SALIGE ER DE GUMPETUNGE
Hvad er nu bedst: at være en ildsjæl eller en gumpetung fætter(M/K)?
Det er jeg ikke det mindste i tvivl om: Salige er de gumpetunge.
For ildsjælene har det med at iværksætte storslåede projekter, hvis utilsigtede virkninger kan være af en helt uoverskuelig karakter.
Tænk bare på Attila, Djengis Khan, Napoleon, Mussolini, Hitler, Osama bin Laden, etc.
For nu at tage et eksempel: Hvad førte Napoleons Rusland-felttog i 1812 til?
At hans store armé blev udraderet af den gumpetunge general Kutuzov og hans folkehær, står at læse i ”Krig og Fred ”. Tolstojs vidunderlige roman fortæller imidlertid ikke, at Napoleons Rusland-projekt også resulterede i en lang række utilsigtede følgevirkninger.
Pusjkin fik skrevet sin versroman ”Evgenij Onegin”, som inspirerede Tjajkovskijs opera af samme navn; desuden kom en hel masse vesterlandske ideer til Rusland. Disse førte bl.a. til, at Dostojevskij blev socialist og blev efterfølgende dømt til et tugthusophold i Sibirien, hvor han konverterede til den østromersk-teokratiske version af kristendommen, som senere via samme Dostojevskij kom til at sætte et dybt præg på pastor Krarups tænkning.
Når det kommer til stykket, var Napoleon – omend indirekte - også skyld i, at marxismen sidenhen trængte ind i Rusland, hvor den inspirerede en vis Vladimir I. Uljanov, som med en hint til Pusjkins nævnte roman (Onegin betyder ”manden fra Onega-søen”) samt til sit ufrivillige ophold i Sibirien, omdøbte sig selv til Lenin(=manden fra Lena-floden).
Om denne ildsjæls store projekt og om dets utilsigtede følgevirkninger ved vi en hel del . De omfatter bl.a. Leif Davidsens agentromaner og Bent Jensens selektivt erindrende historieskrivning.
Dette med projekternes utilsigtede virkninger har jeg fra Bernard Eric Jensens fremragende bog ”Historie – livsverden og fag”, som jeg hermed vil anbefale til alle de kolleger, som føler et behov for tværfaglige indsigter.
A propos tværfaglighed: Har kollegerne mon funderet over den besynderlige omstændighed, at mens den tværfaglige ratio råber på historisk og filosofisk viden, så fokuserer den autoriserede refleksion à la Ulla Senger (jf. Gymnasieskolen, 13,2003)kun på det pædagogiske?
Ulla Senger er nybagt ph.d.-kandidat fra DIG.
Kan det tænkes, at hendes panpædagogiske diskurs forsøger at tilsløre et katastrofalt misforhold mellem udbud og efterspørgsel?
Jeg mener: mellem DIGs udbud på organisatorisk læring og tværfaglighedens skrigende behov for historisk og filosofisk refleksion?
Ulla Sengers måde at reflektere på burde få mange til at grunde over den iøjnefaldende, skønt ofte upåagtede sammehæng mellem uddannelses- og magtpolitik.
Den 25.september vil der på CVU Storkøbenhavn afholdes en konference om kompetenceudvikling. Både DPU og RUC er repræsenteret. Sidstnævnte af projektlobbyens grå eminence, professor Knud Illeris.
Spørgsmål: Hvad er meningen med den febrilske aktivitet, Danmarks pædagogiske profeter – fra kaospiloter til læringsfreaks - udviser for tiden?
Har man læst Tomasis roman ”Leoparden” eller set Viscontis smukke filmatisering af den, er man ikke i tvivl.
” Alt skal forandres for at alt skal forblive som det er”, som ildsjælen Tancredi siger til den gumpetunge prins Salina.
Det, der skal forblive som det er og især hvor det er, er magten.
Under det tykke røgslør af pædagogisk New Speak er det danske uddannelsessystem ved at gennemgå en bureaukratiserings- og hierarkiseringsproces, som foreløbigt kommer til udtryk i sukkersøde opfordringer om at reflektere på kommando for derved bl.a. at indstille sig på at give afkald på metodefriheden.
Et enormt magtapparat er ved at konsolidere sig på RUC,DIG, DPU samt i undervisningsministeriets embedsværk.
Snart vil det vise sit sande ansigt.
Interviewet med forhenværende fagkonsulent Henrik Skovgaard Nielsen (som jeg tager hatten af for) viser hvor galt det allerede står til.
Salige er de gumpetunge. Før eller senere plejer de at sætte sig til modværge.Som Kutuzov over for Napoleons grænseløse magtbrynde.
Sendt til Gymnasieskolen, august 2003
|