|
Tanker i anledning af pandemien Mail til alle på Møllevangen i Bælum
"Mørketid er slut!"
"Ved solhvervstid vor mindste fugl/forvoven flyver af sit skjul -/ Kong Gærdesmut med halestrut/ forkynder: "Mørketid er slut!" Johannes V. Jensen, Årstiderne,1924
Kære alle på Møllevangen: beboere, personale, gæster og venner! Hvor er det hårdt at skulle undvære jer - især nu, hvor foråret er på vej og vi fristes til at bryde ud i fælles lovsang! Men ak og ve! Denne Covid 19 er virkelig en hård negl, den borer sig ind i vores sind og gør os modfaldne. Der er imidlertid hjælp at hente. Vi kan - om ikke andet - altid glæde os over "de nære ting". Tag nu for eksempel den gærdesmutte, der forleden dag var på lynvisit ind og ud af den mini-pil, som gror lige under mit køkkenvindue. Et øjeblik senere så jeg den kure ned ad træstammen , kigge sig hurtigt omkring for straks derefter at smutte væk. Men da den atter var på pletten næste dag - og så igen et par dage senere, gik det op for mig, at den nok havde bygget rede inde i den store kvas-bunke bag forsythia-busken.- Tænk engang! - sagde jeg til mig selv. Det var virkelig smart med den der nye trend "vild med vilje". Min have kom godt nok til at se lidt rodet ud, men til gengæld har en gærdesmutte valgt at bosætte sig i den ! Hvilket sammentræf! Et ganske pudsigt et oven i købet! På Møllevangen indleder vi nemlig ofte vintersæsonen ved at synge"Det er hvidt herude" fra St.St. Blichers "Trækfuglene". Heri optræder gærdesmutten i et digt, hvor Blicher tiltaler den som " nordiske kolibri". Så langt så godt! Men digtet bærer titlen "Thomas i Gjærdet" - det finder jeg til gengæld mærkeligt. En af mine nære ting er computeren - og den fører som bekendt vidt omkring. Men hvorfor gærdesmutten hedder Thomas i gærdet, kan computeren ikke fortælle noget om. Kigger man derimod i bøgerne, viser det sig, at gærdesmutten er en ganske bemærkelsesværdig fugl. Kære allesammen! Lad os håbe, at vi snart kan ses på Møllevangen - så vi i al venskabelighed kan passiare over dette spændende spørgsmål. * Ud over de nære ting er det erindringen, der kan hjælpe os midt i vores knibe. Når jeg tænker tilbage på al den tid, hvor jeg har været tilknyttet Møllevangen, går det op for mig, at det kun er i løbet af de allersidste år, jeg har fattet, hvor vigtig en rolle fællessang spiller for og i dansk selvforståelse. Måske er denne indsigt først trængt rigtigt ind efter, at jeg for tre-fire år siden begyndte at deltage i de gudstjenester, som to gange om måneden afholdes på Møllevangen. Disse gudstjenester er oaser af fred, skønhed og inderlighed. Ikke mindst takket være salmerne. Jeg har opdaget, at nogle salmer er sjæleåbnere. En af dem er Brorsons "Her vil ties, her vil bies", nummer 48 i Højskolesangbogen,nr 557 i Salmebogen. En salme, der bæres af en mild, stille fortrøstning, mens vi venter på forårets komme. En hyldest til livets og naturens uudgrundelige mirakel. Den hørte jeg første gang under en gudstjeneste på Møllevangen. Tak for det til jer på Møllevangen - inklusive dig, kære sognepræst! Møllevangen - Bælums kombinerede samvær- og lærested En ting er jeg overbevist om: Møllevangen er Bælums bedste kombinerede samvær- og lærested. Her kan man nemlig nyde samværet og samtidig lære noget. Bindemidlet mellem samvær og læring er fællessangen. Den savner jeg lige nu på en måde, der tangerer det smertefulde. Jeg prøver at aflede smerten ved at spørge om, hvad Danmarks fantastiske tradition mon skyldes. Danmarks fantastiske sangtradition For denne sangtradition