auk tani karthi kristna (og han gjorde danerne kristne). Jellingstenen om Harald Blåtand

FOGH GJORDE DANERNE DUMME

Indtil Fogh fik magten, var Danmark et heldigt land, hvis skiftende statsministre - uanset ideologi - havde lært den dyrebare lektie fra 1864. En lektie, der fik Danmark til at holde sig neutralt under de to verdenskrige - og sidenhen inspirerede landets politikere til  en afbalanceret  pragmatisk udenrigspolitik.

Danmark til lykke.

Men så kom Fogh - og han gjorde danerne dumme.

Hermed mener jeg blot, at han - til at begynde med  - gjorde dem stumme, målløse, forbløffede.

Denne virkning opnåede han allerede ved sin første tale som statsminister den 1. januar 2002.

At mange dengang lod sig forbløffe, kan ikke undre. Det, der forbløffede, var  vel det raffinerede taskenspilleri, hvorved Fogh i frihedens navn ophøjede sig selv til meningstyran.

Desværre virkede taskenspilleriet over al forventning.

Hvorfor det skete, er et spørgsmål, som den dag i dag ikke er belyst fyldestgørende. Men hovedforklaringen ligger nok især i, at landets politikere  før Fogh holdt sig til de mere eller mindre stiltiende vedtagne spilleregler.

Disse regler brød Fogh på det skammeligste.

Hans angreb på smagsdommerne skulle med tiden vise sig at være  en stedfortræder-krig mod den kritiske sans overhovedet og indledningen til et styre, som Søren Krarup omdøbte til "systemsskiftet", mens Mogens Herman Hansen med større præcision har defineret det som et demokrati med monarkiske træk, hvori Anders Fogh i afgørende situationer tildelte sig selv rollen som mon-ark, altså enehersker.

(Se M.H.Hansen, Demokrati som styreform og som ideologi, 2010, s.187-8).

Ved nærmere eftertanke er det dog rimeligst at tale om at Fogh-årene var et dy-arki, altså et tomandsstyre, hvor magten deltes mellem Fogh og Pia Kjærsgaard.

Uanset hvilken betegnelse man måtte lyste at påhæfte fænomenet, er det et faktum, at Fogh bærer hovedansvaret for, at Danmark i 2003 blev kastet ind i Irak-krigen.

Der skete hermed  et brud med det indtil da gældende alliance-system, idet Danmarks krigsdeltagelse denne gang ikke foregik i FNs eller NATOs regi, men antog karakter af et decideret krigseventyr, hvor Fogh valgte

a) at slå følge  med  Bush, Blair og  Berlusconi

b) at distancere sig fra EUs to kernelande Tyskland og Frankrig, som begge sagde nej til at deltage i Irak-krigen. 

Det var i selvsamme år 2003, at Anders Fogh, der i et tidligere ministerembede havde udmærket sig udi  "kreativ bogføring", valgte at forholde sig moralsk-kreativt over for  nyere danmarkshistorie ved et kontrafaktisk opgør med de danske politikere, der i sin tid ikke havde turdet gøre modstand mod Hitler.

Det var et plat påfund, som Fogh tyede til  i et temmelig gennemskueligt forsøg på at fremstille Danmarks deltagelse i Irak-krigen som en heltemodig kamp mod en af vores tids mange Hitlers: Saddam Hussein.

Igen havde danskerne al mulig grund til at føle sig forbløffet - og forbløffelsen var så stor, at Fogh efter folketingsvalget i februar 2005 kunne fortsætte sit succesfulde parløb med Pia.

Utroligt, men sandt!

2. Foghs signal til klapjagten  

Foghs nytårstale 1.januar 2002 er langt mere end et opgør med de (ifølge ham selv)overflødige "statslige råd, nævn og institutioner".

Det er det trut i hornet, der indleder den store klapjagt.

Klapjagten mod hvem? Mod dem.

Hvem er dem?

Svaret er lige så enkelt, som det er  intetsigende.

DEM   er selvfølgelig alle dem, der ikke er os.

For at forstå hele rækkevidden af denne dybsindige modstilling, bør den ærede læser lige huske på, at vi befinder os i  Danmark, hvor profeten hedder Grundtvig. Og hvad har Grundtvig sagt?

At bønderne er noget godt, mens de lærde er noget skidt.

I Foghs tale er de lærde blevet  til "smagsdommere", et utroligt velvalgt ord, der i modsætning til det mere neutrale "eksperter", associerer til det værste, man kan forestille sig her i landet: den bedrevidende elite.

