ET PAR STRØTANKER OM REKTORENES (ØNSKE)TÆNKNING
eller: Fra tværfaglighed til fusk

Hegels teori om, at historien bevæger sig over tre stadier: tese-antitese-syntese, bliver i Rektorforeningens forslag til gymnasiereformen (Gymnasieskolens Netnyheder den 5.3.03)til tretrinsraketten fag-tværfag-fællesfag; en konstruktion, som Hegel dog næppe ville bryde sig om,ikke alene fordi faget historie fjernes fra fagrækken i den påtænkte fælles 1.G, men fordi tanken om en syntese af filosofi og religion lugter i betænkelig grad af hine mørke tider, hvor filosofi var henvist til at gå i teologiens tjeneste.

Rektorernes forslag udspringer selvfølgelig af de bedste hensigter: det vil nemlig lette det tværfaglige samarbejde, som de åbenbart anser som det, der virkelig tæller, hvis gymnasiet skal være studieforberedende.

Rektorerne glemmer een ting:hvis faglighed kan udarte til fagidioti, kan tværfaglighed udarte til fusk.

For at give et eksempel. En øjenlæge og en dyrlæge kan udmærket indgå i et tværfagligt samarbejde, men den dag, hvor dette måtte føre til, at jeg skal have min stær opereret af dyrlægen, ville jeg stå af. Og skulle man indvende, at en stær både er en fugl og en sygdom, ville jeg stadig frabede mig dyrlægens metafaglige indgreb på mit synsorgan.
Overført til gymnasiet: Sætter man en religionslærer til at udrede et filosofisk spørgsmål, får vi en god gang ævl, hvis studieforberedende sigte iøvrigt kan ligge på et meget lille sted.

Rektorerne glemmer en anden ting: fusionerer man religion og filosofi, er der ingen ende på, hvad man også vil kunne fusionere i fremtiden.

Hvad står der egentlig til hinder for, at man fusionerer historie og dansk? Intet!

Begge fag handler jo ret beset om fortællinger, hvilket bekræftes af den danske sprogbrug, hvor ordet historie også kan betyde fortælling.

Rektorerne synes åbenbart ikke at gøre sig klart, at den samme form for tvivlsom logik, der driver dem til at foreslå et nyt fællesfag i stedet for religion og filosofi, også kan berettige, at nævnte fællesfag ad åre annekterer historie og dansk tillige.

Hvad er rektorerne egentlig ude på?

Hvis de virkelig ønskede at fremme det tværfaglige samarbejde, ville de bestræbe sig på: (1) at styrke fagene religion og filosofi ved at gøre dem til skriftlige, obligatoriske og eksamensrelevante discipliner ;(2) at justere de to nævnte fags læseplaner for derved at tillade flest mulige parallelle og gensidigt belysende forløb.

Når de alligevel kan finde på at foreslå deres to fællesfag (kulturfag og naturvidenskab), og samtidig lægge op ”til et tværfagligt samarbejde, der skal styrke elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer”, er de tydeligt tryllebundet af læren fra RUCs samlede læringologer.

Vil man komme til bunds i problematikken faglighed kontra tværfaglighed, burde man begynde med at nærlæse tværfaglighedens og projektpædagogikkens lille katekismus. Den er skrevet af netop to RUC-lærere: Birgitte Simonsen og Lars Ulriksen.

Den hedder: Universitetsstudier i krise (1998).Den burde snarere hedde :68-(ønske)tænkningens sammenbrud. Det er i samme form for (ønske)tænkning, rektorerne synes at hente inspirationen til deres forslag.

Et synspunkt, som jeg forbeholder mig at uddybe ved en senere lejlighed, hvor jeg også vil se nærmere på Simonsens og Ulriksens bog.

Pietro Cini
fhv gymnasie-og universitetslærer
Viborg Katedralskole 1973-86
Århus Universitet 1991

Bragt i Gymnasieskolen, 6, 2003