er virkelig fantastisk - og måske ligefrem enestående? Om den kan sammenlignes med "en ung blond pige", hvis sang "har klang af klokke, sværd og skjold", vil jeg stille mig en smule tvivlende overfor. Til gengæld er den levende, oplivende og ældgammel - lige så gammel som Europas samlede musik- og sangtradition, vil jeg gætte på. Dog har denne tradition i Danmark et umiskendeligt særpræg takket være de mange bands, de mange musikfestivals, som afholdes over hele landet og ikke mindst formedelst de lejlighedssange i tusindvis (i anledning af fødselsdage, konfirmationer, etc), der forfattes af anonyme, men ofte utrolig dygtige amatørdigtere. Denne tradition synes at hvile på to grundpiller. Den ene er Reformationen. Martin Luther har foregået de protestantiske præster med sit eksempel ved selv at skrive en række salmer. Hans eksempel er i Danmark blevet fulgt af talrige digtere - fra Kingo og Brorson til Grundtvig og B.S.Ingemann. Disse har dannet skole. Og ikke blot ved at bidrage til salmebogen, de har også beriget den danske litteratur i hele dens mangfoldighed. Den anden grundpille er folkehøjskolebevægelsen, der udover at skabe et behov for digtere og sangskrivere også har fostret et sangivrigt publikum. Men se, kære venner!At nævne Reformationen og folkehøjskolebevægelsen er nemt nok, noget helt andet er at forstå hvad der ligger i og bag ordene. Især når man kommer fra en fremmed kultur - i mit tilfælde Italien. Gensyn med Blicher Året var 1965. I løbet af sommeren var vi over hals og hoved vendt tilbage fra Italien, hvor min drøm om at blive ansat i den italienske etat var jammerligt kuldsejlet. Vi slog os ned i Spentrup, hvor min danske kæreste Helene havde fået job som folkeskolelærer. Helene var 26, jeg 27. Jeg skriver Spentrup. I nogle måneder boede vi i et lille hus, der lå lige over for kirken - den kirke, hvor Steen Steensen Blicher havde virket som præst. Det var efter al sandsynlighed på Spentrups præstegård, at Blicher skrev "Det er hvidt herude" og resten af "Trækfuglene", inklusive digtet om "Thomas i Gjærdet"/gærdesmutten. Hvad kan man sige om digtet " Det er hvidt herude"? I hvert fald tre ting: a) digtet hører til de smukkeste i dansk digtning b) digtet er præget af et suverænt samspil mellem lyd, billede og budskab.Vi står med andre ord overfor en genial syntese af ordmusik og livssyn c) digtet er skrevet i dialog med Brorsons "Her vil ties, her vil bies". Lad os opholde os et øjeblik ved "Det er hvidt herude": Det er hvidt herude: kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård - Hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min abildgård. "Herude" skriver Blicher. Han var jo et inkarneret friluftsmenneske. Til forskel fra vennen B.S.Ingemann, som kukkelurede på sit studereværelse i Sorø, bakkede på sin merskumspibe, og i et digt havde skrevet: Det er så koldt derude (I sne står urt og busk i skjul, 1831). Kyndelmisse står der i anden linje. Der sker noget væsentligt, idet vi et kort øjeblik forlader digterens abilgård=æblehave og bliver mindet om den tid på året vi er i: kyndelmisse. D.v.s. missa candelorum alias vokselysenes messe=2.februar. NB! Denne kyndelmisse er et levn efter Danmarks katolske tid, men hos Blicher, der vel har læst E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) rablende fortællinger, bliver kyndelmisse en usynlig kæmpetrold, som slår sin knude, og den gør av, fordi den er både knivskarp og hård. Hvidt forneden, hvidt foroven. Hov! Hvad sker der her? Digtet anslår en melodi, vi kommer op at køre på