand, som i øvrigt selv var håndværker, kom forbi og råbte til os, om han kunne komme med til rejsegilde, hvortil jeg svarede, at det kunne han da godt, hvis han medbragte en kasse bajere. Manden var stærkt indremissionsk, hvad jeg naturligvis ikke kunne vide, og han talte aldrig mere til mig - SÅDAN." 

9. Møllevangens Venner

Vejene omkring Bælum fører mig i efteråret 2003 til Dronningens Ferieby i Grenå. Jeg er kommet hertil takket være min nabo Inger Bager. Jeg er sammen med en gruppe mennesker, der alle er knyttet Bælum Ældrecenter, også kendt som Møllevangen. Gruppen består af en halv snes blandt centrets beboere, to   ansatte og flere fra Venneforeningens frivillige hjælpere.

   Venneforeningens officielle navn er "Møllevangens Venner". Foreningen er opstået i 2000,(1) jeg har selv været kontingentbetaler i et par år, men det er første gang jeg deltager i en af foreningens aktiviteter. Disse består hovedsageligt i at arrangere små og større udflugter til støtte for ældrecentrets beboere. Turen til Dronningens Ferieby, hvor vi skal bo i to nætter, er  foreningens mest ambitiøse tiltag. Samt det mest kostbare. Det er kun ved hjælp fra forskellige fonde, foreningen kan finansiere turen og opholdet.

Inger Bager, som sidder i foreningens bestyrelse, har spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at være med som hjælper. Det siger jeg tak til. Møllevangen ligger i øvrigt blot et par hundrede meter fra mit hjem - og tanken om at deltage i noget foreningsarbejde til støtte for de ældre har længe tiltalt mig, uden at jeg hart gjort  noget videre ved den.

Opholdet i Grenå er en rigtig god oplevelse. Vi er blevet indkvarteret i 4 af de fine træhytter, som Dronningens Ferieby består af. Hytterne gemmer sig i et  stille skovområde ved Grenå strand. Tiden går med en daglig tur til havet og små ekskursioner i nærområdet. Jeg husker blandt andet en tur til Grenå by og et besøg inde i  Grenå Kirke, hvis imponerende orgel kan prale af flere tusinder piber. Jeg er derinde sammen med Grethe Binderup, der er kørestol-bruger. Vi er begge vildt imponerede. Så vidt jeg husker, stammer altertavlen fra Holmens Kirke i København. I en brochure fra Turistforeningen læser jeg senere, at kirken i middelalderen var viet Skt. Gertrud, de vejfarendes skytshelgen.

Men det bedste ved opholdet er samværet efter dagens oplevelser.Både beboerne og hjælperne er gamle kendinge, der bliver grinet og drillet meget. Da jeg ymter noget om mobning, udløser det et latterorkan.

I marts 2004 bliver jeg selv medlem af Venneforeningens bestyrelse. 

Jeg har tidligere i mit danske liv deltaget i  forskellige slags foreningsarbejde, men aldrig har jeg oplevet en bestyrelse, som i dygtighed og ildhu kan måle sig med Venneforeningens.

Denne gang føler jeg virkelig at jeg  træder ind i en organisations pulserende maskin-og kommandorum.

Ved de månedlige møder fastlægger bestyrelsen datoerne for de kommende tiltag, der bestilles biler til transport, der udfærdiges plakater til ophængning på selve centret og ude i byen. Desuden lægges der den langtsigtede strategi for de kommende måneder: hvem skal vi invitere til efterårets underholdningsaften? Hvornår og hvor længe skal vi være i Dronningens Ferieby?

Sidst men ikke mindst: Hvordan betaler vi arrangementerne? Det er uhyre vigtigt at holde øje med de forskellige finansieringsmuligheder - de være sig private eller offentlige - og indsende ansøgningerne, inden fristens udløb.

