OM VENSTRES GRÆNSELØSE LURVETHED

Mens dette skrives, har ukendte gerningsmænd skamferet Yildiz Akdogans og andre progressive  muslimers valgplakater. Samtidig oplyser DRs tekstnyheder, at fremtrædende Venstre-folk - bl.a. Eyvind Vesselbo - ser positivt på den nylige tilnærmelse mellem  Lars Barfoed (K) og Margrethe Vestager (R).

Hvad skal man mene om det?

At vandalernes fremfærd er forudsigelig,og at Barfoeds og Vesselbos udmeldinger kommer for sent. Så sent, at man rimeligvis må anse dem for valgflæsk.

Og nu til sagen: i snart 10 år har Danmark våndet sig under Venstres grænseløse lurvethed.

Ja, jeg mener uden skygge af tvivl, at Venstre må bære hovedansvaret for det politiske morads, Danmark er havnet i.

Dansk Folkeparti kan derimod ikke klandres for ret meget. Hvert land må jo tumle med sine nationalister - men ikke hvert land lader sig diktere af dem.

Det gjorde Danmark derimod. Danmark har i et årti ladet sig regere af Pia Kjærsgaard - og manden, der har tilladt det, hedder Anders Fogh Rasmussen.

Derudover har Anders Fogh Rasmussen (AFR) kastet Danmark ind i en ulovlig krig(Irak) og, hvad værre er,han har benyttet sig af Muhammed-krisen til at dele landet i gode(=hans tilhængere) og onde.

Ifølge AFRs fremstilling har han ikke gjort andet end at forsvare ytringsfriheden. Men at hævde sådan noget er himmelråbende manipulation. For husk nu det: det begyndte med, at ytringsfriheden var hellig, men pludselig skulle alle som én stå last og brast om Danmark - og al kritik af regeringens tåbelige fremfærd blev fremstillet som forræderi.

Det er så pinigt - og lurvet! - at det er til at skrige over.

Jesus som narrøv og fedtsyl

Desuden har AFR hævet to åndelige nuller - Søren Krarup og Jesper Langballe - til Danmarks intellektuelle fyrtårne.

 I alliance med AFR  har Søren Krarup udbredt en form for kristendom, hvor Jesus fremstår som en krydsning mellem Holger Danske, en narrøv og en fedtsyl.

At det kunne lykkes ham, må først og fremmest skyldes, at Danmark ikke  længere er et kristent land! Jeg mener: når man ustraffet kan gøre Jesus - en uforfærdet forkæmper for de svage og de forfulgte - når man altså kan gøre ham til spidsborgernes husgud, ja så må man  prædike for mennesker, der forveksler kristendom med forstokkethed, konformitet og egoisme.

Men der er én vigtig årsag til: Når Søren Krarup & Jesper Langballe formår at udbrede det ret nedslående budskab om Jesus som narrøv og fedtsyl, er det fordi de bliver hjulpet af  den borgerlige intellektuelle elite.

Denne består af:

  • fanatiske islamhadere. Her finder vi Lars Hedegaard, Søren  Espersen, Morten Messerschmidt, Mogens Camre, Uriasposten og andre
  • moderate "Oplysningsfolk" (Søren Blüdnikow, Arne Notkin, Adam Holm, Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Flemming Rose)
  • Venstre-grundtvigianerne Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbech
  • Venstres universitetsfolk: Lykke Friis, Eyvind Vesselbo, m.fl.

Var er fælles for alle disse mennesker?

Ingen af dem - ingen, siger jeg! - tør gå de to præstefætre imod.

Heri ligger - mener jeg - Venstres grænseløse lurvethed. Og det nytter ikke noget,  Eyvind Vesselbo nu forsøger at vaske sine hænder i Lars Barfoeds Pontius-Pilatus-vask.

Eyvind Vesselbo er medskyldig.

Han er faktisk mere skyldig end for eksempel Lars Hedegaard.

Om sidstnævnte ved man nemlig, at han er plattenslager og fanatiker. Hans støtte til Søren Krarup og Jesper Langballe bliver derfor af mange pæne borgere afvist med uvilje.

Men den stiltiende støtte, som leveres af  Vesselbo,Rønn, Friis og Haarder, er utrolig værdifuld for de to fætre - og endnu mere skadelig for det danske demokrati.

Fordi støtten kommer fra pæne mennesker. Pæne mennesker, der er pæne formidlere af mindre pæne budskaber.

I sit store værk om det totalitære herredømme opholder Hannah Arendt sig længe ved de pæne intellektuelle, der gjorde Hitler spiselig for 30´ernes pæne tyske borgerskab.

Denne uhyggelige historie gentager sig i vore dages Danmark - fordi folk som Vesselbo, Rønn, Friis og Haarder ikke tør gøre det eneste, der ville redde deres ære: at forlade Venstre.

At forlade Venstre af kærlighed til det danske demokrati.

At forlade Venstre for ikke at være meskyldige.

Medskyldige i Venstres grænseløse lurvethed.

29.august 2011

PS. Og så var der Lykke Friis - europæisten Lykke Friis. Hvordan kan hun sige god for de to latterlige beton-nationalister Krarup & Langballe? Hvordan kan hun gøre det uden at blinke?