en musikalsk karrusel, hvor vi snart er forneden og snart foroven. Der er bogstavrim, vi træder ind i et magisk melodisk rum - det samme, som vi kender fra Brorson "Her vil ties, her vil bies". "Pudret tykt står træ i skoven". Træerne er pudret med sne. Det er atter en menneskeliggørelse af det mirakel, der omgiver os - såvel i skoven som i vores have. Jeg får gåsehud over dette samspil af melodiske og visuelle finesser og bevidsthedsskifter. Denne første vers er i sig selv en hyldest til den menneskelige bevidsthed, som er både klar til at modtage og skabe de mest forskelligartede sanseindtryk. Når jeg mener, at "Det er hvidt herude" er skrevet i dialog med Brorsons "Her vil ties, her vil bies", er det fordi begge digte gennemstrømmes af længslen efter foråret. Desuden er der melodiske ligheder. Brorsons par "ties/bies" modsvares hos Blicher af de mange ord, der afsluttes med "ude" for at kulminere i tredje vers med udsagnet "ugler tude", der illuderer blæstens hyl. Hos Brorson er det musikalske element mere lyrisk . "Her vil ties,her vil bies" får en til at tænke på en vuggevise for voksne, mens Blicher lader virkeligheden tale. For bedre at kunne belyse forholdet mellem "Det er hvidt herude" og "Her vil ties, her vil bies", er det nok bedst at bringe Brorsons digt i dets fulde ordlyd (i alle vers gentages de to første linjer i linjerne 5 og 6): 1. Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind! Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente, vor sommer ind. Her vil ties, etc!" 2.Trange tider, langsomt skrider, langsomt skrider. Det har den art. Dagene længes, vinteren strenges, vinteren strenges. Og det er svart. Trange tider, etc 3.Turteldue, kom at skue, Kom at skue! Bag gærdet hist der skal du finde forsommers minde, forsommers minde, alt grøn på kvist. Turteldue, kom at skue etc 4.Eja, søde førstegrøde, førstegrøde af bliden vår! Lad det nu fryse, lad mig nu gyse, lad mig nu gyse. Det snart forgår. Eja, søde etc 5. Due, kunne du udgrunde, du udgrunde, hvad det nu sker! Kulden den svækkes, blomsterne dækkes, blomsterne dækkes, jo mer det sner. Due, kunne etc 6. Kom, min due, lad dig skue, lad dig skue med olieblad! Se!nu er stunden næsten oprunden, næsten oprunden, som gør dig glad. Kom, min due etc Første gang jeg hørte denne salme , blev jeg overrasket over dens åbenlyse eros-prægede billedsprog. At mit første indtryk ikke var helt ved siden af, fik jeg bekræftet i salmebogen, hvor der under "Her vil ties, her vil bies" henvises til Højsangen 2,11-14. Højsangen er jo erotik fra ende til anden. "Højsangen var for dem(=pietisterne) det helligste Stykke i Bibelen"- skriver litteraturkritikeren Hans Brix. H.A. Brorson (1694-1764) var pietist., erfarer jeg hos samme Hans Brix. Det vidste jeg ikke. Hvad pietisme er for noget, ved jeg heller ikke. Pietist eller ej, er Brorsons "Her vil ties, her vil bies" sublim skønhed.
Den fremtrædende litteraturforsker Erik A.Nielsen mener, at "Her vil ties, her vil bies" er "dansk litteraturs suveræneste frelsersang".
Det skal nok passe.
Men de mange "vantro" kulturkristne, der ligesom jeg betages af denne sang, fornemmer instinktivt noget andet,- noget, der sprænger de teologiske rammer, som digtet er opstået i. Det, man fornemmer, er digtets gådefulde tidløshed, dets egenartede syntese af arkaisme og modernitet. Digteren minder os om, at betagelsen over vårens genkomst er urgammel. Den er netop tidløs. Brorson og Blicher.Hvad forener dem? Tilsyneladende kun det forhold, at de begge er rodfæstet i Europas kultur.
