GØR OPRØR!

Hvad sker der lige nu? Svaret er ligetil: Europa ligger for døden, og bedemændene kappes om at levere den smukkeste ligkiste.

Og hvad er ligkisten så lavet af?

Værdisnak.

Følgelig har  bedemændene (M/K) kun kistepynten  at konkurrere om.

Bedemandsfirmaet Krarup & Langballe satser således på en tjæresort kistemodel, der prydes af et dødningehoved indrammet af indskriften: det lutherske frihedssyn.

Frederik Stjernfelt har derimod slået sig på en pinkfarvet  variant, der er påført sloganet "The Radical Enlightenment from Spinoza to Stjernfelt".

Modsat hans konkurrent Flemming Rose, der faldbyder en karnevalagtig formel, hvor der loves "Hån, Spot & Latterliggørelse fra vugge til grav".

Lur mig om   det alligevel ikke bliver det renommerede bedemandsfirma Jespersen & Pittelkow, der løber med ordren. Det   lancerer nemlig en multi-model, hvor det hele er med: det lutherske frihedssyn, det Rose´ske HSL, Spinoza & co. ifølge Stjernfelt og - for at det ikke skal være løgn - en fæl muslim, der får ryggen pisket til blods af den vestlige frihedskrabask. 

Angående  rustvognen er det vel galla-limousinen "Fra fusk til faktura", der løber af med sejren. Leveres af fhv. videnskabsminister Helge Sander med Milena Penkowa ved rattet.

Grin eller lad være, er Europa ved at dø, og siden alverdens bedemænd  hverken kan eller vil redde hende, er der ikke andet at gøre end at håbe på et mirakel.

Dette mirakel er det ungdomsoprør, som den nu 93-årige franske skribent Stéphane Hessel slår til lyd for. Det gør han i en lillebitte bog, der på dansk har fået den ikke helt dækkende titel "Gør oprør!".

"Indignez-vous!" hedder bogen på fransk. Altså: Bliv indigneret!

Bogen er blevet anmeldt af Lars Bonnevie, den fhv. DKP´er, der i sin tid faldt i svime over Ibn Warraqs makværk "Derfor er jeg ikke muslim". Om Hessels lille bog mener Lars Bonnevie derimod, at det drejer sig om "varm luft".

Tjah, varm luft kan under de rigtige kompressionsforhold og formedelst den rette teknologi blive til en udmærket energikilde. En helt anden ting er, at Stéphane Hessels pamflet bliver læst af de indignerede spaniere, der har besat Puerta del Sol i Madrid, skriver Mads Frese den 26.maj i Information.

Læs hans artikel her    http://www.information.dk/269322

Stéphane Hessel afslutter sit opråb med at kalde til en "ægte fredelig opstand mod massekommunikationsmidlerne, som ikke tilbyder vores ungdom andet end masse-forbrugerisme, foragt for de svage og for kulturen, almindelig glemsel og alles kamp til døden imod alle"(s.29)

I sin anmeldelse  (Weekendavisen d.15.april 2011) ironiserer Lars Bonnevie over, at netop massekommunikationsmidlerne har udløst mere eller mindre fredelige opstande i Mellemøsten. Men er det nu også rigtigt? Mig bekendt var det facebook, der nærede ilden under oprørene i Tunis og Cairo, og jeg kan dårligt forestille mig, at  Hessel henregner facebook til de fordummende og manipulerende massekommunikationsmidler.

Til gengæld tror jeg, at Bonnevie som den gamle betonkommunist, han formentlig stadig er, anser Hessel for en spontaneistisk sværmer, der aldrig ville finde sig til rette under den leninske parti-disciplin. Ergo er Hessel yt.

Selv synes jeg han  er en guttermand.

Alene hans henvisninger til Hegel, Walter Benjamin og Sartre er små perler - og lysende påmindelser om den fantastiske kulturarv, vi europæere er ved at glemme.

Det allervigtigste ved Hessels lille bog er imidlertid hans påpegning af, at modstandskampen var et nej til fascismen, et nej, som det gælder om at genfremsætte i dag, hvor fascismen endnu engang har erobret den politiske scene. En fascisme, der i dag fremtræder som en uhyre bredspektret samling  ideologier, hvis fællesnævner er "Vestens produktivitetstænkning"(s.27) og hvis vigtigste våben er massefordummelsen.

Den fascistiske dominans er så massiv, at kampen kan forekomme håbløs. Men der er stadig håb, skriver Hessel.

Mit eget stille håb er, at den europæiske ungdom så småt begynder at kommunikere og organisere sig trans-nationalt. Der er brug for megen dialog tværs over grænserne: dialog mellem spaniere, italienere, franskmænd, tyskere, etc.

Dialog tværs over konfessionerne: ikke bare mellem protestanter og katolikker, men  gerne også mellem kristne, jøder og muslimer.

Stéphane Hessel er i øvrigt søn af en jødisk far.

En svale gør ingen sommer, men et eller andet kunne tyde på, at Hessel ikke er nogen enlig svale.

Der er brug for at udtænke nye politiske manifester og nye former for samarbejde.

13.6.2011

PS

Rent tilfældigt falder jeg over følgende to indlæg. De bekræfter mine   to antagelser:

1)Europa er ved at dø

2)Revolutionens nødvendighed

Men revolutionen vil kun lykkes, såfremt der sker en alliance mellem ungdommen og folk inde i systemet.

Indlæggene fra professor Linda Maria Koldau og universitetslektor Anders Bøgh er vigtige indicier på, at systemet har sine dissidenter. De fortjener i allerhøjeste grad opbakning og efterfølgelse. 

 http://politiken.dk/debat/ECE1306556/professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/