|
EUROPA - ET KONKURSBO? Those who cannot remember the past are condemmed to repeat it. George Santayana, The Life of Reason,1905
1.Problemet med Europa Hvornår begynder vi europæere at få øje på hinandens historie? Hvornår begynder vi at erkende at vi står i gæld til hinanden (og til andre) i mangt og meget? Hvornår anerkender vi hinanden? * I dag 12.august 2011 er der gået mindst én måned, siden jeg stillede ovenstående spørgsmål. I mellemtiden har Anders Breivik udført sin forfærdende ugerning. Det må udløse ét fjerde spørgsmål : Hvordan kunne Europa frembringe (også) dette galskab? Mine åbningsspørgsmål var inspireret af en række artikler om Europa, som Information har bragt i juni-juli 2011. Dem linker jeg til i slutningen af nærværende indlæg. Se nederst teksterne 1-6. Teksterne 7 og 8 er derimod udkommet efter den 22. juli og det er netop dem jeg vælger at tage udgangspunkt i i dag. Tekst 7 er skrevet af den slovenske filosof Slavoj Zizek. Den bærer overskriften: Problemerne er ikke indvandrere, det er vores egen europæiske identitet. Zizeks tekst er krævende læsning, men det lønner sig at bruge lidt tid på den. Gør man sig nemlig en smule umage med at skrælle det uvæsentlige af, er hans refleksioner så rammende at det gør ondt. Hvor mange såkaldte "multikulturalister" kan for eksempel sig sig fri for, at deres tolerance går hånd i hånd med en udpræget berøringsangst over for de tolererede? Og er denne berøringsangst egentlig ikke udtryk for stueren racisme ? Sagen er, - synes Zizek at mene -, at Israel-vennen Breivik er et ægte produkt af europæisk kultur. Og ikke nok med det: Når Jerusalem Post i sin leder "Norway ´s challenge" d. 24.juli(**) kommer med den salvelsesfulde bemærkning:" Tragedien i Oslo må blive anledning til for alvor at genoverveje politikkerne for integration af indvandrere i Norge og andre steder", sker det ikke i ægte europæisk ånd - altså den gamle ånd fra Dreyfus-affærens tider - fra dengang jøderne var Europas multikulturalister, mens de ægte "rene" europæere beskyldte dem for at være fremmedlegemer? Dreyfus-affæren og Zions Vises Protokoller er væsentlige dele af vores europæiske fortid. Begge udspringer de jo af myten om det rene, kristne Europa, - den myte, som i den grad gennemsyrer Breiviks manifest. (Hermed ikke sagt, at Breivik kender til Dreyfus-affæren eller Zions Vises Protokoller: han kender dem nok ikke - jvf. Santayanas dictum). Hvordan kunne det ske - spørger Zizek -, at Europa lige nu befinder sig i en situation, hvor "de bedste mangler al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet"? Zizek peger på én årsag: "Efter de kommunistiske regimers opløsning i 1990 trådte vi ind i en ny æra, hvor den fremherskende form for udøvelse af statsmagt blev en afpolitiseret ekspertadministration, hvis primære opgave var at afstemme og koordinere interesser. Den eneste måde, hvorpå lidenskab kan genindføres i dette felt er igennem frygt: frygten for indvandrere, frygten for kriminalitet, frygt for gudløse seksuelle fordærv, frygten for den overdrevne statsliggørelse (med dens byrde af høj beskatning og kontrol), frygten for økologiske katastrofer, men også frygten for chikane (politisk korrekthed er den eksemplariske venstreorienterede udgave af frygtens politik). En sådan politik må altid bygge på manipulation af en paranoid ochlos (=pøbel), det frygtindgydende samlingspunkt for skræmte mænd og kvinder. Dette er grunden til, at den store begivenhed i første årti af det nye årtusind blev, at de indvandrerfjendske politikker blev mainstream og til sidst kappede den navlestreng over, der havde forbundet dem med højreradikale randgrupperinger". Hvordan bryde ud af dette dødvande? spørger Zizek. Ved at afvise den abstrakte multikulturalisme og den fisefornemme "smukke-sjæl"-attitude og i stedet for "at engagere os i de kampe, hvor der ´hverken er mænd eller kvinder, hverken