Kong Leopolds spøgelse og andre spøgelser

En svensk road story

Sven Lindqvists bog "Utrota varenda jävel"(1992; da.: "Udryd de sataner", 1993) er svær  at klassificere.

Er den en rejse- eller en erindringsbog? Både det ene og det andet.

Som rejsebog er den beretningen om en lang busfærd over Sahara - isprængt  jeg-fortællerens udvalgte barndomsminder.

Men samtidigt  er "Udryd de sataner" en undersøgelse eller som Herodot ville have sagt: en historie.

Det, som Lindqvist agter at undersøge, er kernen i den europæiske tanke.

Fortællingen begynder in medias res et sted midt i Sahara, som hedder In Salah - den salte kilde -. Her på hotellet, der er begravet i flyvesand,  skal det vise sig, om jeg-fortællerens medbragte computer med tilhørende disketter stadig funker.

Det gør den.

På skærmen dukker en sætning op: "Exterminate all the brutes".

Det er disse 4 ord, som udgør kernen i den europæiske tanke, påstår Lindqvist.

Hvem har skrevet dem?

Det har Kurtz, hovedpersonen i Joseph Conrads roman "Mørkets hjerte".

Nogle årstal

Conrad udgav sin roman i 1902.

Her må det være på sin plads  skyndsomt at repetere, hvad der sker og hvad der lige er sket  i Europa (og omegn) på det tidspunkt.

 1894 - Frankrig: På grundlag af dokumentfalsk bliver den fransk-jødiske kaptajn Alfred Dreyfus beskyldt og dømt for spionage til fordel for Tyskland. Den efterfølgende Dreyfus-affære bliver den foreløbige kulmination af den antisemitiske bølge, der skamrider især Østrig og Rusland, hvor man omkring samme tidspunkt fabrikerer det infame falsum  "Zions Vise protokoller".

1897 - Storbritannien: Dronning Victoria fejrer sin "diamond jubilee" (læs: 60 år på  tronen)

1898 - Sudan: Majestætens udødelige meritter bliver yderligere markeret ved, at Mahdis sudanske oprørere ved Omdurman  på  lang afstand bliver mejet ned af de britiske repeter-rifler 

1900 - Tyskland: efter mange år i sindssygens tåger dør Friedrich Nietszche, overmenneskets ophav. 

1901 - Italien og Storbritannien: Giuseppe Verdi og dronning Victoria afgår ved døden. På en vis måde er de europæisk operas grand old man og grand old primadonna. Verdis opera Aida(1871) fejrer i øvrigt med en vis forsinkelse åbningen af Suez-kanalen

- Tyskland og Danmark: Thomas Mann og Johannes V. Jensen udgiver Huset Buddenbrook og Kongens Fald.

Samme år udkommer Johannes V. Jensens præfascistiske bog  "Den gotiske Renaissance".

1904 - Frankrig: Alfred Dreyfus benådes

1905 - Europa: Til tonerne af Franz Lehárs "Den glade enke" danser Europa  mod  afgrunden. En afgrund, europæerne selv har gravet.

1914-18 - Første Verdenskrig

Om pilgrimsfærder

Eller også kunne man sige, at  Lindqvists road story er en pilgrimsfærd til mørkets hjerte. Men hvad er dette mørke, som Conrad (og Lindqvist) skriver om? Er det barbariets hjerte? Det er det vel. Men hvilket/hvis barbari?

Et aldeles relevant spørgsmål at stille i hundredåret for Første Verdenskrigs udbrud.

Et makabert jubilæum, og samtidig en god anledning til at gå på opdagelse i vor egen fortid. 

En   glimrende rejsefører under sådan en ekspedition er Adam Hochschilds bog "Aldrig mere krig". Hvorfor glimrende? Fordi Hochschild har sat sig ind i  det store blodbads forplumrede og fortrængte baggrund

Googler man Hochschild, viser det sig, at han også er forfatter til en bog, som jeg kunne ønske  alle læste. Bogen hedder "Kong Leopolds arv".

På engelsk hedder bogen "King Leopold´s ghost": Kong Leopolds spøgelse.

Hvem er denne Leopold?

Det er såmænd Leopold d.2. , 1835-1909, konge af Belgien fra 1865. Den Store Danske Encyklopædi oplyser, at han "med Henry Morton Stanley som sin agent engagerede sig tidligt i kolonikapløbet i Afrika. Han fik i 1885 international anerkendelse som suveræn hersker over Congo Fristaten, og udnyttelsen af området skaffede ham en enorm personlig formue".

David van Reybrouck, Congo - Een geschiedenis, 2010 (da.: Congo - Historien om Afrikas hjerte, 2012) 

På side 26 i Lindqvists bog dukker det første barndomsminde op:"Farmor lugtede af Farmor. Der hang en stærk, sødsur duft i hendes værelse og omkring hendes krop. Mor afskyede den lugt, især ved spisebordet. Det vidste Farmor godt. Hun spiste i køkkenet".

