|
SAPERE AUDE. Vi har brug for visdom, omtanke, respekt og dialog
Dr. Mengele vovede i den grad at vide.
I sit indlæg "Vi har brug for oplysning, ikke religionskrig" bragt af Kristeligt Dagblad den 23.12. 2016 oversætter Vincent F. Hendricks det latinske udsagn "Sapere aude" med "Vov at vide". En hurtig surfing over nettet viser, at denne oversættelse er hyppigt brugt - selv i universitetskredse. Ikke desto mindre er den både forkert og utidssvarende. Løsenet "Sapere aude" vandt vid udbredelse over hele Europa efter at den tyske filosof Immanuel Kant brugte det som valgsprog i sit essay "Hvad er oplysning?"(1784). I nævnte essay oversatte Kant "Sapere aude" med: "Hav mod til at bruge din egen forstand. " En korrekt oversættelse,synes jeg, idet det latinske udsagnsord "sapere" betyder "at være vis/forstandig". "Vov at vide" synes derimod at være dels en uheldig oversættelse af det engelske "dare to know" dels en arv efter den tid (2001-2010), hvor videnskabsminister Helge Sander knæsatte princippet "Fra forskning til faktura". Uanset hvad mener jeg, at vores tid har brug for visdom, omtanke, dialog og respekt. 30.december 2016 Bragt i Kristeligt Dagblad d. 2.1.17 * En strid om kejserens skæg? Nej. Mellem Kants oversættelse og den smarte parole "Vov at vide" er der en afgrund til forskel. Den afgrund, der er lig med det åndshistoriske fallitbo, vi lever midt i lige nu. For at skære det ud i pap: Når Kant siger: "Hav mod til at bruge din egen forstand", mener han: Hav mod til at være vis (og etisk hensyntagende).
"Vov at vide" ligger derimod i betænkelig nærhed af et "Vov at fuske" og det, der er værre. Dr. Mengele vovede i den grad at vide.
* I Vincent Hendricks´ indlæg står der blandt andet:" (...)Skæver man til vestlige demokratiers historie, så rider den på ryggen af Oplysningstiden. Oplysningstidens motto var "sapere aude" - eller "vov at vide", og heri lå, at der kunne være ganske udfordrende, ligefrem farligt, ved at erhverve sig ny viden. Det farlige skal ses i lyset af den mørke middelalder, der præcis var karakteriseret ved en religiøs dogmatik med hensyn til, hvordan livet skulle leves i overensstemmelse med den rette tro, og hvad der retmæssigt kunne betegnes som videnskab". Men er Vincent Hendricks virkelig så sikker på, at Middelalderen var mørk ? Læser man f.eks. Steffen Heibergs "En ny begyndelse"(2008), viser det sig, at Middelalderen tværtimod var en af de uomgængelige forudsætninger for Oplysningstiden. Middelalderen var jo blandt andet ensbetydende med Dante Alighieri og hans samtidige Marsilius fra Padova (1275-1342). 200 år før Luther angreb sidstnævnte de pavelige teser om overhøjhed over den verdslige magt, idet han med både politiske og teologiske argumenter gendrev de pavelige påstande. "Guds lov hører evigheden til; på jorden kan der kun dømmes efter menneskers lov..."(Steffen Heiberg, cit. s. 473). Den interesserede opfordres på det varmeste til selv at læse videre i Steffen Heibergs fremragende værk. Her vil jeg gerne fortælle lidt om, hvor Kant fik sin maksime fra. Det er nemlig en rigtig god historie, som fører os fra Odysseus over Dantes fiktive helvede til Primo Levis faktuelle. Fra Horats til Dante Opfordringen "Sapere aude" har Immanuel Kant og mange andre før ham fundet hos den romerske digter Horats (63-8 f.Kr.), som i et af sine epistler (I,2) henvender sig til en vis Maximus Mollius - en ung og lettere ugidelig romer. Se at komme ud af røret, tilskynder digteren ham. "Hav mod til at være vis. Sapere aude" v. 40). Til det formål kan Mollius bruge Odysseus som rollemodel. Odysseus, om hvem Homer fortæller, at han var udstyret med både mandshjerte og visdom: virtus og sapientia. Så vidt jeg kan se, ligger der intet heltemodigt over Horats ´ "Sapere aude". Husk på: Horats var kejser Augustus´ hofdigter, en af pax romanas dygtigste reklameagenter samt den romerske hygges og middelmådigheds ukronede profet. Hvad hans Odysseus angår, er han passende nedjusteret i samklang med et "på det jævne, på det jævne" livssyn, som alle epokers samfundsstøtter vil nikke anerkende til. Et totalt anderledes Odysseus møder vi hos Dante, INFERNO, 26.sang. Den florentinske digter og hans ledsager Vergil er under deres rejse gennem helvedet nået ned til den kreds, hvor de svigagtige rådgivere er forvandlet til flammer. Inde fra en af disse flammer fortæller den dømte Odysseus om, hvordan han - ude af stand til at "...tøjle driften/efter at trænge dybt til bunds i verden/og i hvad der er godt og ondt hos mennesket " (v.97-99) - beslutter sig for at sejle hinsides Herkules ´ søjler. Men først må han opildne sin sølle besætning af gamle og trætte mænd. Det sker med en "lille tale", som hører til italiensk digtnings mest berømte passager : "Considerate la vostra semenza./Fatti non foste a viver come bruti/ ma per seguir virtute e conoscenza". På dansk: "Tænk på hvorfra I kom, hvad I blev født til!