Pietro Cini

Bøller, tyveknægte og voldtægtsforbrydere

De begivenheder, som indtraf nytårsnatten i Køln og andre byer, fylder mig med en blanding af undren, afsky og forfærdelse.

Der rapporteres, at grupper af berusede bøller - mestendels af marokkansk og algiersk oprindelse - gav sig til at befamle og bestjæle mange af de kvinder, der kom inden for deres rækkevidde.

Pressen beretter endvidere, at begramsningerne til tider udartede til deciderede voldtægter.

Disse forbrydelser kan der ikke findes formildende omstændigheder for. Tværtimod er de behæftet med den skærpende omstændighed, at de er begået af mænd, der var og er Tysklands gæster.

Som EU-borger håber jeg, at de skyldige bliver identificeret, pågrebet, stillet for en dommer samt efterfølgende fængslet og/eller udvist.

19.1.2016

Til dem, der måtte ønske at forholde sig en smule eftertænksomt til det skete kan jeg foreløbigt varmt anbefale følgende artikler fra Die Zeit af 14.1.2016:

1)Bernd Ulrich, Wer ist der arabische Mann?
2) Petra Bahr, Die Angst vor der Wahrheit
3) Mohamed Amjahid, "Ist doch niemand gestorben"
4) Anant Agarwala og Martin Klingst, Zeigen, wo der Ausgang ist

(alle tilgængelige på nettet)

Anbefalelsesværdig læsning er desuden disse artikler:

5) Pernille Bramming, Vi skal sætte grænser, Weekendavisen 15.1.2016
6) Thomas Hoffmann, Alt og intet med islam at gøre?, samme 22.1.2016
7) Slavoj Zizek, Sexovergreb som de udstødtes hæslige karneval, Information 23.1.2016

     HVAD KAN VI LÆRE AF KØLN?

I sin artikel begynder Bernd Ulrich(årgang 1960) med at spørge:"Hvem er den arabiske mand?"
Spørgsmålet er vanskeligt at besvare - ikke desto mindre er det vigtigt at stille det, hvis man ønsker at forholde sig sandfærdigt til   ugerningerne fra Kølns nytårsnat.

Dette ønske om sandfærdighed er imidlertid ikke just det, som har karakteriseret mange (tyske) offentlige instanser og medier.
Det er som om disse har haft svært ved at erkende 4 ubehagelige sandheder:

1. At der i Køln var sket ret alvorlige ting
2. At mange af de skyldige var arabere
3. At der blandt dem var mange flygtninge
4. At sexovergrebene ikke blot kunne forklares som en sideeffekt af tyverierne.

Der gik i hvert fald lang tid, før man erkendte og dernæst indrømmede, at hundredvis af arabiske mænd havde gjort sig skyldige i massive sexovergreb på tyske kvinder.

Alt dette kunne tyde på, at den manglende vilje til at tale om den arabiske mand bunder i fordommen om den tyske mand.

Ifølge Bernd Ulrich synes mange i den tyske elite at mene, at tyskerne er et farligt og truet folkefærd, der kun kan tåle at høre bestemte sandheder om fremmede, såfremt de bliver serveret i veldoserede mængder og ved stuetemperatur. Ellers vil det miste sin civiliserede selvbesindelse og falde tilbage i det barbari, der angiveligt stikker dybt i det (men ikke i eliten, forstås).

Men denne indstilling er problematisk: en velkomst-kultur (a la Angela Merkel ), der er bange for flertallet og for sandheden, er før eller senere dømt til at slå fejl.

Ligeledes nytter det ikke noget at påstå, at kun et mindretal blandt flygtningene har gjort sig skyldigt i overgrebene. For dette mindretal vil skabe problemer.

Det er også sandt, at de fleste flygtninge er flygtet fra terror og politisk undertrykkelse. Men det er lige så sandt, at der blandt dem findes et mindretal, der hælder til noget, som de fleste er flygtet fra: islamisme, kvindeforagt, had over for Vesten, kriminalitet.

Der er unge feminister, der argumenterer for, at den seksualiserede vold er et mandligt fænomen, og hermed ikke noget specifikt arabisk eller muslimsk. Og det er i og for sig rigtigt nok, indrømmer Bernd Ulrich. De unge arabiske mænd er ikke kommet til et utopisk land, hvor der hersker ligeberettigelse og ikkevold. Tværtimod er de kommet til et samfund, hvor der i betydeligt omfang forekommer både voldtægt og seksuel tvang, begået også af tyskere.

Men samtidigt fører feministernes argumentation til, at årtiers kampe for ligeberettigelse og for kvindens ret til sin krop lige med et bliver kastet ud i glemslen. Hårde kampe, der bragte store fremskridt, som for eksempel loven fra 1997, som gjorde voldtægt i ægteskabet strafbar. En lov, noterer B.Ulrich, der dengang blev vedtaget på trods af modstanden fra mange, som i dag - hvor der er tale om muslimer - stiller sig i spidsen for den feministiske bevægelse.

Denne konservative masseindvandring ind i den mest avancerede feminismes rækker kan selvfølgelig få nogen til at trække på smilebåndet. Man kan imidlertid glæde sig over det, der nu hersker konsensus over: Hver kvinde kan til hver en mand (også ægtemanden), hvorsomhelst (også i sengen) og i hvilken som helst påklædning (også nøgen) og når som helst (også når hun har sex)sige nej. Og dette nej står ikke til diskussion.(...)
Der er meget lidt, der taler for, at alle de arabiske mænd, der for nylig er kommet til Tyskland, uden videre vil tilslutte sig denne konsensus. Facit:

Der må kæmpes på ny.