jøder eller grækere´.Og sådanne kampe er der mange af, fra økologi til økonomi". Zizek afslutter sit essay med følgende salut: "Det meste af tiden fungerer Europa blot som regulator for den globale kapitalistiske udvikling, mens det undertiden også flirter med det konservative forsvar for sine traditioner. Begge disse veje fører ud i glemslen og til Europas marginalisering. Den eneste vej ud af dette invaliderende dødvande vil være, at Europa genopliver sin arv for radikal og universel frigørelse. Opgaven er at bevæge sig ud over den rene tolerance over for andre og over i en positiv emancipatorisk Leitkultur , der kan oppebære en autentisk sameksistens med opblanding af mange forskellige kulturer. Vi må engagere os i denne forestående kamp om fremtidens Leitkultur. Vis ikke blot respekt for andre og tilbyd dem derpå en fælles kamp. For i dag er vi fælles om vore problemer".(mine understregninger,p.c.) Så langt Slavoj Zizek. 2. The lazy politicians and the virulent ones Det, han skriver, kan udmærket læses som optakt til inderen Tabish Khairs refleksioner i "The Hindu" af 6.8.2011(Se tekst 8). Under overskriften The germs of madness skriver Khair:" Anders Behring Breivik might be mad, as his lawyer claims. If so, then a significant minority of Europeans share the germs of his madnes". Tabish Khair véd, hvad han taler om. Ud over at være uddannet i England, har han i flere år undervist i engelsk litteratur ved Aarhus Universitet. Hans særdeles læseværdige artikel kredser omkring den samme type europæisk skizofreni, som Zizek også påpeger. En skizofreni, som glimrende illustreres af den semantiske forvandling ordet multikulturalisme har gennemgået: "from being the panacea(=universalmiddel,pc)of the lazy politician to becoming the Devil for virulent ones all across Europe to-day." Eventyret om multikulturalismen gennemgår følgende faser: til at begynde med er den helt OK, fordi Europas økonomi boomer,der er brug for billig udenlandsk arbejdskraft. I denne fase fungerer multikulturalisme som (alt-og-intet-forklarende)mantra. Men så kommer krisen og pludselig opdager en lang stribe politikere, at "multiculturalism does not work". Ergo må den skrottes. Tabish Khair:...The problem is that this dismissal(of multiculturalism) feeds into Rightist and racist assumptions about the supposed ´purity´ of national cultures or ´Europe´. Such assumptions are historically as untrue as the Islamist myth of religious purity and an islamic golden age. It is such myths - not ´multiculturalism´- that create a Breivik. ´Multiculturalism´ however defective, was a necessary antidote to such genocidal myth of purity".
2. Stadier i europæernes fordummelse Det, der sker, kan ses ud fra flere indfaldsvinkler. Jeg vælger for nemheds skyld, at se på det hele som en fordummelsesproces. En proces, som det er lykkedes Europa at overvinde i flere omgange. Første fordummelsesstadie indledes midt i napoleonskrigene, hvor den europæiske nationalisme ser dagens lys. Med Fichte i Tyskland, Grundtvig i Danmark. Det, der sker i dette første stadie, er at Gud nationaliseres. Det sørger Grundtvig for i Danmark. Men til alt held kan Danmark ved siden af Grundtvig mønstre en Søren Kierkegaard, en H.C. Andersen og senere en Georg Brandes. Stort emne. Angående Grundtvig/Kierkegaard se
Ligesom Italien ved siden af sine nationalister kan mønstre europæiske tænkere såsom Francesco De Sanctis og Benedetto Croce. Det andet svære fordummelsesstadie falder sammen med trediveårs krigen 1914-1945. Det er i denne periode Europa anretter de største skader mod sig selv og andre. Alligevel formår demokratiets kræfter at genrejse sig. Tredje fordummelsesfase indledes omkring 1990. Hvad der sker i denne fase burde underkastes en dybtgående analyse. Men ét springer i hvert fald i øjnene: Med Murens fald (som jeg ikke begræder) bliver nyliberalismen til den helt uovervindelige