SAMFUNDSAKROBATERNES KRAFT-OG KRUMSPRINGPETER KUHLMAN OG LARS SCHEIBEL (RED.): Kære humanister! Ovenstående bog må I endelig købe! For sølle 35 kroner kan I erhverve jer et fedt bevidstgørelsesstykke, udgivet i anledning af, at samfundsfag er blevet 13 år. Den allerførste følelse, artikelsamlingen vækker, er en velbegrundet forbløffelse:sjældent har så ung en fødselar formået at udløse den aura af kisteglad festivitas, Samfundsfag er ombølget af! Forundringen afløses af dæmrende forståelse, såsnart man blandt de røgelseskarsvingende gratulanter får øje på ingen mindre end the Godfather of U 90, chefen for de 4 livs bande, Erik Ib Schmidt himself! (s.170). Jeg mener, at denne bevågenhedsgestus fra højere sted kan opfattes som den officielle bekræftelse på, at magtapparatet har betroet samfundsfag en vigtig rolle i gymnasieskolens udvikling. Efter at være næsten undskyldende ind ad baggindgangen i 1966, befinder faget sig nu i en "etablerings-og ekspansionsfase" (s.73)som er en mellemstation på vej mod en mulig forfremmelse til grundfag (s.65). Om mulighederne vil blive til virkelighed afhænger udelukkende af U 90´´s fremtid (se U 90, s.171) Denne er ikke særlig lys i øjeblikket, begræder formanden for Fals (foreningen af lærere i samfundsfag)Peter Kuhlman, på s. 177, men bidragyderne til dette "jubelskrift" lader til at ville gøre det bedste for, at inkubationstiden giver det (for faget) bedst mulige udfald. Særlig bevidstgørende er i denne henseende Lavst Riemann Hansens og Henrik Adrians artikel. I et gråt bureaukratsprog, som hist og her glimter af ufrivillig komik,opridser de nogle perspektiver, som jeg finder ret nedslående. Ud fra flere synspunkter. Politisk set gør A.og R. op med den tandløse "munchske samfundslære" og går ind for en s.k. teoripluralisme, som præsenterer og problematiserer flere politiske og sociologiske standpunkter. Det lyder altsammen forjættende, men den måde, A.og R. administrerer teoripluralismen på,viser, hvor tandløst det kan være at problematisere skinproblemer. "Hvis er sproget?" spørger de f.eks.i et af de projekter, de beskriver. På baggrund af A.´s og R.´s åbenlyse sympatier for U 90 kan dette spørgsmål meget let gå hen og blive en diskussion af problemer,der snart vil høre fortiden til. Jeg synes, at spørgsmålet burde lyde:"Hvis var sproget?", for U 90´´s reaktionære sprogopfattelse(sprog=kommunikation)om føje tid vil gøre de fleste projektforbrugere (=eleverne) til sprogproletarer. For det andet ville det være mere samfundsrelevant at spørge:"Hvorfor har U 90 besluttet at slagte sprogets ekspressive dimension med dens enorme ladning af kreativitet og frigørelse?" "Hvis er magten?" spørger desuden A.og R. og tror, de er farligere end den "munchske samfundsfagslærer", der kundgjorde:Gud+konge=fædreland. Jeg mener, at A.´s og R.´s teoripluralisme - i skøn blanding med deres accept af U 90 -dømmer dem på forhånd til at svare lige så tandløst som deres munchske forgænger. Gud, konge og fædreland behøver de naturligvis ikke at tage sig af. De er af de ny magthavere forlængst henvist til museerne og erstattet med et nyt mytologisk sortiment. Jeg synes derfor, at det ville være mere samfundsrelevant at spørge:"Hvem har den reelle magt i DK i dag?Og hvordan udøves den?" Disse spørgsmål ville tillade at kaste lys på de interesser, der har skabt U 90 og på den igangværende udhuling af de demokratiske spilleregler, U 90 er et produkt af! A. og R. gør nar af den "munchske samfundslære" ved at sige, at den ikke var særlig farlig for overklassens børn,"selv om en enkelt højremand nok kunne blive knotten" (s.50). Hvem er A.