Ved at lancere modstillingen folket kontra eliten  skaber Fogh en barriere, der som en usynlig mur går  tværs igennem hele den danske befolkning.

Denne barriere har den præcise funktion at umuliggøre dialogen og - det siger sig selv - at fremme fordummelsen.

I stedet for dialog får Danmark fra nu af et (i egen selvforståelse) myndigt folk, der står over for en umyndiggjort elite.

At det hele er et fupnummer, bekræftes af, at det så kaldte folk under Fogh får sin egen elite af meningsdannere(smagsdommere), der understøtter folket  i forestillingen om, at folket altid har ret.

Denne folkelige elite tæller Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Søren Krarup & fætter, Ole Hyltoft og mange andre, som - vel at mærke - er akademikere alle til hobe - men se: de er folkelige akademikere og hermed per definition ufejlbarlige.

Med andre ord: Under Fogh bliver folket til fogh-ket, en utrolig manipulerbar størrelse, altid klar til godtroenhed (over for Pittelkow & co.) og til at gå i anti-autoritært selvsving (over for den fæle elite).

Hermed er banen kridtet op til at Danmark kan  blive epicentret for en af vores tids mest underholdende farcer: Muhammedkrisen.

3.Muhammedkrisens to ansigter

Her er det indledningsvis nødvendigt at skelne mellem to helt forskellige ting:

a) Muhammed-krisen som symptom på en kriseramt islam 

b) Muhammedkrisen som omskrivning af Foghs tankeløshed/inkompetence/uansvarlighed

At den islamiske verden er i krise samt dybt splittet, må de fleste  i Herrens år 2012 være   klar over. Tænk på  Libyen med sine af Nato befriede islamister,tænk på Egypten og Tunesien med deres kortvarige forår, tænk på Syrien, der i skrivende stund truer Tyrkiet med krig (eller omvendt), tænk på Afghanistan, krudttønden Pakistan, tænk på Palæstina, splittet mellem det islamistiske Hamas og det sekulære Fatah...Og husk dernæst den sekteriske krig i Irak, hvor shia- og sunnimuslimer skyder på hinanden, hvilket også er tilfældet i det delvis kristne Libanon. Husk endelig den enorme spænding der ekisterer mellem Iran og Saudiarabien...

Min pointe er, at islams konfliktfyldte natur  allerede måtte forudsættes velkendt i september 2005, da Jyllands-Posten udgav sine  totalt ligegyldige tegninger.

Well! Velkendt  af regeringen, såfremt  regeringen vel at mærke   satte sin lid til sine  velaflønnede sagkyndige (læs: de  formodentligt kompetente diplomater, som Danmark havde udstationeret over hele den islamiske verden).

Problemet er, at Danmarks regeringschef i 2005 hedder Fogh. Og hvad gør Fogh? I pakt med sin  agenda (væk med smagsdommerne!) blæser han på  eksperternes advarsler og  nægter at mødes med de muslimske ambassadører.

Der er ingen tvivl om, at sidstnævnte ikke har   rent mel i posen, idet de  næsten uden undtagelse er repræsentanter for dybt reaktionære og despotiske styrer, hvoraf nogle dog  samarbejder med USA (Tyrkiet, Saudiarabien, Egypten ). 

Ambassadørgruppen er følgelig en broget skare, som i sagens natur vil stille sig tilfreds med en  statsministeriel forsikring om, at den danske regering  har den dybeste respekt over for islam.

Men Fogh nægter at mødes med ambassadørerne, og det kan kun opfattes som en ydmygelse.

At Fogh vælger at ydmyge ambassadørerne er så meget desto mere underligt, at Muhammed-tegningerne nogle dage forinden er blevet kraftigt kritiseret af ingen mindre end Uffe Ellemann Jensen.

Uffe Ellemann Jensens standpunkt tog sig dengang lidt underligt jomfrunalsk ud: den fremtrædende Venstre-politiker (der i parentes bemærket i over en halvsnes år havde været dansk udenrigsminister) hævdede jo selv, at tegningerne   sårede hans religiøse blufærdighed.

I dag er jeg tilbøjelig til at tro, at Uffes kritik derimod var ment som et rettidigt vink med en vognstang om ikke at stikke hånden i den  hvepserede, som Flemming Rose havde tirret.

Men  Fogh forbliver totalt døv over for Uffes halvkvædede vise.

4. To træmænd - vilde med dans (læs:dansen væk fra virkeligheden)

Vi får det måske at vide en dag. I mellemtiden må enhver tænke sit.

