Luther, rødder og lagkager

"The original sin of Europe was the ugly infant of nationalism." Ágnes Heller

Et barndomsminde

 I 1948 var jeg ti år gammel. Min familie boede  i Codróipo, der ligger i Friuli, i det italienske Nord Øst - en snes kilometer syd for Udine.
En dag havde mor sendt mig  ud på indkøb et eller andet sted midt i byen. Her var  jeg pludselig  vidne til et overraskende optrin.

Hen ad hovedgaden kom en syngende procession - anført af folk, der bar faner, et par forgyldte krucifikser  og den obligate Jomfru Maria-statue.

Jeg stod på gadehjørnet og lyttede, betaget af synet.

En af sangene lød:

O Bianco Fiore, símbolo d´amore, della vittoria, tu sei la gloria

(O Hvide Blomst, symbol på kærligheden, du er sejrens pryd...). 

Hvorefter blev der sunget:

Mira il tuo pópolo, o Bella Signora, che pien di giúbilo, oggi t´adora.
Anch´io festevole corro ai tuoi piè, o Santa Vergine, prega per me.

( Se på dit folk, du Smukke Frue, som  altid jublende i dag tilbeder dig.
Ligeledes glædestrålende kaster jeg mig for dine fødder. O Hellige Jomfru, bed for mig).

Det var først meget senere, det gik op for mig, at  det religiøse stunt skyldtes det forestående valg.

Det Hvide Blomst var de kristelige demokraters (Democrazia Cristiana) symbol.

I 1948 endte  de også med at vinde stort over Folkefronten (socialister og kommunister).

Det var dengang.

I dag er sekulariseringen  en realitet overalt i  Vesteuropa. 

Var det Luther og Voltaire, der udløste den? Ungdomsoprøret? Kvindebevægelsen? Næh.

Det var den forbrugs- og produktionsbølge,  der skyllede hen over den samlede vestlige verden i løbet af de tredive år, der går fra 1945 til 1975.

Kirken, der havde været en førende kraft i kampen med kommunismen, blev reduceret til en fortidslevn.

Men det gjorde  historien og politikken også.

Med uddannelsessystemernes deroute til følge.

Historiebevidstheden blev erstattet af lejlighedsvis fetich-dyrkelse. Sådan en fetich er Luther. Luther som opfinder af alt mellem himmel og jord. Lige nu altså, hvor man fejrer 500-året for Wittenberg-teserne.
 
Om en lille måneds tid ender fetichen på loftet.

At snakke om rødder er  et intetsigende mantra.

Rom, Santa Maria in Cosmedin.

Hertil strømmer folk i massevis. Og der grines højlydt, mens selfies bliver taget lige i det øjeblik, hvor en vovehals stikker hånden i den såkaldte "sandhedens mund".
Denne "bocca della verità", som den hedder på italiensk, var oprindeligt  et romersk kloakdæksel.

Kirken hedder Santa Maria in Cosmedin. Kloakdækslet er muret ind i  kirkens facade.
Engang lå her et tempel til ære for korn- og frugtbarhedsgudinden Ceres.
Tre af kirkens søjler hørte templet til. De er nemt identificerbare, fordi de er ens.
De andre søjler blev hentet flere steder fra, som led i den store genbrugsbevægelse, som kristendommen i bund og grund var og er.  

Polsk masse-eksorcisme mod de islamiske migranter

"L´esorcismo di massa contro i migranti islamici" lyder en overskrift i det italienske dagblad "La Repubblica" den 9. oktober.
Artiklen leverer beviset på, at kristendommen sandelig kan bruge lidt af hvert fra historiens genbrugsdepoter.
Bevæbnet med rosenkranse og afsyngende Maria-hymner har en million polske katolikker taget opstilling langs med landegrænsen. I forsvar mod den islamiske invasion, der finder sted i de frommes hoveder.
"Således bekæmper vi det Onde", hævder en af de rosenkrans-svingende kombattanter. Hvor det Onde - i parentes bemærket - også omfatter pave Frans, som på de her hyperkatolske kanter lader til at være persona non grata.