Ud over Grenå-turen byder Foreningens program på flere årlige ekskursioner. Der er især to, som i 2004  allerede er blevet  en tradition, og det er sommerturen til Aalborg Zoo samt december-turen til Aalborg Storcenter. Med den sidste tilbydes alle interesserede beboere muligheden for  en ose-tur i Bilka og andre forretninger. Det er hyggeligt - ikke mindst, fordi man oven på indkøbenes strabadser kan sunde sig med en mindre julemiddag i Bistroen, hvor John har bestilt  længe i forvejen.

John lyder efternavnet Ochsendorf. Han er en af foreningens grundlæggere samt dens ultra-dynamiske kasserer og altmuligmand. Sammen med en anden grundlægger, formanden Hanne Andersen, er han bestyrelsens primus motor.

John har en fortid som både skibskok og bestyrer af Bælum Skovpavillon. Ikke mindst i sidstnævnte egenskab er han en yderst erfaren mand, når Foreningen står som vært for en af de mange indendørs arrangementer.

10.  Et foreløbigt punktum

I dag, hvor måneden  maj lever op til sit ry som sød og mild, er det en god dag at sætte et foreløbigt punktum for disse Bælum-skriblerier. 

Der er virkelig sket mange ting i løbet af de 4 år jeg har været med i Venneforeningens bestyrelsen - de sidste to endda som formand.

Ting, som for det meste har været glædelige - og har blandt andet budt på mange ture sammen med Møllevangens beboere. For nu at komme med en lille ufuldstændig opremsning hulter til bulter: Øster Hurup, Visborggård, Vildmosecentret, flere hyggelige sommerbesøg hos Jytte og Carlo, hvor vi fik serveret Jyttes formidable lagkager. Dertil skal nævnes en tur sammen med Hanne Andersen til Lille Brøndum, hvor vi uddelte løbesedlerne om et planlagt loppemarked, samt en tur til Solbjerg sammen med John for at afhente gamle møbler og andre  rekvisitter til samme loppemarked.

Avisen har givet mig et vigtigt indblik i en side af nyere Danmarkshistorie, som jeg var totalt uvidende om. Dette er sket gennem de interviews med nogle af Ældrecentrets beboere, som jeg har fået lov til at trykke i avisen.

Jeg gik med en forestilling om, at det danske velfærdssamfund havde eksisteret i meget lang tid. Dén forestilling har jeg måttet revidere efter at have lyttet til flere beretninger fra ældre mennesker, der allerede som 12-14 år gamle var kommet ud at tjene - som oftest ude på gårdene. Særdeles forundret blev jeg desuden, da en over 90 år gammel dame fortalte, at hun som ung havde ønsket om at komme på højskole - men det var blevet ved drømmen, fordi hendes familie ikke kunne betale  højskoleopholdet.

                                    *

Desværre har jeg i løbet af de sidste to år måttet sande det rigtige i salmistens ord om, at sorrig og glæde de vandre til hobe.

I januar 2008 døde John Ochsendorf. Kræften, der havde truet med at dræbe ham for nogle år siden, var  desværre brudt ud igen.Johns død var et stort, smertefuldt tab for Venneforeningen.

I løbet af det sidste halve år er Radiopræsterne også blevet ramt af to dødsfald. Den 29. oktober døde pastor Søren Friis Lassen. Knap to måneder senere døde Kongerslevs mangeårige skoleinspektør Anders Moeslund.

Midt i sorgen er der den trøst, at Møllevangens Venner, som John i den grad brændte for, fortsætter med at virke - og endda med fornyet styrke - efter at foreningen  sidste år under Eva Holm Christensens formandskab fusionerede med det nedlagte brugerråd.

19.5.2010

(1) Foreningens nøjagtige fødselsdato er onsdag 8. marts 2000, kl. 19.30, hvor en stiftende generalforsamling træder sammen i Møllevangens cafeteria. Dette sker på foranledning af en initiativgruppe,som  består af: Ingeborg Sebbelin, Hanne Andersen, Hanne Larsen, Edith Jørgensen, Else Eliasen, John Ochsendorf og Vagn Gaarde.