OM ROSINER OG BESVANGRENDE HELLIGÅNDER

Kære Lars Hedegaard!

Det var velgørende at læse professor Hoodbhoys essay ”Islams fallit og Vestens arrogance” i WA-bøger 8/3/2002 både på grund af  den seriøsitet, den pakistanske videnskabsmand lægger for dagen ved at belyse alle sider af en yderst kompleks problematik og for det klarsyn, han udviser, når han peger på den sekulære humanisme som den eneste vej ud af den islamiske tros  for tiden herskende antirationalistiske fortolkning.

Både seriøsiteten og klarsynet er det til gengæld så som så med  i Deres ledsagende kommentar, som  derimod er symptomatisk for  den i dansk presse udbredte tendens til at dyrke det sensationelle på bekostning af  reel information.

I Deres indlæg udbasunerer De en (påstået) epokegørende nyhed  inden for Koran-forskningen, idet De henviser til en artikel, De har læst i New York Times. Jeg kan oplyse Dem om, at Koranforskningen i Europa har stået på i snart  eet århundrede samt at der eksisterer et velrenommeret Encyclopaedia of Islam med bidrag af verdens førende eksperter på området.

At Koranen er sammenstykket af alskens kilder, er  en gammel nyhed, hvilket De kan forvisse Dem om ved at kaste et blik på det righoldige noteapparat i professor Hvidberg- Hansens ”Koran i udvalg”(1992).

Angående historien om de ”hvide rosiner”, er det ikke usandsynligt at samme ord kan betyde ”jomfru” på arabisk og ”hvid rosin” på syrisk-aramæisk. Det afgørende må vel være, hvad Muhammed ønskede at sige.Glosen ”blød” har også to forskellige betydninger på dansk og på tysk, som det klart fremgår af udsagnene ”Han er en blød mand” og ”Dieser Mann ist blöd”.

 Med andre ord: inden man refererer noget, man ikke selv har forstand på, skulle man i det mindste konferere med sin egen common sense, ellers risikerer man at kolportere den rene nonsens.

Med hensyn til Deres omtale af danske kirkefolks kultursamarbejde med herboende muslimer, finder jeg, at Deres studentikose attitude grænser til det uansvarlige.Det kan meget vel være, at  nævnte kirkefolk handler ud fra ren og skær beregning. Men de forsøger immervæk at etablere en dialog – hvilket er langt mere konstruktivt end at gøre grin med  islam.

Islam er i princippet ikke mere latterlig end kristendommen. Forskellen mellem de to religioner beror mere på den måde, man har fortolket dem på end på deres oprindelige budskaber - uanset om disse måtte  byde på besvangrende Helligånder med efterfølgende jomfrufødsler og deslige.

Islams store problem er- som Hoodbhoy rigtigt understreger -, at den stadig fortolkes inden for Al-Ghazalis teokratiske forståelsesramme.

At forestille sig at muslimerne kan springe med samlede fødder fra Al- Ghazali til en hypotetisk islamisk Luther, er selvfølgelig ønsketænkning. Men mindre kan også gøre det. Opgøret med den teokratiske udlægning af de hellige skrifter begyndte i Europa  allerede tre århundreder før Luther. En banebrydende rolle blev i denne forbindelse  spillet af  Thomas Aquinas (1221-1274), som genindførte Aristoteles, hvorved den rationalistiske tænkning vandt indpas i den vesteuropæiske tradition med de gavnlige følger, vi alle kender. De færreste véd derimod, at Thomas Aquinas’arbejde havde været umuligt uden Averroes’ Aristoteles-kommentarer.

Averroes (som var en arg modstander af Al-Ghazali) hed i virkeligheden Ibn Rushd og var en spansk-arabisk muslim fra Cordoba. Skulle De aldrig have hørt om ham, vil jeg anbefale Dem at læse Umberto Ecos essay ”Hyldest til Thomas Aquinas” i ”Hvordan det ender, hvordan det begynder”, 1998, ss.72-83 eller J.L.Borges’ vidunderlige fortælling ”Averroes ’søgen” i ”El Aleph”(1949).

Hvis de herboende muslimer snart mandede sig op til at tage springet fra Al-Ghazali til Averroes, ville det  ikke være så ringe endda – og hvis de danske præster kunne bidrage til at fremskynde  denne proces, ville det i sandhed være en god  gerning. Een af Averroes’ vigtige pointer var nemlig at bestride den muslimske gejstligheds eneret til at tolke Koranen – en eneret, som det er højst relevant at anfægte, ikke alene fordi den ikke har nogen hjemmel i den islamiske skrift, men fordi den udgør den vigtigste årsag til islams hjernelammelse.

Med venlig hilsen

Pietro Cini