ideologi.Med en katastrofal følge: uddannelsessystemerne markedsgøres. Denne proces er i virkeligheden kompleks.Der sker for eksempel en alliance mellem nyliberalisme og vulgærmarxisme. Anti-oplysningens kamptropper er en sammenrend bestående af kompetence-tænkere, nyliberalister og nationalister. "Fra forskning til faktura". Vand til Pias mølle. Populisme lukrerer på dannelsens deroute. Hovedtemaet: Europa bliver periodevis hjemsøgt af irrationalitet og fanatisme. Dog kan Europa trøste sig med, at fanatismen gang på gang afløses af en "civiliseret" periode. Eksempler: efter kortogene universiteterne. Efter religionskrigene Oplysningen. Efter Anden Verdenskrig demokratiseringen. Det store spørgsmål er, om det indeværende fordummelsesstadie vil blive afløst af en ny Aufklärung. Sagt på en anden måde: Er den europæiske kulturarv stadig levende og aktiv nok til at kunne muliggøre en kulturel/politisk genfødsel? 3.Mellem splittelse og fællesskab En anden frugtbar indfaldsvinkel er konstateringen, at Europas historie domineres af en konstant spænding mellem splittelse og fællesskab. Der hersker næppe skygge af tvivl om, at Europa forenes af kristendommen. Denne forening er karakteriseret ved en enorm kompleksitet - i tid og i rum. I tid, fordi kristendommen bærer store dele af Antikkens kulturarv videre. Kirken er både Roms og Athens arvtager. Denne fusion mellem det antikke og det kristne afspejles i mange bygninger: i sær i Italien er mange kirker ikke andet end tidligere templer. Det vigtigste sker imidlertid på det sproglige område: Kirken nøjes ikke med at sprede græsk og latinsk tankegods iklædt kristne gevandter. Den gennemfører spredningen ved hjælp af latinen - hvis betydning for samtlige moderne europæiske sprog er uoverskuelig. At de romanske sprog (fransk, spansk, etc) står i gæld til latinen er åbenlyst. Men engelsk er også i ekstrem grad gennemsyret af latin - via fransk. Langt mere overraskende, men lige så sand er den omstændighed, at samtlige germanske og slaviske sprog ligeledes er dybt påvirket af latin. Disse sprog moderniseres nemlig i tidens løb ved at indføre latinske ordmodeller (conclusio bliver eksempelvis til slutning). Når den russiske litteratur i løbet af 18/1900-tallet får succes i Vesteuropa, skyldes det, at tyske, danske, franske læsere i Dostojevskij, Tolstoj, etc finder noget fascinerende fremmed, men samtidig velkendt. Latinens kraft er naturligvis allerstørst i Vest- og Centraleuropa. Det er latinen som muliggør et doppelt mirakel: universiteterne og humanismen. Glosen humanisme bliver i dag misforstået af mange og blandet sammen med multikulturradikalisme, godhedsindustrien og deslige. Denne sammenblanding er blevet befordret af tankeløse protestantiske nationalister såsom Søren Krarup(***), som på den måde har allieret sig med den globalistiske multikulturalisme og dens markedsgørelse af uddannelsessystemerne. Barbariets veje er sandelig uransagelige. Sagen er nemlig, at humanisme oprindeligt er en transnational, europæisk bevægelse, der sætter sig for at genopdage Antikkens oprindelige kultur. Denne bevægelse kan spores tilbage til 1300-tallet (Petrarca er en af de første humanister), men kulminerer i 1400- og 1500-tallet. Humanisterne er en utrolig broget forsamling, der tæller kardinaler, paver (f.eks. Pius II, jvf. Sienas domkirke og den pragtfulde lille by Pienza), men sandelig også sekularismens og Reformationens forløbere. Italieneren Lorenzo Valla afslører eksempelvis ad filologisk vej, at den såkaldte Konstantins gavebrev er en forfalskning - derved underminerer han pavekirkens autoritet. Hollænderen Erasmus af Rotterdam er med til at bane vejen for Luthers princip om "Sola scriptura", idet han blandt meget andet udgiver en ny latinsk - og filologisk korrekt - oversættelse af det Nye Testamente. I rum formår den fælles kristne tro - og kultur - at bringe den græsk-romerske påvirkning langt ud over romerrigets gamle grænser. Men kristendommen er også årsag til splittelser. Den første store splittelse - som i dag aktualiseres via EUs udvidelse mod øst - er den mellem Rom og Konstantinopel: katolicisme vs ortodoksi. Den anden store splittelse sker med Reformationen. Bemærk imidlertid, at Europa forbliver et kulturelt fællesskab på trods af Reformationen. 