Under farmors seng var der en "masse gammelt ragelse", der kunne mistænkes for at være kilden til lugten. Midt i  det fandt lille Svend  også den gamle, gulnede bog I palmernas skugga, skrevet af missionæren Edvard Vilhelm Sjöblom.

Læsningen af bogen - kan læseren forstå - blev for Lindqvist  noget af en øjenåbner.

Googler man Sjöbloms navn, er der kun sparsomme oplysninger at hente. Wikipedia ignorerer ham. Kun i den svensk-sprogede udgave  får vi at vide, at han blev  født i 1862 og døde den 20.januar 1903.

Lindqvist fortæller, at Sjöblom kom til Congo den 31.juli 1892.

Lindqvist suppleres af andre kilder.

I Peter Tygesens "Congo - formoder jeg"( 2001), s.105 oplyses der således, at Sjöblom under sit ophold i Congo havde oplevet "soldater henrette høvdinge, myrde og bestjæle de stadigt mere forarmede afrikanere, byer blive brændt og sorte, der ikke afleverede deres kvota (gummi, pc), blive myrdet, torteret og lemlæstet. Sjöblom var en af de første, der dokumenterede for verdensoffentligheden, hvordan  ´kurvefulde af hænder´ blev hugget af congoleserne".

Adam Hochschild, Kong Leopolds arv, 2001, s. 279: Listen af dokumenterede massakrer (begået i Belgisk Congo, pc) er endeløs. Territoriet flød med lig, undertiden bogstaveligt. Hvor en flod strømmer ud i Tumbasøen, skrev den svenske missionær E.V. Sjöblom, " så jeg...døde kroppe flyde i vandoverfladen med den højre hånd skåret af, og da jeg kom tilbage, fortalte officeren mig, hvorfor de var blevet dræbt. Det var på grund af gummiet..."

Flodhestepisken i civilisationens tjeneste

Der var en anden Congo-bog i Lindqvists barndomshjem. Den hed  Tre år i Congo (1887). Her fortalte tre svenske officerer om deres erfaringer i Kong Leopolds tjeneste. 

Erfaringer, som blandt meget andet også indebar brugen af "la chicotte" -chikoten -, pisken af flodhestehud, "som ved hvert slag skærer blodige runer".

Anvendelsen af dette uhyggelige redskab beskrives i  Sjöbloms  dagbog over en rejse, han foretager op ad Congo-floden.

"På en katolsk missionsstation er der 300 drenge som er blevet taget til fange i krigen mellem staten (Fristaten Congo,pc)og de indfødte. De skal nu overdrages til staten med  henblik på soldateropdragelse".

En af drengene har forsøgt at flygte...og Sjöblom overværer magtesløs, hvordan kaptajnen straffer ham med over 60 slag fra chikoten. "Drengen lå der på dækket i sine smerter, vred sig som en orm, og hver gang kaptajnen eller en af handelsagenterne kom forbi, modtog han et eller flere spark...jeg kunne bare stå og se på" (Lindqvist, cit.,s.31).

"Ved middagsbordet talte de om deres bedrifter hvad angik behandlingen af de sorte...En af dem sagde:

- Den bedste af dem er ikke for god til at dø som en gris." (ibidem).

Problematiske Lindqvist

Her kan læseren rimeligvis spørge sig selv, hvor Lindqvist vil hen.

Nu hvor jeg læser bogen for anden gang, får jeg en lumsk mistanke om, at forfatteren (årgang 1932) fører en dulgt polemik mod Hannah Arendts totalitarismebog.

Sidstnævnte består som bekendt af tre dele:                

1) Antisemitisme 2) Imperialisme  3) Totalitært herredømme.

Nuvel, antisemitismen glimrer hos Lindqvist ved sit fravær. Det samme gælder totalitarismen.

Det spørgsmål, der optager Lindqvist, lyder i al enkelhed:

 Hvilke kræfter fører mennesket til den tanke, at udryddelsen (af visse arter ) sker i civilisationens(læs:imperialismens) tjeneste?

Lindqvists svar: De samme kræfter,  som  Darwin (og andre før ham) så i aktion ude i naturen. De kræfter, som bevirker, at de svage udryddes, så de stærke kan sejre.

I slutningen af  sin lange færd gennem Sahara - en færd, der svarer til  en mental pilgrimsrejse gennem ufattelige masse-udryddelser begået af spaniere, portugisere, briter, franskmænd, hollændere, belgiere, tyskere, etc - når Lindqvist frem til den konklusion, at hele Europa handlede i praksis efter maksimen "exterminate all the brutes" (cit., s.193).

Problemet var, at denne maksime blev praktiseret langt væk fra Europa - i mørkets hjerte. I det kollektive ubevidstes  outsourcede skraldespand, så at sige.

"Og når begivenhederne i mørkets hjerte gentog sig i hjertet af Europa var der ingen der genkendte dem. Ingen ville kendes ved det alle vidste" (s.194)