FARVEL, ENHEDSLISTEN!

Kære Enhedslisten!

Så længe jeg kan huske, har jeg ved alle folketingsvalg stemt på Enhedslisten.

Men nu er det altså slut. Endnu engang har jeres ureflekterede forhold til EU drevet jer i armene på højre-zionisterne fra DF.

Og det er én gang for meget.

Jeg har spurgt mig selv. hvad jeres taktiske alliance med Søren Krarups parti bunder i, og det svar, jeg er kommet frem til, er følgende: I er ikke et europæisk venstreorienteret parti, men en særegen menighed, hvis historiebevidsthed er lig med sprækken mellem de to gevaldige skyklapper, som hedder Stalin og  Grundtvig.

Angående Stalin må man  spørge om Enhedslisten nogensinde helt har kappet sin navlestreng til den hedengangne sovjet-styrede kommunisme, og dens angst for Tyskland.

Angående  skyklap 2. Vist er Grundtvigs meritter  utallige (dem skrev Ebbe Kløvedal Reich en berømt folkebog om), men på ét punkt tog den danske profet grundigt fejl: danskerne er ikke noget udvalgt folk. Tværtimod er de dybt rodfæstet i Europas historie. Jævnfør Reformationen, som kom fra Tyskland, landboreformerne, der var inspireret af fransk og tysk oplysning, samt Grundloven af 1849, der står i gæld til 3 franske revolutioner: 1789,1830,1848.
 

Torsdag d. 3/12 stemte jeg  ja. Et ja til et forenet Europa.

Europas enorme problemer - sikkerheds- og miljømæssige, politiske og sociale - kan  kun løses i fællesskab. At forestille sig, at de kan løses  ved hjælp af nationalistiske forbehold , er et udslag af ansvarsløshed.

6. december 2015

Tilbage i Danmark efter 4 dage i Rom.

Et hurtigt kig på de italienske blade "La Repubblica", "Corriere" og "L´Espresso" giver  en forsmag på, hvor den danske venstrefløj er på vej hen. Samme vej som den italienske, formoder jeg. Den totale  udslettelse.

I denne forbindelse er det særdeles interessant at læse  hvad Eugenio Scálfari skriver i  La Repubblica  den 13.12. under overskriften  "Piccole grandi cose dalla Francia nazionalista alla Leopolda", d.v.s. "Små (og) store ting fra det nationalistiske Frankrig til PDs kongres".

Eugenio Scálfari , årgang 1923 samt italiensk presses grand old man tager sit udgangspunkt i Frankrigs lige overståede regionalvalg ved indledningsvis at glæde sig over, at Front Nationals yderliggående nationalister  ikke har erobret én eneste region. Midt i glæden må man imidlertid lige besinde sig et øjeblik, - skriver Scalfari. Fransk nationalisme stortrives nemlig også inden for Hollandes socialistparti, hvor den henter sin næring i...Karl Marx? Nej, i ideen om "La Grandeur de la France" (=Frankrigs storhed).

Hollande er kun europæist,- fortsætter den italienske skribent - på tre betingelser: 1) Frankrig leder Europa 2)Tyskland  tager til takke  med at være EUs økonomiske primus motor 3)  Storbritannien affinder sig med at spille en perifer og isolationistisk rolle.

Er Scalfaris analyse korrekt, er der både til at grine og græde over.

Det grinagtige først. Frankrigs storhed er jo i dag en saga blot. Når  Napoleon d.3.   af Victor Hugo blev omtalt som Napoléon le Petit, kan Hollande kun blive til Napoléon le Minuscule. Her er der stof til satire af den groveste slags.

Det bedrøvelige ligger derimod i den samlede europæiske venstrefløjs svigt.
Venstrefløjen kalder sig internationalistisk, men  lige nu er den  kun i stand til at efterplapre populistiske og nationalistiske parole - med de passende variationer, bevares - men det er immervæk nationalisterne og populisterne, der bestemmer ledemotiverne.