4. Tre fælles bedrifter 1) Universiteterne 2) Humanismen 3) Oplysningen 5. Sprogmediet 6. De store fortællinger er stadig sprællevende - problemet er, om europæerne formår at være med i dem Lyotards påstand om, at postmoderniteten falder sammen med de store fortællingers død, er intetsigende. Bogen (Viden og det postmoderne samfund), hvori påstanden fremsættes, er fra 1979. Bogen er opreklameret. I dag er vi vidne til neo-liberalismens kollaps. Det er den virkelig store nyhed, som sætter punktum for tatcher-reaganismens hegemoniske status. Overser man det, kan man virkelig ikke se skoven for bare træer. The Clash of Civilizations er taget af plakaten. De arabiske revolutioner vil muligvis floppe og i nogle tilfælde endda blive kapret af islamisterne. Men hvad der end måtte ske, er de et utvetydigt tegn på, at der er sket et systemsskifte. Ikke det sølle systemsskifte, Søren Krarup fabler om, men et systemsskifte på global plan, der hidrører af neoliberalismens fiasko. Men hvad kan europæerne gøre? Jeg synes, Zizeks to tekster (7 og 13) er inde på noget vigtigt. De europæiske kulturarv bør revitaliseres i dens radikale(læs:frisættende)aspekter. (fortsættes) DISKUSSIONS-MATERIALE Tekst 1:interview med Pierre Manent (24.6.11) http://www.information.dk/271864 Tekst 1a: Interview med Etienne Balibar (27.6.11) http://www.information.dk/272059 Tekst 2: Interview med Barbara Spinelli (14.7.11)http://www.information.dk/273487 Tekst 3: Interview med Gianni Vattimo (15.7.11)http://www.information.dk/273548 Tekst 4: Interview med Ulrike Guérot (18.7.11) http://www.information.dk/273761 Tekst 5: Artikel af Richard Swartz ( 27.7.11) http://www.information.dk/274471 Tekst 6: Artikel af Herfred Münkler (29.7.11) http://www.information.dk/274636 Tekst 7: Artikel af Slavoj Zizek http://www.information.dk/275033 Tekst 8: Artikel af Tabish Khair http://www.thehindu.com/arts/magazine/article2330475.ece Tekst 9: Artikel af Jürgen Habermas http://www.information.dk/275764 Tekst 10: Artikel af Göran Rosenberg http://www.information.dk/275875 Tekst 11: Artikel af Søren Krarup http://www.b.dk/kommentarer/Soerines-sande-og-modige-kronik Tekst 12: Artikel af Line Barfod http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1029 Tekst 13: Interview med Slavoj Zizek http://www.zeit.de/kultur/2011-08/slavoj-zizek-interview Benedetto Croce, Storia d´Europa nel secolo decimonono, 1931 Benedetto Croce, Perché non possiamo non dirci cristiani, 1942 Per Øhrgaard, Tyskland, Europas hjerte, 2009 Erling Bjøl, Den franske forbindelse, Fra Holger Danske til Sarkozy, 2009 Artikel af Giorgio Agamben, L´impero latino contro l´egemonia tedesca (15.3.13) Eng. overs. her: http://www.presseurop.eu/en/content/article/3593961-latin-empire-should-strike-back Artikel af Barbara Spinelli, Qua ci vuole Martin Lutero(15.5.13). Eng. overs. her: http://www.presseurop.eu/en/content/article/3785811-europe-needs-its-martin-luther
(**) http://www.jpost.com/Opinion/Editorials/Article.aspx?id=230788 (***) Jvf. Søren Krarup, Det moderne sammenbrud samt http://www.information.dk/180812 Interview med Mamma Erasmus, professor Sofia Corradi(30.11.12) www.europarltv.europa.eu/da/search.aspx?keyword=%20N003...
20.5.2013 Efterskrift pr. 20.4.2014 Godt én måned før EU-valget kommer den gamle radikal Asger Baunsbak-Jensen med følgende hjertesuk: http://www.information.dk/494785
Spørgsmål: Ad hvilke veje kunne det konsulentfirma, AB-J omtaler, tilrane sig sådan en enorm magt? Hvad gik galt? |