Men de hører to forskellige epoker til. Brorson er et barn af Oplysningstidens optimisme. Han er samtidig med Holbergs komedier, de sidste tyve år af hans liv regeres Danmark officielt af den alkoholiserede kong Frederik d.5., der knejser til hest midt på Amalienborgs Slotsplads. Takket være hans dygtige ministre Moltke og Bernstorff gennemlever Danmark ikke desto mindre sin blomstringstid - den florissante periode. Blichers tid er præget derimod af dyb krise. Men Danmarks kultur og videnskab har det strålende. Blicher er jævnaldrende med Grundtvig og brødrene Ørsted. Det er Danmarks guldalder, men det er det øvrige Europas også. I 1842, da Blicher udsender sit jyske mesterværk E Bindstouw , indleder Verdis "Fangernes kor" fra Nabucco sin sejrsgang over de europæiske teaterscener. I det hele taget: det århundrede, der strækker sig fra ca. 1750 til ca. 1850, er en nøgleperiode i Europas historie, der kulminerer først med den franske Revolution i 1789 og senere med de mange "nationale" opstande omkring 1848. Det er en tid, der er præget af nytænkning - også på musikkens og kunstens område. Et hurtigt tilbageblik vil illustrere det: I 1749 skal det danske hof fejre den nyfødte kronprins Christian d.7. - til det formål har man indforskrevet en opera-trup til København. Truppens impresario - Pietro Mingotti - er italiener, men der er også en tysk komponist med. Han hedder Christoph Willibald Gluck. Han komponerer en dugfrisk opera til kronprinsens barnedåb. Nogle år senere og faktisk lige netop omkring den tid, hvor Brorson skriver "Her vil ties, her vil bies", er Gluck blevet ansat ved det kejserlige hof i Wien. Her udsender han operaen "Orfeus og Eurydike"(1762), der i den grad provokerer tidens drama queens , de såkaldte kastrat-sangere. Hvad har Gluck gjort? To ting: 1)Med arien "Hvad vil jeg gøre uden Eurydike?"(på italiensk: "Che farò senza Euridice?" som største hit har han forandret hele opera-genren for evigt (Søren Schauser). 2)Gluck har revolutioneret operaen efter princippet om "skøn enkelhed". Dette princip, som Gluck deler med Brorson, vil inspirere Mozarts operaer, svenskeren Bellmans viser, samt - ad lange omveje - vor egen tids popsange. Hvad kan man lære af det? At den danske sang ikke er en ung blond pige, men derimod noget, der fødes af en fælles europæisk kultur, der forsøger at finde nye veje efter ulidelige årtier med hungersnød, krige og ødelæggelser. Trediveårskrigen (1618-48) rammer især Tyskland, men martrer hele Europa. Den efterfølgende oplysningstid er en periode, hvor hele Europa synes at besinde sig ovenpå religionskrigenes barbari. Inden jeg fortsætter, vil jeg sige et par ord om Mozart og Bellman. Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91) har ikke alene skrevet operaer, koncerter og symfonier. Han har også skrevet en meget berømt maj-sang. Den hedder "Kom, maj, du søde milde! ". Den plejer vi at synge på Møllevangen. Den er også med i Højskolesangbogen, som nr 292. Hvad svenskeren Carl Michael Bellman (1740-95) angår, er han med i Højskolesangbogen med hele 4 sange, tre på svensk og en på dansk. Bellmans danske sang er Højskolesangbogens nummer 539, teksten er skrevet af Marinus Børup og starter med linjen "Nu er jord og himmel stille". Den blev vi præsenteret for på Møllevangen for nogle år siden, da vi fik besøg af Pensa-koret. Endnu et bevis på, at Møllevangen er et udmærket lærested. NOTER
"de nære ting". Jf. Senior Sangbogen (SeSa), nr 171 "Dit sind flyver altid så viden omkring"
"en ung blond pige". Jf. SeSA, nr 128 "Den danske sang er en ung blond pige", - nr 162 i Højskolesangbogen (HSB)
"Det er hvidt herude", nr 23 i SeSa, nr 253 i HSB
E.T.A.Hoffmann (1776-1822) - tysk forfatter, teatermand og komponist. Har bl.a. skrevet novellen, der har tjent som forlæg til Tjajkovskijs "Nøddeknækkeren".
Hans Brix, Fagre ord, 1908. Genudgivet 1963,s. 36 Erik A. Nielsen, H.A.Brorson - Pietisme, meditation, erotik,2013, s.424
Søren Schauser, Guldstykker - En uundværlig guide til 100 højdepunkter i klassisk musik og opera, 2020, s. 99Christoph Willibald Gluck (1714-1787) - Den dansk- sprogede Wikipedia fortæller detaljeret om Glucks ophold i København Chistian d.7. (1749-1808) - konge af Danmark-Norge fra 1766. Han er den skizofrene konge, vi kender fra historien om Struensee og filmen"En kongelig affære". Marinus Børup, "Nu er jord og himmel stille" : denne sang er udgået af Højskolesangbogens nyeste udgave
26.5.21
TO ILDSJÆLE
JOHANNES STOFFERSEN (STOFFER) var født 1939 i Restrup vest for Aalborg. Han døde i sommeren 2020, 81 gammel.