´s og R.´s projekter så farlige for? Svaret er efterhånden nemt, synes jeg.I al deres manipulerende tandløshed er de farlige (eller aldeles unyttige)for størstedelen af befolkningen, nemlig den, der ikke har magten. Spørger man så, hvem der bliver lidt knotten, må svaret lyde: den del af befolkningen, som medierne og konsumismen endnu ikke har dresseret til total sløvhed. Her møder vi på den ene side patetiske skikkelser som Søren Krarup og Kresten Poulsgaard, der i U 90 ser den definitive ødelæggelse af kristendommens og bondestandens kulturværdier - og på den anden side alle de progressive kræfter, for hvem U 90 er et forsøg på at omdanne hele uddannelsessektoren til erhvervslivets pacificerede reservat.Én ting står fast efter min mening: A.´s og R.´s projekter er totalt harmløse for det nye magtapparat: det fantasiforladte, kulturtomme og effektivitetsdyrkende socialteknokrati, hvis mest iøjnefaldende galionsfigur er Ritt Bjerregaard. Sociologisk set hænger denne harmløshed sammen med en videnskabelig degeneration. Læser man A.og R. får man det indtryk, at hele den samfundskritiske tradition inden for sociologien, fra Max Weber til Wright Mills, er gået i glemmebogen. Ligningen samfundsrelevant=erhvervsrelevant, som danner ledetråden A.´s og R.´s fremtidsvisioner (se især s.67-69) er et stort spring tilbage til sociologiens nulpunkt. Under denne nedtur synes selv den mest elementære kritiske sans at gå fløjten. Således nævner A.og R. på s.52 "de munchske krav om systemtilpasning" for kort efter at bruge følgende passus fra betænkningen om EFG som vand til deres erhvervsrettede projektmølle:"...Eleverne må derfor have en forståelse for virksomhedens samlede problematik for at kunne finde sig til rette i og accepterede stadige ændringer, som vil finde sted..."(s.55). Også fra et nutidshistorisk synspunkt er der tale om et stort spring tilbage. Når vore to flittige virksomhedssociologer A.og R. påberåber sig den pædagogiske arv efter studenteroprøret (s.56), får jeg et Aha-Erlebnis, hvor skuffelsens bitterhed blandes med glæden over at se maskerne falde. Régis Débray har altså ret: under anarkistiske og pseudomarxistiske gevandter var studenteroprøret til syvende og sidst kapitalismens kulturrevolution, som knuste den borgerlige ideologis mest arkaiske elementer (inkl. Gud,konge og fædreland) for at bane vejen for den nuværende teknokratiske, overnationale og EF-harmoniserende fase. Man må håbe, at A.og R. er undtagelser blandt samfundsfagslærerne. Ellers kan jeg ikke se noget godt i, at samfundsfag bliver til gymnasiets grundfag - hverken for gymnasiet eller for samfundet. Og omvendt: jeg kan godt forstå, at netop A´s og R.´s udgave af samfundsfag egner sig bedst til at blive grundfag i U 90´s ånd. Kære humanister! På baggrund af ovenstående mener jeg, at vi må overtage initiativet inden for projektarbejdet,bl.a. for at sikre det samfundsrelevante indhold, som samfundsfag ikke altid er i stand til at levere. Men sideløbende med projekterne er det uhyre vigtigt, at vi udvikler en bæredygtig projektteori. Vi skulle nødig - af lutter projektiver - drukne i en sump af ideologisk og pædagogisk begrebsforvirring, som den den, A. og R. er havnet i. Dette indlæg og det foregående (Humanisme og rotteræs) er opstået på grundlag af mange diskussioner med følgende venner og kolleger: Inger Jespersen, Erik Kierkegaard, Helle Høyrup, Estrid Balslev, Mogens Bjerring Hansen, Erlend Thorvardarson og Johannes Thomsen. Ansvaret for de udtrykte meninger er udelukkende mit. Pietro Cini Viborg Katedralskole Bragt i Gymnasieskolen, 1979,s.964-65 |