OM BLINDE PLETTER OG STORM P.-MASKINER

I Gymnasieskolen 9,2003 kommer Ilja Wechselmann med nogle betragtninger, som næsten ord til andet svarer til dem, Harry Haue fremsatte i sit interview med Lisbeth Wissing (Gymnasieskolen, 5,2003). Her siger den nybagte dr.phil. bl.a., at vi i 2003 er kommet dertil, hvor alle kan se, at projektundervisning er den rigtige løsning ”som en kompleks måde at angribe en kompleks verden på”.
At alle kan se det, lyder umiddelbart som noget af et postulat. Harry Haue må vel mene alle dem,der – i lighed med ham – er så heldige ikke at befinde sig i det, som hans guru Luhmann kalder ”den blinde plet”.
Jeg vil imidlertid gøre Harry Haue opmærksom på, at selveste Lars Qvortrup, der er Danmarksmester udi blinde pletter og 2.ordens iagttagelser, udtrykker sin skepsis ved en overdreven brug af projekter på folkeskole- og gymnasieniveau, fordi ”man ikke kan udvikle vidensrefleksivitet,dvs. kompetence, uden at besidde et stort mål faktuel viden, og man kan ikke arbejde videnskabeligt kreativt uden en omfattende faglig ballast”.1)Angående Harry Haues påstand om, at projektundervisningen skulle være ideel som en kompleks måde at angribe en kompleks verden på, er den mildest talt ureflekteret.
Ud fra min erfaring med de fag, jeg har undervist i (russisk,fransk, italiensk) mener jeg at vide, at ethvert fag i sig selv er en yderst kompleks størrelse. At sætte flere fag til at arbejde sammen i et projekt vil derfor medføre, at de involverede fags specifikke kompleksiteter vil blive yderligere kompliceret af projektarbejdets metakompleksitet. Dette vil nødvendigvis resultere i, at de enkelte fags kompleksitet (læs: præcision) vil blive forringet. Sagt på jævnt dansk: projektundervisning vil sænke det faglige niveau, hvilket også er den slutning som Joost og Færk Møller kommer frem til i Gymnasieskolen,9,2003.
Da mange gymnasielærere ikke har nogen erfaring med projektarbejde, er der desuden en berettiget grund til at frygte, at mange gymnasiale projekter vil blive til kolossale Storm P. –maskiner, som både lærere og elever vil komme til at sidde fast i.
For at undgå slige groteske stunts i ægte Chaplinstil ( i senmoderne opsætning), har en ansat ved DIG (Dansk Institut for Gymnasiepædagogik)derfor foreslået, at projektmaskinerne bør betjenes af autoriserede maskinpassere.
Denne indsigtsfulde person er ingen ringere end Harry Haue himself, som til Jyllands-Posten (7.2.2003) udtaler :”For hver fagpakke burde der være en lærer, som har en masterudddannelse i gymnasiepædagogik. Og den lærer skal være koordinator og forsøge at få fagpakkerne til at hænge sammen med resten af uddannelsen.” 2)
Men tilbage til interviewet, hvor der udtrykkes glæde over, at venstrefløjen og den borgerlige regering endelig har fundet sammen i den opbyggelige indsigt, at projekter er sagen. Hvilket ikke var tilfældet i 70’erne, hvor det kun var venstrefløjen, som så projektundervisningen som den eneste rigtige måde at undervise på. Ifølge Harry Haue, altså.
Kendsgerningerne siger imidlertid noget andet.
For det første var ikke alle venstrefløjsfolk i 70´erne tilhængere af projekter. Meget kritisk overfor projektarbejdet var fx Viborg-gruppen, som –såvidt jeg erindrer – var sammensat af lutter venstrefløjsfolk + en radikal.
For det andet er ikke alle venstrefløjsfolk tilhængere af projekter idag.
For det tredje – og vigtigste! – undlader Harry Haue at spørge, hvorfor i alverden en del af venstrefløjen og den borgerlige regering pludselig er blevet enige om projekternes velsignelser. En undladelse som i begragtning af, at Harry Haue er historiker, må kaldes en blind plet af rang.
Jeg er selv tilbøjelig til at mene, at projekternes pludselige popularitet skyldes, at 70’ernes vulgærmarxister(som endelig ikke må identificeres med hele venstrefløjen!)og de nyliberale à la Fogh Rasmussen har fundet sammen i management tænkningens nye evangelium. For en uddybning af denne opfattelse vil jeg foreløbig henvise til Rüdiger Safranskis nye bog, som jeg hermed vil anbefale til alle dem, der mener, at uddannelse er meget mere end kompetenceudvikling.3)
Angående forskellen mellem 70’erne og idag kan den ses i lyset af Karl Marx’ berømte ord om, at historien altid gentager sig to gange: den ene gang som tragedie, den anden som farce. 4)
Hvor 70’erne var den farceagtige omskrivning af Sovjettidens første periode - med Ritt Bjerregaard i rollen som en parodieret udgave af Aleksandra Kollontaj-, oplever vi idag optakten til en stalinisme à la Monty Python med udsigt til en ægte syndflod af apparatjiki – fra bl.a. DIG og RUC – for ikke at tale om den hær af kommende Storm P.-lokoførere, som vil give den som projektkommissærer.
Vi kan sandelig glæde os til en stor ” farce larmoyante”.
På dansk: en tårevædet farce.

Pietro Cini

____________________
1) Lars Qvortrup, Det lærende samfund, 2001, s.154
2) Til kollegernes opmuntring kan jeg fortælle, at DIG allerede er gået i gang med at udbyde denne nye uddannelse. Se annoncen side 30 i Gymnasieskolen nr. 9/2003 samt website www.dig.sdu.dk/master
3) Rüdiger Safranski, Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch?, s. 22: "Neoliberalismus ist ebenso ökonomistisch wie es der Vulgärmarxismus einst war, er ist deshalb im gewissen Sinne die Wiederauferstehung des Marxismus als Management-Ideologie. (min understregning) 4)
Karl Marx, Louis Bonapartes attende brumaire, i: Marx og Engels, Udvalgte skrifter, 1971,I,s.240

Bragt i Gymnasieskolen, 11,2003