Netop i disse dage - fortsætter B.U. - har Muslimernes Centralråd gjort opmærksom på, at islam naturligvis forbyder unge mænd at røre ved kvinder på usømmelig vis. Med andre ord: Det, der skete i Køln, er hverken udtryk for Allahs vilje eller den muslimske tro.

Men hør nu her, kære venner! Hvor naiv ønsker I, at offentligheden skal være ?Vi har da ikke glemt, at den kristne tro forbyder at forulempe kvinderne seksuelt. Alligevel har den katolske kirke med sin umenneskelige seksualmoral skabt dette farlige dobbeltbillede af kvinden: madonna eller luder, hellig eller løsagtig.
Dette stiliserede billede af den kyske kvinde har mange mænd brugt som fribillet over for kvinder, der ikke svarede til det.

Katolicismen og i endnu højere grad islam giver stadig næring til denne tankegang.

Sexisme leder altid efter en ideologi, en undskyldning, et påskud. Derfor må "dén" islam udsættes for kritik ligesom "dén" katolicisme blev det engang.

Når en muslimsk kvinde siger, at hun bærer tørklæde af fri vilje, ikke for mændenes skyld, men for Gud, skal det selvfølgelig respekteres. Men beklædningsforskrifterne for kvinder i de arabiske lande røber også noget om mandens underliggende driftsstruktur: blot det flygtige syn af kvindehud truer manden med at gøre ham til offer for hans egen dyriske natur.

Også dét kender vi fra diskussionerne om prostitution: Hvis han ikke kan få det ud på bordellet, så...Dette i bund og grund sexistiske mandebillede tjener manden som præventiv ansvarsfralæggelse: Det var ikke mig, der gjorde det, det var aben i mig.

Vejen fra manden, der på grund af enhver pirring kan (og må gerne!) miste sin selvkontrol, til manden, som under alle pirringens stadier må adlyde et nej, er hverken kort eller let. Men den er fremkommelig.

Her vil jeg gerne tillade mig at stille et spørgsmål til alle dem, der gerne vil udmønte kvindernes personlige angst til en politisk angst for flygtninge: Når det nu i Tyskland er lykkedes nogenlunde at civilisere flertallets forskruede maskulinitet, hvorfor skulle det ikke lykkes med et mindretal?

Når gamle tyske konservative kunne blive feminister, hvorfor skulle det ikke ske med unge arabiske mænd?
Efter to moralsk og militært tabte krige, gennem år af antiautoritær og antipatriarkalsk kamp har Tyskland udviklet en helt exceptionel evne til at afgifte mandighed. Ikke sandt, kære kønsfæller, vi har da selv prøvet det på egen krop: Der er ingen i længden som kan unddrage sig den tyske stolekreds.

Men lad os ikke gøre os selv naivere end vi er, vi ved alle, at det her ikke handler om angst, men om politik. Der er mange, som efter Kølns katastrofenat øjner chancen for at vælte regeringens flygtningepolitik.

Men disse forhåbninger vil blive skuffet: På samme måde som dele af eliten må sige farvel til deres folke-pædagogiske attitude, må mange af højrefløjens nu så vellystigt hadende give afkald på deres magiske tænkning.

Al skærpet udvisningspolitik vil ikke medføre en nævneværdig reduktion af de tilstedeværende flygtninge, og den afskrækkende virkning vil være minimal.

Og statsministeren vil først trække sig tilbage, hvis det ikke lykkes hende at tilbageerobre kontrollen over indvandringen, og mærkbart at reducere antallet af de nyankomne.

Selv hvis Angela Merkel midt på året skulle erstattes af Wolfgang Schäuble, vil tilstrømningen ikke komme ned på nul.

Islam - tillige med den arabiske mand - er fra nu af og for altid en væsentlig og vigtig del af Tyskland, den hører til dette lands identitet.
Væn jer til det, pegidister og AfDler(= folk fra Pegida og Alternative für Deutschland), det kan blive rigtigt godt.

Vil man virkelig gøre noget godt for at afhjælpe kvindernes angst, må der ansættes flere politifolk og socialarbejdere, og hvis AfD virkelig er bekymret over den arabiske mand, skulle den tage og allerhelst totalt aflevere sine guldreserver til muslimske kvindeorganisationer.

For det bliver de muslimske kvinder, der vil være de første til på en skånsom måde at lære deres mænd - og naturligvis deres sønner - hvor smuk ligeberettigelsen er.

Og endelig: I Syrien er der i disse dage   tusindvis af mennesker, der sulter inde i de byer, som er belejret af Assads tropper. Og tusinder, der flygter fra den ild, der falder ned fra Syriens himmel. Samtidigt er der tusinder og atter tusinder af tyskere, der hjælper de mestendels venlige, fredelige og ærekære flygtninge, også de mandlige. Den tyske flygtningepolitik er altså hverken forbi eller slået fejl. Den kommer først nu rigtig i gang.

Og hvis alle dem, der er på flygtningenes side, også går ind for at fortælle hele sandheden, hvis de bliver de første til åbent og frimodigt at tale om alle de problemer og de konflikter, der er forbundet med flygtningene, og hvis de endelig indser, at de må løbe den risiko at sætte deres lid til Tysklands flertal, da vil de også vinde dette flertal over på deres side.

Skal vi vædde?

fortsættes 16.3. 2016