Min teori går ud på, at Fogh hine fatale dage lytter til den person, hvis udenrigspolitiske know how ligger på et sted  omtrent plus-minus nul, nemlig Søren Krarup, hvis far  i sin tid har konfirmeret Foghs far, oplyser pastoren selv (Se Søren Pind & Søren Krarup, cit. infra, s. 136)

Ved første øjekast fremtræder Anders Fogh og pastor Krarup som et højst   umage par både hvad alder og kultursociologisk herkomst angår: den ene har jo en fortid som fattig bondesøn, den anden er barn af det  dannede borgerskab  (farfaren  Alfred Krarup var historiker samt mangeårig ansat ved Københavns universitets bibliotek, faren Vilhelm var teolog samt medstifter af Tidehverv, mens Per Krarup, pastorens farbror, var fremtrædende klassisk filolog samt direktør for Det danske Akademi i Rom).

Ved siden af de oplagte forskelle springer imidlertid et par bastante valgslægtskaber (Wahlverwandschaften) i øjnene: Fogh og pastor Krarup er to træmænd, gjort af  samme autoritære træmasse.

Det er således velkendt, at Fogh i sin barndom er blevet hærdet af de fædrene tæsk, mens pastor Krarup er ivrig fortaler for forældrenes revselsesret.

Men det, der virkelig forener de to mænd, er det gammel-lutherske livs- og historiesyn, som Søren Krarup har givet udtryk for i sin ubetalelige bog "Dansk kultur".

Sagen er, at Søren Krarup åndeligt talt hører enevælden til.

Og eftersom Anders Fogh giver den som en genopstanden Christian Firtal i jakkesæt, er pastoren - i en tilsvarende anakronistisk raptus -  klar til at brillere i rollen som vor tids Luther.

5. De sorte fætres (mere end) diskrete charme

Siger man Søren Krarup, bør man i samme åndedrag nævne Jesper Langballe. Dette makkerpar omtales ofte som de sorte fætre. Med rette, thi de er både  fætre og sorte. Hvad det sorte angår, bør man erindre, at de begge i årtier har forfægtet yderst konservative synspunkter samt en overgang været medlemmer af Den Danske Forening, " der har mange domme for, at den ikke er racistisk" ( Søren Mørch og Roald Als, Nullerne, 2012, s.133).

Er de fascister? Tjah. De bekender sig i hvert fald til den vigtige åndsstrømning, som går under betegnelsen "Mod-Oplysningen", og som ifølge den fremtrædende israelske politolog Zeev Sternhell udgør en af de vigtigste forudsætninger for  fascistisk ideologi i bred forstand (jvf. Zeev Sternhell, Les anti-Lumières, 2007).

Er de intellektuelle? Det kommer vel an på, hvad man lægger i ordet. De er utvivlsomt drevne propagandister med en veludviklet næse for den malmfulde one-liner af typen: "islam er en lovreligion", "islam er pest over Europa", "kristendom er frihed, islam er despoti" og lignende åndfuldheder, som nemt kunne indgå  i en "Fætrenes lille sorte".

I dag udgør islam fætrenes yndlingsaversion nummer 1. 

I fordums tider  ville de imidlertid have været anti-dreyfusarder og anti-semitter. Det er i øvrigt kendetegnende, at Søren Krarup i sin tid debuterede med en hyldest til den danske anti-semit og nazist Harald Nielsen (jvf. Søren Krarup, Harald Nielsen og hans tid, 1960).

Men alting flyder som bekendt og i dag er de to fætre  gode venner med højre-zionisten Søren Espersen,manden der ifølge Søren Mørch (jvf. "Nullerne" cit.,ss. 133-4) rekrutterede dem til Dansk Folkeparti.

Et kuriosum: Sympatien for højre-zionismen deler de  med Breivik.

Deres aversion nummer 2 er derimod de kulturradikale eller 68erne.

Hvad de to begreber dækker over, må guderne vide, men at også Uffe Ellemann Jensen skulle høre til disse to underlødige kategorier, havde jeg godt nok ikke den mindste anelse om, indtil jeg under læsningen af den lille bog "Kære Søren" (2003) En brevveksling om det nye Danmarks kurs, udgivet af Søren Pind & Søren Krarup, stødte på den krarupske påstand om, at "Ellemann er kulturradikal i sit grundpræg" (s.112)

Et bemærkelsesværdigt skudsmål, især i betragtning, at det bliver fremsat i 2003 - altså godt to år før Muhammedskrisen.

6. Er Anders Fogh skriftklog?

Under Muhammedkrisen afslører Fogh sig  som den ringeste statsminister siden Estrup ved at inddele den danske befolkning i bukke og får.

Spørgsmål 1: Er han ikke hele Danmarks statsminister?

