SPLATTER: Kritik af Ibn Warraq "DERFOR ER JEG IKKE MUSLIM"

Enhver, som måtte være   i færd med at  læse  den bloddryppende bestseller Derfor er jeg ikke muslim, burde standse op et øjeblik  og reflektere over følgende spørgsmål: Hvordan ville en tilsvarende ’ Derfor er jeg ikke kristen’ egentlig tage sig ud?

Én ting synes sikker: er folkemorderen Timur Lenk , som IW beretter om på siderne 348-49 i sin bog, repræsentativ for islam, så kan Adolf Hitler sagtens gå an  som   typisk eksponent for både kristenhed  og kristendom.

Bevares: Ibn Warraq  er i sin gode  ret til at skrive hvad som helst om hvad som helst. Det er Bent Blüdnikow, David Gress og Lars Bonnevie selvfølgelig også. Det er bare beklageligt, at de  tre anmeldere ved at  rose IW’s bog   til skyerne har promoveret den til  bestsellerstatus.

For IW’s skrift har intet med seriøs historieskrivning at gøre.

Det skyldes, at IW koger historiens kompleksitet (læs: samspillet  af geografiske, økonomiske, sociale, etniske og religiøse forhold)  ned til den fra underholdningsindustrien velkendte reduktive formel om kampen mellem den Gode og den Virkelig Onde. 

In casu:  det  rationalistiske og højt civiliserede Vesten kontra den barbariske islam. 

For at gennemføre denne operation betjener  IW  sig af en stor citatmasse, hvor kilderne kasseres og godtages alt efter om de passer ind i hans stort anlagte  forsimplingsprojekt.  

Facit bliver en bog, der  består af himmelråbende generaliseringer ( idet forholdene i Iran, Sudan, Pakistan og Saudi Arabien  fremstilles som typiske for hele den islamiske verden) samt bygger på manipulerende postulater, der kolporteres via fortielser, kvarte sandheder og ikke så få selvmodsigelser.
Det turde være indlysende, at IW’s historieskrivning udmønter sig i en fagligt set ulødig bog. Derudover er  hans koncept problematisk af  to grunde.

For det første,  fordi dens dæmoniserende misinformation kunne inspirere letsindige beslutningstagere til den type arrogant adfærd, de gamle grækere kaldte for hybris.

For det  andet,  fordi  den bygger på intellektuel vold. Hermed hentyder jeg til  den præventive intimidering, som  IW benytter sig af, når han stempler sine modstandere som ’islamapologeter’. Da begrebet ’islamapologet’ har et skiftende indhold, som IW bestemmer enevældigt fra gang til gang, kommer den selvbestaltede anti-dogmatiker Ibn Warraq  pudsigt nok til at minde  om  Oktoberrevolutionens folkekommissærer, der i folkets navn udpegede folkefjenderne med henblik på eventuel genopdragelse, m.v.

Det er via  denne meningsterror  at IW genfremsætter Ernest Renans  tese om, at islams kultur i perioden 800-1100 skulle være opstået på trods af islam. Hvor forvrøvlet påstanden er, kan man forvisse sig om ved at nærlæse Renans tendentiøse svada på siderne 403-04 i IW’s bog. Den bygger på den absurde ligning kristendom = Inkvisitionen.
Lige så absurd er ligningen islam = islamisk fundamentalisme, som danner den hårde sokkel i IW’s  postulat om, at Khomeini  skulle være typisk for den islamiske tradition 

En af Europas førende islamforskere, italieneren Renzo Guolo har med rette påpeget, at Khomeini var en moderne folkeforfører, som misbrugte religionen i ideologiens tjeneste, og at Rushdie-sagen set i denne kontekst ikke var andet end  et makabert mediestunt, hvormed ayatollahen  angreb både  Vesten og den moderate islam.  

At fremstille Rushdie-affæren og den afskyelige fanatisme, som fulgte i kølvandet på  den, som typiske for islam, er derfor manipulation af den groveste slags.

I Derfor er jeg ikke muslim  lykkes manipulationen takket være en øredøvende fortielse. IW undlader at fortælle, at den egyptiske forfatter Naguib Mahfouz  tilbage i 1959 udgav en parodi på jødedom, kristendom og islam. Parodien, som i engelsk oversættelse hedder ’Children of Gebelawi’, udkom som føljeton i det ansete egyptiske dagblad Al Ahram. At parodien vakte præsteskabets og de konservative kredses harme er næppe underligt, men det er også et faktum, at  Al Ahram bragte hele føljetonen uden at  forfatteren  led nogen  overlast. Tværtimod  kunne  Naguib Mahfouz uforstyrret fortsætte den imponerende forfattervirksomhed, der i 1988 indbragte ham Nobelprisen i litteratur.

Hvor den fortrængte Mahfouz-sag er  ét eksempel på IW’s  mange fortielser, er hans omtale af den  egyptiske forfatter Taha Husayn   typisk for IW’s hyppige brug af kvarte sandheder.

Om Taha Husayn kan vi på s. 31 læse, at han på grund af sin alvorlige kritik af Egyptens forældede traditioner, ’ blev tvunget til at trække sig tilbage fra offentlige poster ’. Hvilket er ganske rigtigt, men bliver til en kvart sandhed, idet vi ikke får at vide, at Taha Husayn siden hen blev rektor ved Alexandria Universitet samt Egyptens undervisningsminister i perioden 1950-52.

Hvad endelig IW’s mange selvmodsigelser angår, må jeg af pladshensyn nøjes med kun at nævne én.
På s. 254 karakteriseres den islamiske lov  som irrationel. På side 255 står der imidlertid, at samme lov blev skabt gennem en rationel fortolkningsproces.

Velbekomme!

Bragt i Weekendavisen 19/5/2004