Àgnes Heller om paradokset Europa (*)

I stedet for at gå eksorcistisk-ekshibitionistisk til værks kan man heldigvis stadig  prøve med en historiebevidst tilgang til de problemer, Europa tumler med lige nu.
Det er netop det, den ungarske filosof Àgnes Heller gør i sit essay om paradokset Europa.

Som ung undslap Agnes Heller (årgang 1929)  med nød og næppe at blive offer for Holocaust . Senere var hun elev hos  György Lukács, og senere endnu Hannah Arendts efterfølger på New York Universitet. I dag er hun atter bosat i Ungarn, hvor hun er en af Victor Orbáns mest fremtrædende kritikere.

" Den nationalistiske fanatismes Europa og den universalistiske humanismes Europa er et og samme Europa", skriver Heller.

For at forklare hvordan  dette paradoks  er opstået, trækker hun indledningsvis  en grænselinje mellem begreberne folk og  nation.
Begrebet folk - skriver Heller -  optræder allerførst i det Gamle Testamente. Det første dokumenterede folk er nemlig det jødiske, i og med, at Gud på Sinaibjerget giver sin Lov til hele Israels folk (´am) - uanset status, alder og køn.

Men historien om folket - fortsætter Heller -  knytter  sig også til den romerske tradition, der kommer til udtryk i udsagnet Senatus populusque romanus.
Folket  omfatter her kun de ikke-adelige: plebs/almuen - i modsætning til patricierne, som lovgiver i senatet.

Hvad angår ordet natio (afledt af latin: nascere = at fødes) betegnede det i begyndelsen kun lav- og højadelen.

Med andre ord: Europas første nationalisme var  de adeliges forsvar af deres (mere eller mindre indbildte) egenart og af deres jordbesiddelser over for et (større) imperium.

En overgangsfase mellem adelens ur-nationalisme og nationalismen forstået som et lands fremherskende  ideologi er 1700-tallets stændersamfund, hvor folket er lig med  tredjestanden.

I løbet af 1800-tallet udviskes imidlertid grænserne mellem adel, gejstlighed og tredjestand, idet sidstnævnte  ifører sig adelens nationalistiske gevandter.

Dog sker dette samtidig med, at Oplysningstiden har skabt forestillingen om menneskerettighederne.

Der opstår derved en skabning, der både er bærer af en national identitet (f.eks. fransk statsborger) og af en universel ditto (menneske).

I juli 1914 - ved Første Verdenskrigs udbrud - viser det sig, at det universelle bukker under for det nationale.

Kommentar

Hvad skal man mene om Agnes Hellers teser?

Jeg mener, at de udmærker sig ved et suverænt overblik.

For det første er det prisværdigt, at hun minder os om europæisk nationalismes forbindelse til den gammeltestamentlige tradition.

For det andet gør hun ret i at udpege nationalismen som den vigtigste ideologi bag Første Verdenskrigs rædsler.
Både Lenin og Hannah Arendt havde selvfølgelig ret, når de  fremhævede imperialismens rolle i denne forbindelse.  Men hvor imperialismen var krigens skjulte drivkraft, var det nationalismen - behændigt camoufleret som patriotisme - som drev millioner af mennesker i død og lemlæstelse.

Àgnes Heller glemmer imidlertid at nævne, at Første Verdenskrig også beseglede kristendommens nederlag.

Nationalismen - en hedensk religion! - vandt ikke alene over den humanistiske universalisme, den vandt også over det kristne kærlighedsbudskab.

Om stolthed og skamfølelse

Det nytter ikke noget derfor at henvise til  europæiske værdier. Disse er jo en blandet landhandel. Så sandt som Marine Le Pen, Kaczynski og Orbán også påberåber sig dem.
Men det er vigtigt at huske på - bemærker Ágnes Heller -, at de tre nævnte populister er levn efter en tid, hvor Europa i krisesituationer stadig lod sig friste af den stærke mand. Europas demokrati er jo forholdsvis ungt: det bør ikke glemmes, at kontinentet  i 30´erne og 40´erne myldrede med diktaturer.