Hvad kan venstrefløjen gøre? - kan man spørge sammen med Scalfari. Så vidt jeg kan se, burde ikke alene venstrefløjen men alle oplyste kræfter arbejde på at bygge bro hen over de nationale grænser,og derved  etablere forudsætningerne for en konstruktiv dialog. En dialog mellem danske og tyske venstrefløjsfolk, mellem engelske og franske, mellem italienske og hollandske.  Fortsæt selv. Det bliver ikke nemt. Der er i hvert fald to store forhindringer. Den første er den nationale basis (læs: den nationale fordom), som enhver  agerer ud fra. Den anden er historien. Det bliver svært at etablere en dialog mellem hollandske calvinister og italienske papister. Svært, men ikke umuligt, og til gengæld utrolig givende.

Dræn sumpen!

Angående historien: Den ynkværdige situation, som den europæiske venstrefløj befinder sig i, bunder i den langvarige krise, der har stået på siden Første Verdenskrig udbrud.
Den europæiske venstrefløj fødes som internationalist i 1848 med udgivelsen af Karl Marx´ og Friedrich Engels´ kommunistiske manifest.

I perioden 1914-1918 bliver internationalismen imidlertid slagtet på krigens slagmarker. En emblematisk figur er Benito Mussolini, som i ly af verdenskrigen forvandler sig fra glødende socialist til fascist.

Der er ingen grund til at trampe i hvad der skete efterfølgende. Meget kortfattet:
drømmen om internationalismen er i dag afløst af  vulgær-liberalismens realiteter.

I mellemtiden  er den europæiske kulturtradition blevet til en sump.

Det er denne sump, som alle Europas oplyste kræfter må  gå i gang med at dræne.

Alle Europas oplyste kræfter - altså venstrefløjen i bred forstand. Folk som Jens Rohde (ex-V, nu RV), Kåre Traberg Smidt (ex V, nu Alternativet) og Rikke Karlsson (stadig DF?) bør endelig ikke afvises af venstrefløjen. Selv en liberal som Jakob Engel-Schmidt, der ikke har tænkt sig at forlade Venstre (endnu), bør inddrages i dialogen. Det var modigt af ham efter et besøg i Israel at gøre opmærksom på situationen på Vestbredden.

Der er brug for en tværpolitisk dialog både i og uden for Danmark. Der er brug for at mobilisere protesten. Der er brug for at erstatte flosklerne a la "folket versus eliten" med konkrete analyser.

Tirsdag den 29.december 2015 bringer Information to interessante indlæg.
Det ene er et interview med den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg (BSH). Overskriften lyder: "Vores eget værdiskred er den største trussel".
Det andet indlæg er en kronik ved Pernille Skipper (PS) og Søren Søndergaard (SSø)med titlen "Enhedslistens EU-politik er ikke nationalistisk".

BSH hævder, at den nuværende V-regering står for had og intolerance. Det gør hun i liberalismens navn. Det er fortrøstningsfuld læsning, som vidner om politisk energi.

Det kan man langtfra sige om PS´ og SSø´ kronik, der tværtimod er et tegn på politisk inerti.

PS og SSø synes at glemme, at EU  ikke er nogen fastlåst størrelse. Når den i dag domineres af storkapitalen og lobbyerne, hænger det blandt andet sammen med, at den europæiske venstrefløj befinder sig midt i en lammende identitetskrise.

Venstrefløjen bliver nødt til at genopfinde sig selv ved at alliere sig med Europas oplyste og civiliserede borgerskab. At et sådant findes, er interviewet med BSH et bevis på.

Karl Marx og Friedrich Engels kom i øvrigt begge fra Tysklands oplyste og civiliserede borgerskab.

Lad mig sige det på en anden måde: det er ikke kun venstrefløjen, der  er i krise. Det er Europas politiske kultur som helhed. Populismens fremmarch er en følge af, at såvel konservatismen som liberalismen og socialismen er blevet til ideologier, der overlever på floskler. Realiteten er, at  alle tre ideologier ligger for døden.


Beslægtet link: POLITIK ER AT HUSKE



fortsættes 16.1.2016