Spørgsmål 2: Ad hvilke veje er Fogh  kommet i tanke om forskellen mellem får og bukke?

Tanken må jo stamme fra en skriftklog (men ikke nødvendigvis klog) person.

Bukkene  og fårene vælter nemlig brægende ud af  Mattæus-evangeliet, kapitel 25, vers 32-46: På den yderste dag stiller Jesus menneskene, som hyrden stiller sin fåreflok: fårene ved sig højre side og bukkene ved sin venstre. Fårene kommer med ham i Paradis, mens bukkene må brænde op i helvede.

(Kaare R. Skou, Politik der forandrede Danmark, 2012, s.503)

Hele forestillingen om, at Anders Fogh som en anden byzantinsk kejser ser sig selv som Kristi stedfortræder, er så skrigende skrupskør, at den lugter langt væk af den krarupske Tidehverv-logik.

Den samme logik, der får pastor Krarup til salvelsesfuldt at fordømme dem, der danser om menneskerettighederne, mens han selv (og i disse dage hans datter Marie) lystigt danser væk fra virkeligheden.

7. Sværmere mødes og sød musik opstår i hjertet

Det, der sker med Fogh i efteråret 2005, kan psykologisk set udlægges som en midlertidig regression til barnestadiet. Med andre ord: på det følelsesmæssige plan bliver Fogh til et hjælpeløst barn, der gør som far Krarup siger.

Derved  bliver han til sværmer - ligesom Krarup selv.

Optakten til Muhammedkrisen er en grotesk farce.At den  udvikler sig til en tragikomedie, må ses på baggrund af de danske mediers medvirken.

Hvad gør medierne ?

De sværmer med.

De, der ikke sværmer med (som f.eks. de 22 forhenværende ambassadører, der i december 2005 sender et åbent brev til Fogh) bliver stemplet som kulturradikale naivister  og/eller landsforrædere.

På den måde yder medierne et afgørende bidrag til, at Foghs & Krarups folie à deux bliver til masse-hysteri.

Hvilket må føre til følgende konklusion:

Vist gjorde Fogh danerne dumme. Men han var så sandelig ikke alene om det.

24.10.12

Supplerende bemærkninger:

1.Ovenstående er en temmelig fri, men yderst plausibel fortolkning af et forløb - Muhammedsagen -, som den dag i dag ikke er blevet dokumenteret til bunds og netop derfor giver anledning til de mest forskelligartede udlægninger.

Men ét er sikkert nok: Der foreligger to versioner af brevet, som de 11 muslimske ambassadører stiler til Anders Fogh : en ikke-underskrevet kladde og en officiel version, der er underskrevet af samtlige ambassadører.

Det vidner ikke om seriøsitet fra Søren Mørchs side, at han i  "Nullerne" (s.205) henviser til kladden, hvor ambassadørerne gør sig til grin ved at henvende sig til "The Republic of the Royal Kingdom of Denmark". (I kladden står der faktisk: Royal Danish Republic of Denmark.)

I det officielle brev (hvis eksistens Mørch fortier)  tituleres Anders Fogh imidlertid korrekt som "Prime Minister - Kingdom of Denmark". (*)

Hvad  værre er : på s. 135 citerer Søren Mørch   de muslimske ambassadører for at skrive: "Vi tager afstand fra disse udtalelser og publikationer og opfordrer Dem til at retsforfølge de ansvarlige for at skabe religiøs harmoni,bedre integration og forbedre Danmarks forhold til den muslimske verden" (min understregning, pc).

Søren Mørch benytter sig  her af den Fogh-autoriserede oversættelse af ambassadørernes brev. Men OBS: ambassadørerne bad Fogh om at gå i rette med de ansvarlige.Jævnfør "Karikaturkrisen", cit.,198 samt Kaare  R. Skou, cit., ss. 497- 504.

2. På trods af  sin uprofessionelle  og Krarup-inspirerede håndtering af Muhammedkrisen fremstår Anders Fogh den dag i dag som den danske værdi-kæmper par excellence.

Men det er et kolossalt fupnummer, som det fremgår alene af det faktum, at Foghs forskningsminister Helge Sander i årevis hyldede princippet "Fra forskning til faktura".

Kan dette princip karakteriseres som en dansk værdi?

Hvis ja, så er det virkelig sandt, at Fogh gjorde danerne etc.

Relateret link: Bertel Haarder i Sønder Hygum

(*)Fotokopierne af såvel kladdebrevet som af det officielle brev er trykt i "Karikaturkrisen"(2006) ved Rune Engelbrecht Larsen og Thøger Seidenfaden (ss. 324-27)