/Ikke til at leve som stumme bæster,/ men til at søge dyd og kløgt og kundskab" ( INFERNO 26.sang. v. 118-120 - Ole Meyers oversættelse). Som man kan se, fremsætter Dante en gribende variant over temaet "sapere aude" i vers, der er endnu et vidnesbyrd om, at den så kaldte mørke middelalder ikke var så mørk endda. Dantes variant rummer imidlertid en vink med en vognstang til alle dem, hvis "videns vovemod" ikke holdes i ave af visdom. Odysseus´ færd hinsides Herkules´ søjler rammes nemlig af Guds straf. Med Dantes (og Ole Meyers) ord: ....en storm ramte skibet/ med voldsom kraft ret forfra, ind på stævnen; tre gange drejed skib og hav tilsammen;den fjerde gang blev agterstavnen løftet/og stævnen dykket, som en anden ville,/ til havet atter lukked sig foroven ( v.137-142). Mangt og meget kunne tyde på, at katolikken Dante fordømmer Odysseus´ grænseoverskridende handling, samtidig med at Odysseus´ dristighed og videnlængsel hyldes som noget, Dante kender fra sig selv og sine samtidige. I sin bog om den guddommelige komedie refererer Ebbe Kløvedal Reich Odysseus-episoden på en (mildest talt) stedmoderlig måde. (1) Det giver heldigvis mere mening at læse de overvejelser, som den finske filosof Georg Henrik von Wright gør sig omkring samme episode(2). Fra Dante til Primo Levi Den unge kemiker Primo Levi (1919 -1987) havde i slutning af 1943 tilsluttet sig den nord-italienske modstandsbevægelse. Alle medlemmer i hans modstandsgruppe blev taget til fange af fascisterne og henrettet. Levi slap; fordi han var jøde, endte han først i koncentrationslejren i Fossoli ved Modena og fra februar 1944 i Auschwitz. Hans "nøgternt underspillede oplevelse" af dødslejren er nedfældet i bogen "Se questo è un uomo",1947 (da: Hvis dette er et menneske, 1989). Bogens 11. kapitel med overskriften "Odysseus ´ sang" er - omgivelserne taget i betragtning - en af de mest særprægede hyldester til Dantes "Guddommelige Komedie" og samtidig noget ubestemmeligt tredje: en verdslig salme? en gravskrift over Vestens kultur? Døm selv. Det er sommeren 1944. Immanuel Kants berømte sapere aude-fanfare fra 1784 fylder helt nøjagtigt 160 år. En dag skal Primo sammen med Pikolo hente den store gryde med fangernes suppe. Pikolo hedder i virkeligheden Jean, og er en student fra Alsace. Inden for den Kemiske Kommando, som Primo hører til, arbejder han som budbringer og bindeled mellem de andre fanger, kapo´ en og lejrledelsen. Han taler flydende fransk og tysk, sætter stor pris på Italien, og han kunne godt tænke sig at lære italiensk, fortæller han under turen til køkkenet. Af uforklarlige grunde kommer Primo på den ide at præsentere Jean for netop Odysseus´ sang. Men først vil han gerne forklare hvem Dante er og hvad den Guddommelige Komedie står for. Selv om Pikolo har valgt en tilpas lang omvej, er tiden knap, det gælder om at holde sig til det væsentlige. Primo fortæller: Under rejsen til det Hinsides ledsages Dante først af Vergil, derefter af Beatrice. Vergil er fornuft, Beatrice (Dantes ungdomskærlighed) teologi. Samtalen foregår på fransk, og det er i sig selv et problem. Det virkelig svære begynder imidlertid, når Primo forsøger at oversætte Dantes linjer. Eller rettere: de linjer, har er i stand til at huske. Endelig kommer Primo til sangens mest berømte sted. Øjeblikket er højst dramatisk. Med forfatterens egne ord: " Solen står allerede højt på himlen. Middagsstunden er nær. Jeg har travlt, frygtelig travlt. Og nu, Pikolo, lyt nu alt hvad du kan, med øre og sjæl, jeg har brug for at du forstår: Tænk på hvorfra I kom! Hvad I blev født til!/Ikke til at leve som stumme bæster/men for at følge dyd, kløgt og kundskab. Primo Levi kommenterer:" Det var som om jeg også selv hørte det for første gang. Som et stød i en trompet, som Guds egen røst. I et kort øjeblik glemmer jeg hvem jeg er, og hvor jeg er". På trods af, at Primo har svært ved at huske store dele af Dantes tekst, lykkes det ham, at genkalde Odysseus-sangens allersidste linjer: "Tre gange drejed skib og hav tilsammen,/ den fjerde gang blev agterstavnen løftet/og stævnen dykket som en anden ville". Men hvad betyder ordene "som en anden ville"? For Odysseus?Dante? Primo og Pikolo?Sidst men ikke mindst: Hvad betyder de for os, der læser dem i dag? Pietro Cini fenigli@hotmail.com Fortsættelsen følger i: Europa har ondt i historien NOTER 1) Billeder og fortællinger fra Dante "Den guddommelige komedie". Genfortalt af Ebbe Kløvedal Reich, 1991 2) Dante mellem Odysseus og Faust i: G.H. von Wright, Myten om fremskridtet, 1994, s. 15-24 21.3.17 |