En skelsættende periode i hans liv blev de år, han tilbragte som elev på Østhimmerlands Ungdomsskole, hvor han havde Marie og Gunnar Kragelund som højt skattede lærere.
Jeg gætter på, at denne inspirerende oplevelse var stærkt medvirkende til, at han blev hængende i området, nærmere betegnet Solbjerg, hvor han var gift med Elsebeth.
En dag, hvor jeg spurgte Venneforeningen, om nogen kendte navnet på en god historiefortæller her på egnen, nævnte Edith Jørgensen Johannes´ navn.
Jeg kontaktede ham, og han glædede mig ved generøst at forsyne mig med talrige indlæg, som blev bragt i Møllevangsavisen.
Stoffer var en dygtig fabulerende fortæller, som blev læst med stor glæde af Møllevangsavisens læsere.
Interesserede kan læse eller genlæse dem i Møllevangsavisens avis-samling på Møllevangen eller på lokalarkivet.
Det er også Johannes, som har tegnet Møllevangsavisens omslag og senere brugt mange timer på at farvelægge det.
Johannes var engageret i lokalområdets liv, blandt andet som mangeårigt medlem af menighedsrådet ved Solbjerg Kirke og redaktør af sognebladet.
BIRTHE BJERRING døde i januar 2021, 85 år gammel.
Hun var gift med Martin. Kimen til deres kærlighed blev lagt tilbage i deres barndom, da Birthe kort efter krigens afslutning flere somre i træk var gæst på Martins slægtsgård ved Mammen.
Hun var født på "Københavns stenbro", men holdt utrolig meget af Jylland, samt af de mange campingture i det sydlige Frankrig og af de talrige ferie-ophold i Tyrkiet.
I to fireårige perioder og siden 2007 var hun en strålende formand for Venneforeningens bestyrelse.
Birthe var et livsstykke og fyldt med en smittende begejstring for sit arbejde i Venneforeningen.
Sammen med Martin, som var foreningens kasserer, stod hun for en lang række uforglemmelige løvsprings- løvfaldsture, hvor hun forsynede Møllevangs-avisen med sine nydelige referater over de seværdigheder, vi blev præsenteret for under turene.
Johannes og Birthe, æret være jeres minde.
MARTIN BJERRING (1934-2024) - mindeord
"Din egen Dag er kort, men Slægtens lang;
læg øret ydmyg til dens Rod forneden:
Aartusind toner op i Graad og Sang,
mens Toppen suser imod Evigheden."
Jeppe Aakjær, Historiens Sang, 1917
Martin blev født på en mindre husmandsbrug ved Mammen, den lille by øst for Viborg, der bl.a. er kendt for Mammen-øksen og Mammen mejeri.
Han var den næstyngste i en børneflok på 7, samt den yngste af drengene.
Faren var medlem af husmandsbevægelsen og beklædte et vigtigt tillids-hverv inden for partiet Det Radikale Venstre.
Moren var hjemmegående husmor, men under ægtefællens hyppige rejser i embeds medfør forestod hun også arbejdet ude i markerne.
Martin var præget af en stærk slægtsfølelse, både faren og moren påvirkede ham dybt - også i studievalget.
Den krævende uddannelse til skovfoged gennemførte Martin med topkarakterer. Ud over at tilegne sig den teoretiske side af stoffet, var han på praktikophold flere steder.
Mod slutningen af sin uddannelse var han udstationeret på Sjælland. Pludselig følte han, at tiden var inde til at "score" sin hemmelige flamme. Ombord på en ny-anskaffet motorcykel mødte han op på Birthes københavnske bopæl og spurgte, om hun ville med til Jylland. Det blev til et ja. Det blev også til et ja nogle måneder senere i Mammen kirke, hvor Birthe stod hvid brud med topmave. Hun ventede Sussi. Senere blev søskendeflokken udvidet med Hanne og Mette.
Birthe og Martin dannede et stærkt, ubrydeligt makkerskab, hvor de supplerede og inspirerede hinanden. Dette kom især til udtryk under de to fire-årige perioder (2007-2011 og 2011-2015), hvor de var de to ledende kræfter inden for Venneforeningen ved Bælum Ældrecenter.
Til glæde og gavn for Bælum Ældrecenter, Venneforeningen og hele byen.
Ære være begges minde.
Bælum, 25/6-24
|