Det springende punkt er i dag, om europæerne  formår at mobilisere en stærkere passion end populisterne.
Forstår jeg Ágnes Heller ret, må denne passion udspringe af både stolthed og skamfølelse.
Stolthed over de kulturskatte, Europa har givet verden.
Men også skamfølelse/anger over de  uhyrligheder, Europa har gjort sig skyldig i.
En skamfølelse, der må omarbejdes til mod og politisk skaberkraft.
Mod til at kaste et uforfærdet blik på Europas fortid.

Er Europa i gang med at omvurdere sin fortid?

Flere tegn tyder på det.
Det første er  et interview med den fremtrædende kirkehistoriker Martin Schwarz Laustsen, som Kristeligt Dagblad bragte 3/11.
"Vi skal turde fortælle historien, som den er" lyder overskriften. At fortælle historien som den er indebærer for eksempel at tale uden omsvøb om Martin Luthers antisemitisme.
Luther var  nemlig  antisemit. I sin bog "Om jøderne og deres løgne" slog han således til lyd for, at alle synagoger skulle brændes, og  alle almindelige jøders huse skulle dynges til med jord.

Tegn to. I samme nummer af Kristeligt Dagblad kan man  læse sognepræst Jens Bærentzens anmeldelse af endnu en bog om alt det gode, som reformationen  angiveligt har stået for.Det drejer sig om et mammutværk (Reformationen i dansk kirke og kultur) på 1518 sider, redigeret af Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach Nielsen.
Bærentzen giver den  5 ud af 6 stjerner.

Men gør man sig den umage at læse anmeldelsen  omhyggeligt, kan man ikke overhøre et lettere ironisk anslag. Kan det virkelig passe (spørges der med mild undren), at  den overlæssede  Luther-buffet stadig har noget at byde på?
Tilsyneladende ja. Det er blot en skam - noterer Bærentzen -, at bogens saliggørende facit om, at Luther har skabt både det danske demokrati og den danske velfærdsstat (samt meget andet godt) savner adskillige mellemregninger.

Det tredje tegn på, at Europa befinder sig lige nu på tærskelen til en  omvurdering af sin fortid, er den svenske forfatter Nina Burtons nyligt oversatte biografi om Erasmus af Rotterdam.  Bogen hedder "Europas stjerne" og bærer undertitlen: "Da tankekraft og trykkekunst ændrede verden for altid".

I sit interview med Daniel Øhrstrøm (Kristeligt Dagblad 7/11) fortæller Nina Burton, at den i dag næsten glemte Erasmus af Rotterdam (1466-1536) var sin tids mest fremtrædende skribent samt en skarp kritiker af pavekirken. Til at begynde med satte Martin Luther ham meget højt, senere udtalte den tyske munk imidlertid:
"Den, der dræber Erasmus af Rotterdam, dræber en lus".
Det er ord, som siger alt om Luther. En mand, hvis store succes ifølge Burton beroede  på, at Luther var den gryende nationalismes mand.

Tillad mig afslutningsvis at gøre opmærksom på Per Øhrgaards  guldkorn "Reformationer og revolutioner", optrykt af Kristeligt Dagblad den 24. november.
Læs det selv, kære læser!







 








 
(*)Àgnes Heller: Paradox of the European Nation State and the Stranger, 2015

"Shamefulness is part of the European tradition as well" - Interview med Àgnes Heller ved Eva van De Rakt og Silja Schultheis(oktober 2016)

Jens Bærentzen, Nyt samleværk er et værdigt monument over Reformationen, Kristeligt Dagblad 3.11.17

Daniel Øhrstrøm, Erasmus af Rotterdam er Europas glemte dannelses-apostel,
Kristeligt Dagblad d. 7.11.17

Lene Rachel Andersen, Erasmus og retten til at skille sig ud, Goldberg 10.10.17

Per Øhrgaard, Reformationer og revolutioner, Kristeligt Dagblad 24.november 2017

10.12. 2017